TESTS Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi
PÅSKE-TILBUD 6 uger for 6 kroner

TEST: Xiaomi 17 Ultra + Photography Kit Pro

Xiaomis kameramobil er i en klasse for sig

Xiaomi 17 Ultra er den første smartphone med Leica APO-certificeret optik, mekanisk zoom og en billedsensor, der fanger næsten lige så meget lys som et dedikeret kamera. Men prisen kræver dybe lommer.

Af / 02/04/2026 - 10:01
Xiaomi 17 Ultra + Photography Kit Pro

Home mener

  • Kameraet er i en klasse for sig med LOFIC-sensor, mekanisk optisk zoom og Leica APO-certificeret optik. Batterilevetiden er næsten fordoblet i forhold til forgængeren. Hurtigere processor, tyndere og lettere design, og Photography Kit Pro forvandler mobilen til et seriøst kameraværktøj.
  • Mærkbart skift i hvidbalancen mellem hovedkamera og telekamera. Makro-nærgrænsen er gået fra 10 til 30 cm. HyperOS 3.0 har stadig småfejl og en halvhjertet Gemini-integration. Og så koster den mere end nogensinde.

Xiaomi har droppet nummer 16. Fra Xiaomi 15 Ultra springer kineserne direkte til 17 Ultra for at matche navngivningen på den aktuelle iPhone 17-serie, og det er langt fra det eneste spring, den nye topmobil tager.

Hele tre store kameranyheder – som hver for sig ville fortjene stor opmærksomhed – er det blevet til: En 1-tommes billedsensor med helt ny LOFIC-teknologi, der afløser den traditionelle tilgang til HDR. Et 200 megapixel telekamera med mekanisk optisk zoom, som er det første af sin slags i en smartphone. Og Leicas APO-certificering, som ellers kun kendes fra dedikerede kameraobjektiver til mange tusind kroner.

Xiaomi 17 Ultra
Xiaomi 17 Ultra i farven Starlit Green. Bagsiden er dækket af hærdet glasfiber med en fin, let glitrende overflade, der giver et solidt greb uden at samle på fingeraftryk. Det cirkulære kameramodul dominerer stadig den øverste del af bagsiden, men er mere diskret end på forgængeren. (Foto: Peter Gotschalk)

Xiaomi 17 Ultra er med andre ord en mobil, der vil være et kamera først og en smartphone bagefter. Det understreges af, at Xiaomi samtidig lancerer et dedikeret Photography Kit Pro, der med fysisk greb, totrinsudløser og zoomkontrol forvandler mobilen til noget, der ligner et kompaktkamera fra Leica. Sidstnævnte tilbehør er så centralt for oplevelsen, at vi har valgt at inkludere det i testen.

Men alt det koster. Med en vejledende pris på 12.649 kroner i Danmark er Xiaomi 17 Ultra endnu dyrere end forgængeren, som allerede var dyrere end Samsung Galaxy S25 Ultra. Spørgsmålet er, om kameraambitionerne retfærdiggør prisskiltet.

Xiaomi 17 Ultra
Xiaomi 17 Ultra har en helt flad 6,9-tommer OLED-skærm med ultrasmalle rammer og en maksimal lysstyrke på 3.500 nit. Skærmen er fuldt brugbar i direkte sollys, og det flade design eliminerer de utilsigtede tryk, der kunne genere på tidligere Ultra-modellers kurvede kanter. (Foto: Peter Gotschalk)

Udseende og konstruktion

Den nye Xiaomi-topmobil fås i tre farver: Black, White og Starlit Green, som er den udgave, vi har testet. Hvor forgængerens Silver Chrome-variant havde kunstlæder på bagsiden, er Starlit Green dækket af hærdet glasfiber med en fin, let glitrende overflade. Rammen er i aluminiumslegering, og det store cirkulære kameramodul dominerer stadig den øverste del af bagsiden, men i et mere diskret design end sidste år.

Annonce

Xiaomi har fået mobilen ned i vægt og tykkelse. Med 219 gram og en tykkelse på 8,29 mm er Xiaomi 17 Ultra 10 gram lettere og godt en millimeter tyndere end forgængeren, og det på trods af, at der er kommet et mekanisk zoomsystem ind i kamerahuset. Balancen er mærkbart bedre end med Xiaomi 15 Ultra, der kunne føles tung i toppen. Mobilen ligger godt i hånden, og glasfiberoverfladen giver et solidt greb uden at samle på fingeraftryk.

