Hvis du har et nyere 4K-tv med HDR, er du garanteret den vildeste spilgrafik på en konsol til dato. Dermed ikke sagt, at folk uden 4K-tv ikke kan lege med, blot at det er her, maskinen for alvor kommer til sin ret.
Xbox One X ligner til forveksling den tidligere One S, bortset fra farven. Den har samme ind- og udgange samt UHD Blu-ray-drev. Du får desuden samme kluntede menusystem, som godt nok afvikles bedre.
Den største forskel er inde i kassen. Her er flere ram-klodser og en hurtigere processor. Modsat One S, der kun kunne afvikle spil i 1080p, kan Xbox One X også afvikle spil i 4K, ligesom Sony har kunnet i et lille års tid med deres PS4 Pro. Spil, der understøtter dette, går under betegnelsen “Xbox One X Enhanced”.
Udviklernes ansvar
De ekstra kræfter i maskinen aktiveres via software-opdateringer. De bliver løbende frigivet og fylder godt op på den interne harddisk på 1 terabyte. Opdateringerne låser primært op for skarpere teksturer, højere opløsninger samt højere frame-rate. Ikke alle spil kan give det hele på én gang, så i nogle tilfælde må du vælge, om du vil have høj opløsning eller flere billeder pr. sekund. Uanset hvad du vælger, giver det en flottere og mere glidende præsentation end på de gamle maskiner.
Desværre lider Microsoft under samme problem som Sony. Fordi der er tale om en videreudvikling af en gammel maskine, skal alle spil stadig kunne spilles på første og anden generation. Det holder Xbox One X lidt tilbage, selv om den ellers snildt kan løbe fra de to forgængere.
Konklusion
Det kan egentlig siges ganske kort: Vil du have den kraftigste spilkonsol på markedet netop nu, og har du ikke en Xbox One i forvejen, så skal du naturligvis købe en Xbox One X. Dette uagtet om du har et 4K-tv i forvejen eller ej. Maskinen puster tiltrængt liv i dine gamle spil og giver dig en større og mere flydende oplevelse.
Prisen er ganske vist høj, og vi må endnu vente og se, om den bliver pengene værd i det lange løb. Lige nu er der dog ingen tvivl. Xbox One X er et sikkert hit med få forbehold. MH