TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

TEST: Bladelius Thor V

Slanket sværvægter fra Bladelius

Bladelius har lanceret flere forstærkere de seneste år, men Thor har en særlig status blandt entusiaster. I femte generation fremstår den som et kompromisløst kraftværk, der kombinerer massiv råstyrke med elegance.

Af / 23/03/2026 - 16:01
Bladelius Thor V

Lyd & Billede mener

  • Bladelius Thor V er en meget kraftfuld forstærker med fornuftige funktioner og et moderne, modulært design.
  • Thor V er en meget velbygget forstærker, men mangler måske det aller sidste i ydre finish.

Har man fulgt skandinavisk hi-fi-presse gennem årene, ved man, at navnet Bladelius er dukket op med jævne mellemrum siden begyndelsen af 2000’erne. Især firmaets integrerede forstærkere, hvor en af de virkelige klassikere har været Thor, en rå og kraftfuld integreret favorit, der er kommet i en række versioner siden 2003. Den første version kom som Advantage S-101 Thor, det tidligere navn på manden bag, svenske Mikael Bladelius’ produkter, før det kort og godt blev Bladelius.

Modelprogrammet har til tider været lidt indviklet, og teknikken har varieret fra klasse AB til ren klasse A og klasse D. Men noget, som Bladelius længe har brændt for, har været integrerede forstærkere som netop Thor.

Startskuddet for Thor må nok alligevel siges at have været S.A.T. Amplifix, 18 kilo folkelig luksus fra 1999 og en kæmpe succes, da den kom som et sideprojekt til de dyrere Advantage-enheder. Amplifix blev solgt i over 1.000 eksemplarer, hvilket bestemt ikke var dårligt for et minimalistisk og udpræget audiofilprodukt til 15.000 kroner.

Den fejede det meste (alt?) af banen i prisklassen, og for pengene fik man en balanceret forstærker med en brutalt overdimensioneret strømforsyning. Eller hvad skal man sige om en 110-watt’er med en transformer på hele 900 VA og 120.000 µF i udglatningskapacitet med luksuriøse specialkondensatorer fra Rifa!

Bladelius Thor V frilagd scaled
Bladelius Thor V fås både i sort og sølv. (Foto: Mats Meyer-Lie)

Styrket af succesen

Styrket af succesen med S.A.T. begyndte Mikael Bladelius at fokusere på at udvikle en ny S-serie i den mere eksportorienterede Advantage, og en af de første modeller blev netop S-101 Thor fra 2003. Det var en videreudvikling af modellen S-100, men bygget efter den samme grundlæggende opskrift om en gennemgående balanceret konstruktion med superkorte signalveje, lav modkobling, relativt høj tomgangsstrøm og ikke mindst store og hurtige strømforsyninger, den virkelige hjørnesten i Bladelius’ konstruktioner.

Annonce

Tre år senere kom modellen som Bladelius Thor MK II, men en model, der snart fik konkurrence fra den mindre Tyr, et billigere og mindre kraftfuldt heldskud, der udfordrede Thor så meget, at det kun et år senere var tid til Thor MK III. Modellen havde mere effekt og en endnu større strømforsyning end tidligere og blev lidt af et generationsskifte rent kredsløbsmæssigt, men også fordi den kunne fås enten som en ren analog forstærker med linjeindgange eller i en dyrere udgave med både phonoindgang (MM/MC) og indbygget D/A-omformer.

Det var i 2010, og denne version skulle vise sig at blive mere langtidsholdbar end sine forgængere og kom efter nogle år i en opgraderet variant med bedre forforstærker, kaldet Thor MK III +. I 2016 kom også Thor Evolution med almindelig strømforsyning, men klasse D i effekttrinnet. Siden da har det været lidt stille omkring Thor, og fokus har i stedet været på billigere modeller som Tyr og Brage (klasse A) eller virkelige sværvægtere som Saga og i de senere år Ask og den 60 kg tunge kæmpe Oden.

Bladelius Thor V Baksida ny
I fuldt udstyret version har Thor både MM/MC-indgang, fem digitale indgange og et streamingmodul længst til højre. Læg mærke til de flotte højttalerterminaler. (Foto: Mats Meyer-Lie)

Thor V udfylder et hul

Mellem disse store kraftkarle og de to nu udgåede indgangsmodeller har der længe været et lille hul. Indtil nu med den nye Thor V, som vi har testet i fuldt udstyret version med både phonoforstærker, DAC og netværkskort. Femte generation har fået et strammere ydre i forhold til forgængernes blødere udseende, og med sin store akrylfront ligner Thor mere den større Ask.

Åbner man låget, finder man den samme opbygning, som Bladelius-forstærkere har haft i årtier, med signalkredsløbene tæt på ind- og udgangene, effektforstærkeren lodret direkte mod den store køleprofil, som igen fungerer som en afskærmning mod nettransformatoren.