Xiaomi 17 Ultra
Øverst til venstre ses det rektangulære 200 megapixel telekamera med mekanisk optisk zoom (75-100 mm), som er det første af sin slags i en smartphone. Nederst sidder hovedkameraets 1-tommes LOFIC-sensor og ultravidvinkelkameraet. (Foto: Peter Gotschalk)

Skærmen er denne gang helt flad, hvilket er et brud med tidligere Ultra-modellers kurvede kanter. Det er en forbedring i daglig brug, da man slipper for utilsigtede tryk langs kanterne. Rammerne omkring skærmen er ultrasmalle, fremstillet med såkaldt LIPO-teknologi, og frontkameraet sidder som et udstanset hul i skærmen.

Xiaomi 17 Ultra er IP68-certificeret og beskyttet af Xiaomi Shield Glass 3.0, der ifølge producenten byder på 30 procent bedre fald- og ridsebestandighed end forgængerens Shield Glass 2.0. Kameramodulet på bagsiden er som på forgængeren dækket af Corning Gorilla Glass 7i.

Xiaomi 17 Ultra
Med Photography Kit Pro monteret forvandles Xiaomi 17 Ultra til noget, der ligner et kompaktkamera mere end en smartphone. Grebet er dækket af skridsikkert PU-læder, og den klassiske Leica-røde udløserknap sætter prikken over i’et. (Foto: Peter Gotschalk)

Skærm og lyd

Xiaomi 17 Ultra har en 6,9-tommer OLED-skærm med en opløsning på 2.608 x 1.200 pixel, hvilket svarer til en billedskarphed på 416 ppi. Det er en anelse lavere end forgængerens 522 ppi, da Xiaomi har valgt at sænke opløsningen til fordel for bedre energieffektivitet og højere lysstyrke. I daglig brug er forskellen vanskelig at få øje på med det blotte øje, men nævnes bør det, at en “Ultra”-mobil til over 12.000 kroner ikke længere byder på den skarpeste skærm i klassen.

Til gengæld er lysstyrken øget til op til 3.500 nit, hvilket er et mærkbart spring fra forgængerens 3.200 nit. Skærmen er fuldt brugbar i direkte sollys, og det er også her, Xiaomis nye HyperRGB-teknologi kommer ind i billedet. HyperRGB er et nyt subpixel-layout, der ifølge producenten forbedrer klarheden og optimerer energiforbruget, og skærmpanelet understøtter 68 milliarder farver i DCI-P3-farverummet. Dertil kommer dynamisk opdateringsfrekvens fra 1 til 120 Hz, HDR10+ og Dolby Vision samt DC-dæmpning, der reducerer øjenbelastning ved lave lysstyrker. Skærmen er desuden TÜV Rheinland-certificeret for lavt blåt lys, flimmerfri brug og er skånsom for døgnrytmen.

Xiaomi 17 Ultra
Et nærbillede af Photography Kit Pros kontrolelementer. Øverst ses det justerbare kontrolhjul, der som standard styrer eksponeringskompensation, men kan omprogrammeres til ISO, blænde eller lukkertid. Den røde knap er totrinsudløseren, der fungerer præcis som på et professionelt kamera. (Foto: Peter Gotschalk)

Den flade skærm er en velkommen ændring i forhold til tidligere Ultra-modellers kurvede kanter, og sammenlignet med forgængeren opleves skærmbilledet som mere ensartet helt ud i hjørnerne. Placerer man Xiaomi 17 Ultra side om side med Samsung Galaxy S26 Ultra er forskellen i sortniveau dog stadig synlig, og Samsung har altså fortsat det dybeste sortniveau.

Hvad lyden angår, er Xiaomi 17 Ultra udstyret med indbyggede stereohøjttalere, fire mikrofoner og understøttelse af rumlig lyd (spatial audio) samt Dolby Atmos. Højttalerne spiller højt nok og leverer et acceptabelt lydbillede til en smartphone, men lydtrykket og klarheden når ikke helt op på niveau med de bedste modeller fra Apple og Samsung. Til streaming via Bluetooth understøttes Hi-Res Audio Wireless, og mobilen har desuden AI-baseret støjreduktion til telefonopkald.

