Begge smartphones kommer med Windows Phone 8.1. Lumia 435 er første model i en helt ny serie af ultrabillige mobiler, og på prismærket står der blot EUR 69 svarende til 514 kroner. Det er kun få kroner dyrere end en togbillet mellem København og Aalborg!
For pengene får man en 4” skærm, 8 GB indbygget lager, et 2 MP kamera og en 1,2 GHz dual-core processor.

Lumia 532 er nyeste skud på stammen i 500-serien. For blot få måneder siden lancerede Microsoft Lumia 535, som du kan læse om her. Hvor Lumia 535 kom med 5” skærm, så er Lumia 532 noget mindre og kommer kun med 4” skærm. Men ellers er forskellene på de to telefoner minimale. Således kommer også Lumia 532 med Windows Phone 8.1, 1,2 GHz quad-core processor, 8 GB lager, 5 MP kamera og HSPA+ mobilt internet.

“Da vi for mere end tre år siden offentliggjorde de første Lumia-smartphones, talte vi om vores passion for at tilbyde innovative løsninger til så mange mennesker som muligt. Med Lumia 435 og Lumia 532 har vi nået en ny milepæl. De to smartphones er de mest prisvenlige i Lumia-serien til dato, og de giver mulighed for at nå mennesker, der skal til at købe deres første smartphone,” siger Jo Harlow, der er globalt ansvarlig for telefoner i Microsoft.
Lumia 435 og Lumia 532 kommer til udvalgte markeder i februar. Begge kommer i farverne lysegrøn, orange, hvid og sort. Priserne for Lumia 435 og Lumia 532 kommer til at variere baseret på land og operatør, men de internationale priser er beregnet til 69 EUR (Lumia 435) og 79 EUR (Lumia 532) eksklusiv moms. Danske priser og dato for salgsstart vil blive kommunikeret på et senere tidspunkt.



