System Audio har haft succes med at vende højttalerudviklingen på hovedet og invitere folk uden for firmaet til at medvirke i designet. Standerhøjttaleren SA Pandion 2 blev udviklet i et samarbejde mellem ikke færre end 110 ingeniører.
Siden er Pandion-familien blevet udvidet med gulvmodellen Pandion 30 (som vi netop har bestilt et sæt af til en test). Men det er åbenbart ikke nok. Grundlægger af System Audio, Ole Witthøft, har netop på sin facebook-side vist de første billeder af endnu en gulvmodel, Pandion 50, som er et spring ud i den deciderede high-end-klasse. Der er tale om en 128 cm høj 2,5-vejs-konstruktion med fem højttalerenheder. Detaljer og tekniske data er ikke offentliggjort endnu.

Vi talte med en særdeles begejstret og stolt Ole Witthøft:
“Den er helt vild! Vores eksterne leverandør af målinger siger, at Pandion 50 burde komme i Guiness Book of records for sin linearitet!”
