TEST: Marten Parker Trio Diamond Edition

Det svenske firma Marten er en sand succeshistorie, der begyndte med, at Leif ”Mårten” Olofsson grundlagde firmaet i 1998, og at magasinet Hifi & Musik testede den allerførste højttaler, Mårten Design Mingus, allerede i 1999. I 2006 var man en del af Swedish Statement-anlægget, der blev fremvist på CES i Las Vegas, og siden er det gået stærkt.

Dagens sortiment består af fire hovedserier: Coltrane i toppen, Mingus, Parker og endelig ”indgangsserien” Oscar. Som altid opkaldt efter kendte jazzartister og størrelserne angives derfor også efter jazznomenklaturen, som denne testede model Parker Trio.

At både Marten selv samt distributører og forhandlere mener, at diamantversionen, Parker Trio Diamond Edition, rammer lige i plet i sortimentet, har nok at gøre med, at den spiller tæt på fuld frekvens (angivet 26 Hz ved −2 dB) og har den for firmaet siden mange år så typiske diamantdiskant. Det vil sige en stor del af den banebrydende teknologi, der findes i firmaets allerstørste og fineste højttalere.

Almindelig eller Diamond?

Forud for testen fik jeg mulighed for at lytte både til denne testede diamantversion og den oprindelige model med ”konventionel”, keramisk diskant. Man kan måske synes, at der ikke er så stor forskel, men ud over den betydeligt finere og dermed dyrere diskant er filteret også mere eksklusivt, ligesom terminaler og kabler, der består af koncernkollegaen Jormas fineste interne kabler, det vil sige Statement-niveauet.

Rent tonalt og frekvensmæssigt er de to versioner naturligvis meget ens, men da jeg nu kunne foretage direkte a/b-sammenligninger, føltes det fattigere, i mangel af et bedre ord, at vende tilbage til den almindelige Parker Trio efter at have lyttet til diamantmodellen.

Den åbner op for den musik, der afspilles, som også breder sig i højere grad. Den lyder ganske enkelt større, luftigere, mere detaljeret og på alle måder bedre.

Ville jeg have været tilfreds med en Parker Trio, hvis jeg ikke havde foretaget denne sammenligning? Utvivlsomt ja, og for den, der ønsker det, er det også muligt at foretage opgraderingen på et senere tidspunkt, men det var diamantversionen, der kom med hjem til test, trods en højere pris.

2,5-vejs slavebaskonstruktion

Det er en på alle måder velbygget højttaler med flot træarbejde og et meget resonansdødt kabinet, opbygget i 35 millimeter tykt M-board og med en tilspidset form. Det er en 2,5-vejs konstruktion med to 7,5-tommers keramiske bas-/mellemtoneenheder. Begge arbejder i basområdet, men kun den ene spiller også mellemtone, mens den anden er afskåret i de højere frekvenser og derfor udelukkende fungerer som basenhed. Øverst sidder i vores model en 1-tommers diamantdiskant. Som sædvanligt for Marten anvendes en løsning med passiv bas, og på bagsiden finder vi to 9-tommers passive basradiatorer i aluminium.

Konstruktøren Leif Olofsson foretrækker højkvalitets-delefiltre med lav stejlhed, da det reducerer faseforvrængning. Overgangen til diskanten ligger ved 2,2 kHz. I diamantversionen er polypropylenkondensatorerne opgraderet til kobberfolie, og terminalerne er WBT NextGen i sølv (mod kobber i standardversionen).

Fødderne er Marten Isolators, som specialtilpasses hver enkelt højttaler af ISOAcoustics — blandt andet i forhold til den præcise vægt — og som meget effektivt isolerer højttalerne fra gulvet.

De testede højttalere var udført i en meget flot, mat valnøddefinish.

Sammenhængende og musikalske

Disse højttalere opleves mere fokuserede og sammenhængende, når de vinkes en smule ind mod lyttepositionen. I mit lidt mindre lytterum er det ikke optimalt at have højttalerne trukket ud i rummet, men når man alligevel gør det, åbner de sig endnu mere. Det mærkes tydeligt med Soltis Tannhäuser på fire LP’er fra Decca, men også med en almindelig – om end velproduceret – studieindspilning som Bruce Springsteens flotte Human Touch. Der er også godt flow og solid støtte i bassen på den notorisk vanskelige 57 Channels.