Xiaomi17Ultra kontrast
1” sensoren demonstrerer sin enorme dynamiske rækkevidde. På trods af de dybe skygger i gardinerne i forgrunden bevares alle detaljer og farver i den solbeskinnede have og bygningerne udenfor. (Foto: Peter Gotschalk)

Kamera

Det er ikke en nedgradering, at Xiaomi 17 Ultra er gået fra fire kameralinser til tre på bagsiden – det er en omprioritering. Den dedikerede telemakro-linse fra forgængeren er droppet, og i stedet har Xiaomi lagt alle ressourcer i et helt nyt 200 megapixel telekamera med mekanisk optisk zoom fra 75 til 100 mm. Det er ifølge Xiaomi det første af sin slags i en smartphone, og det er også det første mobilkamera med Leicas APO-certificering, der stiller strenge krav til farvegengivelse og skarphed i hele zoomområdet.

Samarbejdet med Leica er i det hele taget rykket til et andet niveau med Xiaomi 17 Ultra. Hvor det tidligere primært handlede om linsebehandling og billedprofiler, er Leica nu involveret i selve optikkonstruktionen. Telekameraets linsestruktur består af tre præcist matchede linsegrupper og et prisme, bygget efter Leicas apokromatiske standarder, som sikrer, at alle lysets bølgelængder fokuseres på præcis samme punkt. Det eliminerer de farvefrynser (kromatisk aberration), der typisk opstår ved lange brændvidder, og som normalt kun kan løses med dyr dedikeret kameraoptik. Ifølge Xiaomi er den kromatiske aberration begrænset til maksimalt to pixel selv i billedets yderste hjørne.

Xiaomi17Ultra_zoom75mm Xiaomi17Ultra_zoom85mm Xiaomi17Ultra_zoom90mm Xiaomi17Ultra_zoom100mm
<
>
Galleriet viser det optiske spænd fra 75 mm (f/2,39) til 100 mm (f/2,96). Da linserne flytter sig fysisk inde i mobilens kamera, forbliver skarpheden i graffitien helt ensartet gennem hele intervallet uden brug af digital forstørrelse. (Foto: Peter Gotschalk)

I praksis betyder det, at man kan skifte frit mellem brændvidderne 75, 85, 90 og 100 mm – alle i fuld 200 megapixel opløsning uden digital cropping. Xiaomi sammenligner det med at have 26 objektiver i lommen, og selv om det er markedsføring, er den optiske kvalitet i vores testbilleder bemærkelsesværdig konsistent på tværs af hele zoomintervallet. Blændeåbningen glider fra f/2,39 ved 75 mm til f/2,96 ved 100 mm, og overgangen er glidende og uden synlige artefakter. Kan man bruge mere zoom end 100 mm optisk, rækker den digitale forlængelse op til svarende til 400 mm (17,2x), og kvaliteten holder sig overraskende godt et stykke op ad stigen.

Hovedkameraet er en 50 megapixel 1-tommes sensor (Light Fusion 1050L) med Xiaomis nye LOFIC-teknologi. LOFIC står for Lateral Overflow Integration Capacitor og løser et af de ældste problemer i digital fotografering: begrænset dynamisk rækkevidde i situationer med høj kontrast. Hvor traditionelle sensorer “brænder ud” i de lyseste partier, har LOFIC-sensoren en ekstra kondensator ved hver pixel, der opfanger det overskydende lys i stedet for at lade det gå til spilde. Resultatet er op mod 20 stop dynamisk rækkevidde direkte i hardware – uden at softwaren behøver at fusionere flere eksponeringer. Vores testbilleder af neonreklamer og modlyssituationer bekræfter, at Xiaomi 17 Ultra bevarer tekstur og farve i selv de lyseste områder uden at drukne skyggerne i digital støj. Det giver et mere naturligt og nærmest analogt udtryk, der adskiller sig markant fra den traditionelle HDR-look, man kender fra de fleste smartphones.

Ultravidvinkelkameraet er på 50 megapixel (Samsung JN5) med 115 graders synsfelt og en brændvidde svarende til 14 mm. Det kan desuden fokusere ned til 5 cm, hvilket gør det til mobilens makrolinse – en opgave det overtager fra den nu droppede telemakro. Frontkameraet er opgraderet til 50 megapixel med f/2,2 blænde og 90 graders synsfelt.

Xiaomi17Ultra_bokeh_digital Xiaomi17Ultra_bokeh_tele
<
>
Portræt-funktionens digitale sløring (23 mm) mod telekameraets naturlige bokeh (75 mm). Bemærk også det mærkbare skift mod en varmere hvidbalance ved brug af telelinsen. (Foto: Peter Gotschalk)

På videofronten understøtter Xiaomi 17 Ultra 8K-optagelse ved 30 fps, Dolby Vision 4K ved op til 120 fps og ACES Log-optagelse i 4K ved 120 fps for både hoved- og telekamera. Log-optagelse er normalt forbeholdt dedikerede videokameraer og giver markant mere fleksibilitet i farvekorrektur og efterbehandling.