Og netdelen – ja, hos Bladelius er den mindst lige så vigtig som signaldelen. Her er der bestemt ikke sparet på noget, og transformatoren på 2 kilowatt er endda større end hos forgængeren Thor MK III. Faktisk lige så stor som hos Ask, selvom den nye Thor har lidt færre udglatningskondensatorer og af en anden type. Thor har delvist anden driverlektronik, men i udgangstrinnet sidder de samme bipolære transistorer som hos Ask, og watt-tallet er kun marginalt lavere.

Forforstærkerdelen med JFET er i princippet den samme som hos Ask, men med mindre ændringer. Det samme gælder phono-forstærkeren, men med nogle enklere komponenter. Begge har det samme streamingkort, og D/A-kortet på 32 bit/768 kHz understøtter de samme formater som Ask, men har en enklere analogdel. Streaming er baseret på Volumios meget åbne platform, hvilket giver nem adgang til blandt andet Tidal Connect, Roon og UPnP-streaming. En ekstra finesse er, at et simpelt eksternt USB-CD-drev kan tilsluttes USB-porten og styres via Volumio-app’en.

Hvis der står ”No IP” på displayet, når du har tilsluttet netværkskablet, er det bedste tip at slukke for forstærkeren med hovedstrømafbryderen på bagsiden og tænde den igen.

Læs også Vi kårer: Hegel H600 Hegel H600 overgår sin forgænger med længder. Noget, vi egentlig ikke troede var muligt.

Voldsom slagkraft

Logistik og andre omstændigheder gjorde, at vi ikke kunne beholde Thor V så længe, som vi gerne ville. Det var en skam, for allerede lige ud af kassen stod det klart, at dette solide stykke virkelig er noget, man ikke skal tage let på.
Ja, gennem årene har vi vænnet os til, at forstærkere fra Bladelius har haft muskler og en ufejlbarlig evne til at levere kraft og dynamik. Men den nye Thor gik endnu et skridt videre, for ligesom både Ask og Oden havde forstærkeren en ufejlbarlig evne til at vugge lytteren ind i en tryg og stabil ro for i det næste sekund fuldstændig at eksplodere i voldsom slagkraft.

Ja, med højopløst musik kunne skiftene blive svimlende og få højttalermembranerne til at arbejde som stempler. Det var som om forstærkerens dybe fundament ladede musikken nedenfra og gav højttalerne et springbræt til en fjedrende spændstighed.

Små 2-vejs højttalere som B&W 805 Signature eller Vivid Audio Kaya S12 lød pludselig flere numre større og muskuløse, som om de havde fået fået hjælp af store 12-tommers basser i bunden! Ja, musklerne og trykket i bunden var virkelig noget ud over det sædvanlige og gav lyden en fysisk mærkbar stabilitet. Så hvis mytologiens Thor havde en hammer, så har Thor V en forhammer!

Thor gav også de to højttalere en let og afslappet spillestil, der fik begge, men især B&W, til at lyde mere levende og medrivende, end vi har hørt i lang tid. Sammen med Vivid var spændstigheden og kraften til tider overvældende, og jeg sad selv mest fjollet og smilede over, hvor storslået og mægtigt de lød, når Thor tog fat.

Ja, sammenlignet med Thor mindede vores trofaste tjener Burmester 956 Mk.2 om en buttet og tungfodet bokser. Hyggelig, men tung, også når Burmester fik det ekstra skub fra Thors lynhurtige og klare forforstærker.

Bladelius Thor Insida2 ny
DAC-modulet og RIAA-trinnet til højre for dette er ekstraudstyr til omkring 3.000 euro. Effekttransistorerne er naturligvis monteret på kølerpladen, som også afskærmer elektronikken fra den kraftige strømforsyning og den solide ringkerne i forstærkerens forreste del. (Foto: Mats Meyer-Lie)

Atmosfærisk rum

Så selvom det naturligvis er Thors voldsomme kraft og fysiske tyngde, man først slås af, viser det sig snart, at forstærkeren er mere end blot rå styrke. Nej, her er der også en ufejlbarlig evne til at frembringe atmosfærisk rum med reliefagtigt dybdeperspektiv og et lydpanorama langt bag højttalerne. Ja, evnen til at få lyden til helt at løsrive sig fra højttalerne og mejsle indspilningernes dimensioner frem kunne skabe en næsten spøgelsesagtig ”håndgribelig” fornemmelse. Som det, man kan opleve med fine lavwattforstærkere i ren klasse A. Ikke dårligt af et kraftværk, der kan håndtere enhver højttalerbelastning og helt ubekymret smække 600 watt ud i 1 ohm!

