Det er ikke alle, der har en spilkonsol tilsluttet TV’et, og i dag er der stadig færre, der har et decideret gaming-hjørne med en spilleskærm til deres PC. I stedet bruger mange TV’et som skærm til PC’en. Oplevelsen er dog ikke ideel, da det kan være ret besværligt at bruge en mus og navigere rundt i menuer. Steam løste det med sin fuldskærmstilstand Big Picture, som kan styres med en spilcontroller. Og nu kommer Microsoft med sit svar, kaldet Xbox Mode, som sætter hele Windows i spiltilstand.
Det fulde navn er Xbox full screen experience (FSE) og findes i øjeblikket til håndholdte spilkonsoller som Asus ROG Xbox Ally X. Men nu kommer det altså også til Windows-computere samt tablets, der kører Windows 11.
“Xbox-tilstanden gør det lettere for spillere at hoppe ind i en strømlinet fuldskærmsoplevelse, der er dedikeret til gaming, når de vil læne sig tilbage og spille,” siger Ian LeGrow, Microsofts vicepræsident for Windows og enheder.
Xbox-spiltilstanden har været tilgængelig for betatestere i Windows Insider-programmet og Xbox Insider-programmet siden november.
For at starte den aktiverer man Full Screen Experience i Game Bar, eller bruger genvejstasten Windows+F11.
Derefter forvandles det almindelige Windows-skrivebord til en Xbox-hjemmeskærm med spilabonnementer fra Xbox Game Pass. Her findes også de PC-spil, du spiller, inklusive dem du har købt i andre butikker, som fx Valves Steam. Med controlleren kan du vælge spil, eller køre flere spil og nemt skifte mellem dem.
Når man er færdig, kan man ganske enkelt trykke på Windows-tasten for at komme tilbage til skrivebordet. Det kræver altså ikke nogen genstart at skifte mellem tilstandene.
Hvis man ved, at man kommer til at bruge mest tid på at spille, kan man lægge musen væk og indstille systemet til altid at bruge Xbox Mode. Åbn Indstillinger i Windows 11, gå til Gaming > Full Screen Experience (Xbox Mode). Under Choose home app vælger du Xbox mode i menuen. Slå derefter indstillingen Enter Full Screen Experience on start-up til.
Xbox Full Screen Experience begynder at blive rullet ud i april til “udvalgte markeder”, oplyste Microsoft under Game Developers Conference, som afholdes i San Francisco.
Flere oplysninger findes i Microsofts blogindlæg, som også indeholder andre gaming-nyheder.