Præcis som sine forgængere byder Xiaomi 17 Ultra på Leica-filtre og fotografiske stilarter, herunder “Leica Vibrant” og “Leica Authentic”, hvor førstnævnte er dynamisk og sprælsk, mens sidstnævnte skaber neutrale billeder med naturlige farver.

Vores testbilleder bekræfter i store træk, at Xiaomi 17 Ultra leverer en billedkarakter, der ligger tættere på et dedikeret kamera end en traditionel smartphone. Især portrætbilleder med den optiske bokeh fra telekameraet ved 75 mm fremstår med en fysisk korrekt og behagelig sløring, der tydeligt adskiller sig fra den softwarebaserede portrætfunktion ved 23 mm, som trods forbedringer i HyperOS 3.0 stadig kan virke en smule kunstig.

Der er dog også svagheder. Vores testbilleder afslører et tydeligt skift i hvidbalancen, når man skifter mellem hovedkameraet og telekameraet. Telelinsen har en markant varmere og mere gullig tendens sammenlignet med den neutrale hovedsensor, og det tyder på, at de software-algoritmer, der skal matche farverne på tværs af sensorerne, endnu ikke er helt modne. Dertil kommer, at den nye mekaniske zoomkonstruktion har en fysisk nærgrænse på 30 cm mod 10 cm på forgængeren. Vil man helt tæt på et motiv, skifter softwaren automatisk til hovedsensoren, og man mister den optiske fordel ved telekameraet. Det er et mærkbart kompromis for makro-entusiaster.

Xiaomi17Ultra_farve_ultravidvinkel Xiaomi17Ultra_farve_vidvinkel Xiaomi17Ultra_farve_zoom
<
>
Scenen fanget med ultravidvinkel (14 mm), hovedkamera (23 mm) og telelinse (75 mm). Her dokumenteres den manglende farvekonsistens, hvor telekameraet leverer en mærkbart varmere og mere gullig hvidbalance end de to øvrige sensorer. (Foto: Peter Gotschalk)

Photography Kit Pro

Xiaomi 17 Ultra Photography Kit Pro er ikke bare et stykke tilbehør. Det er en grundlæggende forvandling af mobilen til et dedikeret kamera, og det er første gang, vi tester en smartphone, hvor producenten selv leverer fysiske kontroller af denne kaliber.

Grebet forbindes til mobilen via en fysisk USB-C-port, hvilket er en afgørende opgradering i forhold til tidligere Bluetooth-baserede løsninger. Al latenstid er elimineret, og det mærkes øjeblikkeligt, når man trykker på udløserknappen. Den fungerer præcis som på et professionelt kamera med to trin: halvt tryk låser fokus og eksponering, fuldt tryk udløser. Dertil kommer en dedikeret videoknap, en mekanisk zoom-vipper, der styrer telekameraets optiske zoom – enten trinløst eller med hurtige hop mellem standardbrændvidderne 75, 85, 90 og 100 mm – samt et justerbart kontrolhjul, der som standard styrer eksponeringskompensation, men kan omprogrammeres til ISO, blænde eller lukkertid.

Grebet er dækket af et skridsikkert PU-lædermateriale, der minder om de ikoniske Leica-kameraer, og byggekvaliteten er solid. Der er en tyngde og præcision i kontrolelementerne, som signalerer, at Xiaomi har taget den professionelle ambition alvorligt. En lille detalje, der understreger pointen: udløserknappen kan udskiftes med en klassisk Leica-rød knap.

Xiaomi17Ultra makro tele 30cm
Her udnyttes den maksimale brændvidde på 100 mm (f/2,96) til et nærbillede af metaloverfladens tekstur. Selvom den nye nærgrænse på 30 cm kræver mere afstand til motivet end på forgængeren, sikrer den store 200 MP-sensor en imponerende detaljegrad og en naturlig tegning af overfladen uden aggressiv software-efterbehandling. (Foto: Peter Gotschalk)

Kit Pro har desuden et integreret batteri på 2.000 mAh, der fungerer som en reserve-powerbank og kan oplade mobilen med op til 90 watt, når det tilsluttes en ekstern strømkilde. Der medfølger også en 67 mm filteradapter, så man kan montere polariserings- eller ND-filtre, hvilket er endnu et skridt i retning af dedikeret kameraudstyr. Grebet er IP54-certificeret, så det kan bruges i let regnvejr.