Der er heller ikke blevet sparet på phonoforstærkeren, hvor varmen, luftigheden, men også detaljeopløsningen gik igen. Phonoindgangen var desuden eksemplarisk støjfri. De fine lydeegenskaber holdt sig også via digitalindgangen, men måske fik klangen ikke helt den samme varme som analogt. Digitalt blev lyden mere skarp, men uden at blive hård eller påtrængende. Nej, konverteren er af meget høj klasse og kunne uden problemer måle sig med separate konvertere, som for eksempel netværksafspilleren Denon DMP-2000NE.

Ja, også den indbyggede afspiller er af høj klasse, hvilket viste sig, da den tog kampen op mod ovennævnte Denon, digitalt tilsluttet via koaksialindgang til Thor, hvor Thor-afspilleren har mere slagkraft, dynamisk spændvidde og detaljeskarphed (Fleetwood Mac, Don’t Stop, 24/96). Ja, det var også legende let at sammenligne og foretrække en højopløst 24/96-fil frem for almindelig 16/44,1 med Derek and the Dominos I Looked Away.

Og med et meget godt greb om membranerne på de betydeligt dyrere (gulv)højttalere Marten Parker Trio Diamond Edition, skal det tilføjes.

Så allerede i løbet af den knappe uge, vi nåede at stifte bekendtskab med Thor V, stod det klart, at der er tale om et meget velbygget og imponerende stykke udstyr. Klangen er varm og fyldig uden den kølighed, man ofte kan opleve hos selv endnu dyrere transistorkonstruktioner. Thor forener stabilitet og fysisk råstyrke med raffineret finesse og frembringer alt, hvad man kan ønske sig af bredde og dybdeperspektiv, når optagelserne tillader det.

Målt leverer Thor V over 200 og 400 watt ved henholdsvis 8 og 4 ohms belastning og 600 ved 2 ohm. Høj strømkapacitet på 66 ampere dertil.

Bladelius Thor V Display bild scaled
Mange og gode oplysninger på displayet: Kunstner, sangtitel, lydstyrke, afspil/pause-indikator, filtype, samplingsfrekvens, bitrate samt sanglængde. (Foto: Jonas Bryngelsson)

Konklusion

Bladelius Thor V forener slagkraft med varme og fornuftige funktioner med modulær tankegang, hvor man kan spare 3.000 euro, hvis man vælger den helt rene forstærker uden tilvalgsmoduler. Misundelsesværdige egenskaber altså, så selvom Thor V koster en pæn slat, får du en fuldt udstyret forstærker, der let kan måle sig med endnu dyrere konstruktioner. Den skal høres!
Der foreligger i skrivende stund ingen dansk pris på forstærkeren, men den er typisk prissat til omkring 7.500 euro.

Testen er udført sammen med Mats Meyer-Lie.

Karakter
Bladelius Thor V
High End
Jonas Bryngelsson
(f. 1969): Journalist. Jonas Bryngelsson er en af Sveriges mest erfarne journalister inden for hi-fi og musik. Han begyndte som freelanceskribent for Hifi & Musik i midten af 1990’erne, primært som musikanmelder med en forkærlighed for obskur pop og rock. I 1997 blev han chefredaktør for magasinet. Han har også arbejdet med HemmaBio, High Fidelity, BilstereoTidningen, Upsala Nya Tidning og Hälsinglands Tidning og har været medlem af EISAs Hi-Fi Expert Group. Da Lyd & Billede og Hifi & Musik blev slået sammen i 2026, blev han en del af redaktionen hos Lyd & Billede. Jonas skriver om det meste inden for lyd, men især om højttalere, forstærkere, pladespillere, pickupper, trådløse højttalere og hovedtelefoner.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs videre med LB+

stopper automatisk

LB+ Total UGE

Fuld adgang til alt LB+ indhold - Ingen bindingsperiode!

TILBUD

Tilbud - 4 uger 4 kr.

Fuld adgang til alt LB+ indhold

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

59 kr
4 kr / første mnd
108 kr / mnd
Med LB+ får du:
  • Adgang til mere end 7.800 produkttests!
  • Store rabatter hos vores partnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med de seneste nyheder
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Magsinet digitalt – ny udgave hver måned
  • Deaktivering af annoncer
  • L&B+ Video – kom med L&B-redaktionen bag kulisserne, på de store tech-messer og meget mere!

Den stærkeste anbefaling vi kan give

Mere kraft, mindre format – og lavere priser fra Fosi Audio

Samme look – men bedre

Det mest avancerede anlæg

Pladespiller til begyndere

Længe ventet forstærkerkombination

Her får du et Yamaha-anlæg helt gratis

Løb og køb

Bryder grænser

Hård udfordrer i premiumklassen

Musikstreamer med monsterlyd

En polsk perle