Jeg præsenteres for en stor, indbydende og engagerende gengivelse af The Triffids’ klassiske Wide Open Road, ligesom de mere afdæmpede numre fra playlisten – f.eks. Marthe Wangs Gudene vet – men også de mere rockede og basdrevne numre som Bas Combes med flere.

Marten Parker Trio Diamond Edition spiller utrolig elegant, detaljeret og stort – men også helt uanstrengt. Som det meste high-end-udstyr gør de det bedre med gode indspilninger, men de håndterer også almindelig guitarrock uden problemer, selv The Nomads. Og endnu bedre går det med Late in the Evening med Paul Simon på originalvinyl, med fuld kontrol over både rytme og separation.

To gamle maxisingler fra midten af 80’erne illustrerer det måske endnu tydeligere. E = MC² med Big Audio Dynamite gengives præcis som den engang blev mastret: smalt, let nasalt og en smule letbenet. Terence Trent D’Arbys gennembrudshit Wishing Well gengives derimod både stort og storslået samt med solid rytmisk præcision. Begge dele kan dog lyttes til med stor fornøjelse, og 80’erne står knivskarpt frem gennem Marten Parker Trio Diamond Edition.

Det er svært at stoppe, selv når højttalerne snart skal pakkes ned og sendes videre til redaktionens lytterum. Jeg fortsætter derfor med Under the God fra David Bowies Tin Machine, som gengives med den rette tyngde og god struktur i det komprimerede materiale. Endnu mere klasse viser de på 45-omdrejningsversionen af Lloyd Coles Forest Fire, med fin dynamisk spændvidde og en flot, bredt udfoldet stereogengivelse.

Sammenligning med anden diamantdiskant

Tilbage i redaktionens større lytterum får højttalerne endnu bedre plads, hvilket giver ekstra dimensioner i gengivelsen – og mulighed for at sammenligne med B&W 805 Signature, som også har diamantdiskant.

Marten spiller – ikke overraskende – fyldigere og mere helstøbt, hvilket er naturligt for en større og mere avanceret gulvhøjttaler. Men Marten har også en anderledes, betydeligt blødere og mere medgørlig spillestil. I diskantområdet har B&W mere energi og slagkraft, mens Marten spiller mere afdæmpet og behageligt, stadig med et meget højt detaljeniveau. Frekvensmålinger ville formentlig vise tydelige forskelle helt oppe i toppen.

Det opsummerer også oplevelsen: Marten-højttalerne leverer alle detaljer uden at kaste dem i hovedet på lytteren. Grundkarakteren er venlig og behagelig, og lyden bliver aldrig hård. Den musikalske sammenhæng er fremragende, og lydbilledet stort og rummeligt, når optagelsen tillader det. Bassen er knap så iøjnefaldende – måske netop fordi den “bare er der” – og giver solid støtte ned til omkring 28 Hz, hvilket er rigeligt til det meste musik.

Hvilken forstærker?

Når det gælder valg af forstærker, vil jeg sige, at de lader det, de får at arbejde med, komme igennem. Jeg har brugt tre forskellige integrerede forstærkere: Hegel H590, Soulnote A-2 samt Audiaflight FLS10. Marten Parker Trio Diamond Edition udnytter og videreformidler hver forstærkers respektive idealer, hvilket mere end tydeligt vidner om den høje grad af resonansdød neutralitet og hurtighed, som disse højttalere besidder. I valget og kvalen mellem disse tre syntes jeg dog alligevel, at synergien blev allerbedst med Audiaflight, men det kan sikkert variere meget mellem os, der lytter.

Konklusion

Sammenfattende kan jeg konstatere, at dette er et par ekstremt højtydende og alsidige højttalere, der får det bedste ud af den musik, de skal afspille. I valget af tilbehør giver de lige så stor valgfrihed og lader dig som lytter bestemme, hvilken retning de skal gå.

Topklasse!