I praksis gør Photography Kit Pro en markant forskel. Vores action-billeder af cyklister, biler og sporvogne i bevægelse viser, at den fysiske udløser eliminerer den shutter lag, der ellers kan plage Android-flagskibe, og gør det muligt at fange hurtige motiver med stor præcision. Grebet giver desuden en stabilitet, der tillader skarpe håndholdte natbilleder selv ved 100 mm og lukkertider ned til 1/20 sekund, selv om telelinsens egen optiske billedstabilisering også klarer sig godt uden kit.

Der er dog småting at bemærke. Tommelfingerstøtten på grebet stikker en smule ind over skærmens højre side, hvilket kan gøre det besværligt at betjene visse touch-kontroller i kamera-app’en. Og ved optagelse af tunge 14-bit RAW-filer kan det fysiske udløserhjul af og til have problemer med at registrere input, formentlig fordi processoren er optaget af at skrive data.

Photography Kit Pro koster 1.749 kroner oveni mobilens pris, men for den, der køber Xiaomi 17 Ultra på grund af kameraet, er det en investering, der giver mening. Med grebet monteret er der ganske enkelt intet andet på markedet, der giver samme følelse af at stå med et rigtigt kamera i hænderne.

Photoprahykitpro_action1 Photoprahykitpro_action2 Photoprahykitpro_action3 Photoprahykitpro_action4
<
>
Photography Kit Pros fysiske USB-C-forbindelse fjerner mærkbar latenstid, hvilket gør det muligt at fange hurtige motiver som cyklister og sporvogne med stor præcision. Det ergonomiske greb sikrer samtidig en stabilitet og betjening, der bringer brugeroplevelsen tæt på et dedikeret kamera. (Foto: Peter Gotschalk)

Ydelse og funktioner

Qualcomms Snapdragon 8 Elite Gen 5 driver værket, parret med 16 gigabyte RAM og 512 gigabyte indbygget lager (UFS 4.1).

I forhold til forgængerens Snapdragon 8 Elite er springet i rå ydeevne markant. I Geekbench 6 scorer Xiaomi 17 Ultra 3.682 i single-core og 11.255 i multi-core mod henholdsvis 2.918 og 8.405 for så vidt angår Xiaomi 15 Ultra. GPU-ydelsen er ligeledes rykket et niveau op med 23.828 mod forgængerens 17.925. I praksis er mobilen lynhurtig i alt fra daglig brug til tunge apps og spil.

For at holde styr på varmeudviklingen fra den kraftige processor har Xiaomi introduceret et kølesystem, de kalder “3D Dual-Channel IceLoop”, som benytter et dampkammer med to separate kanaler til damp og væske. Det fungerer fint i daglig brug, men ved vedvarende belastning, f.eks. længere 4K/120fps-videooptagelse, kan mobilen stadig blive varm. Det tyndere design sammenlignet med forgængeren begrænser simpelthen den fysiske plads til passiv køling.

Batteriet er et kapitel for sig. Xiaomi 17 Ultra har et 6.000 mAh batteri baseret på silicium-kulstof-teknologi med et brancheførende siliciumindhold i anoden på 16 procent, der øger energitætheden uden at gøre batteriet fysisk større. I vores standardiserede batteritest landede mobilen på 11 timer og 23 minutter, hvilket er næsten en fordobling i forhold til forgængerens 6 timer og 53 minutter. Det er et af de mest markante generationsspring, vi har målt. Opladningen går hurtigt med 90 watt via kabel og 50 watt trådløst.

Xiaomi 17 Ultra kører HyperOS 3.0 baseret på Android 16 og lover fire Android-opgraderinger samt seks års sikkerhedsopdateringer – altså et år mere end forgængeren på sikkerhedsfronten. Brugerfladen er hurtig og responsiv, men der er plads til forbedring. Designsproget i HyperOS ligger tæt op ad iOS, og der er stadig for meget forudinstalleret software. Vi har også oplevet mindre irritationsmomenter som automatiske hop ved skrivning i visse chat-apps og unødvendige vibrationer i enkelte apps, selv når systemvibrationer er slået fra.

Hvad AI angår, har Xiaomi taget endnu et skridt fremad. AI-undertekster understøtter nu flere sprog, og de billedbaserede AI-værktøjer er yderligere forbedrede. Til gengæld kæmper Xiaomi stadig med Gemini-integrationen. Googles AI-assistent kan aktiveres med et tryk på tænd/sluk-knappen, men samspillet med Xiaomis egne apps er begrænset. Circle to Search fungerer upåklageligt, men derudover føles integrationen halvhjertet.

Xiaomi17Ultra_kontrastnat1 Xiaomi17Ultra_kontrastnat2
<
>
Billederne af restauranten (23 mm) og neonskiltet (75 mm) viser, hvordan LOFIC-teknologien effektivt håndterer neonlys og dybe skygger i den samme eksponering. Detaljerne i lysskiltene bevares uden overstråling (blooming), mens telelinsens optiske stabilisering (OIS) sikrer et skarpt resultat ved neonskiltet trods en lukkertid på 1/17 sekund. (Foto: Peter Gotschalk)

Konklusion

Xiaomi 17 Ultra er den mest ambitiøse kameramobil, vi har testet. Med LOFIC-sensoren, det mekaniske telezoom og Leicas APO-certificering leverer kineserne tre genuint nye teknologier i én og samme mobil, og vores testbilleder bekræfter, at det ikke bare er flotte specifikationer på papiret. Den dynamiske rækkevidde i modlys og natlys er i en klasse for sig, den optiske kvalitet på tværs af telekameraets zoomområde er konsistent på et niveau, vi ikke har set i en smartphone før, og med Photography Kit Pro monteret kommer oplevelsen tættere på et dedikeret kamera, end nogen mobil hidtil har formået.

Dertil kommer en batterilevetid, der næsten er fordoblet i forhold til forgængeren, en markant hurtigere processor og et tyndere, lettere design. Det er imponerende.

Men Xiaomi 17 Ultra er ikke fejlfri. Hvidbalancen skifter mærkbart mellem hovedkamera og telekamera, makro-nærgrænsen er gået fra 10 til 30 cm, og HyperOS 3.0 har stadig småfejl og en halvhjertet Gemini-integration. Skærmens opløsning er desuden sænket i forhold til forgængeren, og sortniveauet halter stadig efter Samsung. Og så er der prisen. Med 12.649 kroner for mobilen alene – og 1.749 kroner oveni for Photography Kit Pro – er Xiaomi 17 Ultra dyrere end nogensinde og dyrere end stort set alle konkurrenter.

For den, der primært vil have en god smartphone, er der bedre køb på markedet. Men for den entusiastiske fotograf, der vil have det bedst mulige mobilkamera og er villig til at betale for det, er Xiaomi 17 Ultra uden reel konkurrence i 2026.

Karakter
Xiaomi 17 Ultra
High End
Peter Gotschalk
(f. 1973): Chefredaktør for L&B Home. Peter har arbejdet for Lyd & Billede siden 2012. Han har været aktiv som tech-journalist for talrige medier siden 1998, bl.a. som chefredaktør for gadget-magasinet GEAR og som journalist for magasinerne PC World og Privat Computer. Peter skriver om smartphones og andre bærbare enheder samt om teknologisk innovation, herunder 5G, elektronisk mobilitet og smarte hjem.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs videre med LB+

stopper automatisk

LB+ Total UGE

Fuld adgang til alt LB+ indhold - Ingen bindingsperiode!

TILBUD

Tilbud - 4 uger 4 kr.

Fuld adgang til alt LB+ indhold

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

59 kr
4 kr / første mnd
108 kr / mnd
Med LB+ får du:
  • Adgang til mere end 7.800 produkttests!
  • Store rabatter hos vores partnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med de seneste nyheder
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Magsinet digitalt – ny udgave hver måned
  • Deaktivering af annoncer
  • L&B+ Video – kom med L&B-redaktionen bag kulisserne, på de store tech-messer og meget mere!

Nothings nye mellemklasse-mobil har flagskibsambitioner

Apples “billige model” får en vitaminindsprøjtning

Oplad mobilen trådløst med raketfart

Jeg tog Honor Magic8 Lite med til Indien og ødelagde den!

Diskret sundhedstracker

Mobilskærm til hemmelige agenter

Genbrug er godt – men er det godt nok?

Endelig et rigtigt flagskib fra Motorola.

Når det sikre valg bliver for sikkert

Honor Magic8 Pro zoomer ind på fremtiden

Den dyreste vej til en lettere arbejdsdag

AI flytter ind