Mellemklassen er blevet et blodbad. Samsung, Google, Xiaomi, Motorola og Honor kæmper om de samme kunder med smartphones, der ofte har næsten identiske specifikationer.
Honor Magic8 Lite forsøger at skille sig ud ved at gå en anden vej: I stedet for at jagte benchmark-rekorder har Honor satset på et batteri, der holder i flere dage, og en konstruktion, der kan overleve et liv uden cover.
Det er en interessant strategi. For de fleste bruger ikke deres mobil til tunge spil eller videoredigering. De bruger den til sociale medier, beskeder og streaming. Og de vil gerne have, at den holder – både batteriet og selve mobilen.
Spørgsmålet er, om Honor har skåret for meget væk andre steder for at nå i mål?

Holdbarhed i hverdagen
Kan man bruge Honor Magic8 Lite uden cover? Det korte svar er ja – i hvert fald til hverdagens uheld. Mobilen er IP68- og IP69K-certificeret, hvilket betyder, at den både tåler nedsænkning i vand og højtryksspuling. Dertil kommer Honors såkaldte Ultra-Bounce Anti-Drop-teknologi, der ifølge producenten lader mobiltelefonen overleve fald fra 2,5 meters højde på hårde overflader som marmor og brosten.
Bag markedsføringsbetegnelsen ligger en 6-lags stødabsorberende struktur med ikke-newtonske væsker, der hærder ved anslag og spreder energien fra fald. Glasset har desuden 31 procent dybere hærdning end forgængeren, hvilket forbedrer modstanden mod ridser.
Jeg var i Indien en stor del af februar – og satte Honor Magic8 Lite på en hård prøve, idet jeg bad en gruppe børn i Mumbai om at spille cricket med den kinesiske smartphone!
Efter en smule tøven kastede de sig begejstrede over opgaven, og det overlevede glasset altså ikke – skærmen er nu et spindelvæv af revner. Men bemærkelsesværdigt nok fungerer mobilen stadig efter mere end en uge: Touch reagerer, apps kører, og displayet viser billede, omend med synlig flimren. Magic8 Lite er altså ikke helt så svær at ødelægge, som Honor ellers gerne hævder, når de markedsfører mobilen, men at det alligevel krævede et cricketbat at få skovlen under den kinesiske smartphone, vidner om en solid konstruktion under overfladen. Til hverdagens stød og fald er Magic8 Lite robust. Til cricket bør man finde en tennisbold i stedet.
I hånden føles Magic8 Lite overraskende let og tynd – kun 189 gram og 7,76 mm. Bagsiden er af polycarbonat, men finishen er så vellavet, at man ved første øjekast kan forveksle den med glas. Designet er også blevet mere kantet sammenlignet med forgængeren, hvilket gør det lettere at montere skærmbeskyttelse og reducerer utilsigtede berøringer.

Skærm
Magic8 Lite har en 6,79 tommer OLED-skærm med 120 Hz opdateringsfrekvens og en maksimal lysstyrke på 6.000 nit ved HDR-indhold. I praksis er skærmen fuldt læsbar selv i direkte sollys, og farverne er levende uden at virke overmættede. De symmetriske, tynde rammer på kun 1,3 mm giver mobilen et udseende, der er dyrere, end prisen antyder.
For brugere, der er følsomme over for skærmflimmer, byder Magic8 Lite på 3.840 Hz PWM-dæmpning. Det er en smule lavere end Magic8 Pro’s 4.320 Hz, men stadig langt over de fleste konkurrenter og nok til at eliminere synligt flimmer ved lave lysstyrkeniveauer.

Batteriet
Her ligger Magic8 Lites største styrke. Det 7.500 mAh silicium-kulstof-batteri er simpelthen enormt – 50 procent større end de fleste konkurrenter i samme prisklasse. I vores standardtest holdt mobilen i 9 timer og 2 minutter, hvilket er solidt, men ikke spektakulært. Det skyldes, at testen stresser mobilen maksimalt og kører ved høj skærmlysstyrke og konstant aktivitet.
I den virkelige verden er historien en anden. Ved normalt brug kan man sagtens strække en opladning over to dage, og ved let brug er tre til fire dage realistisk. Det ændrer fundamentalt, hvordan man tænker om opladning.
Opladningen sker med 66 W og kabel, hvilket fylder batteriet på omkring 65-75 minutter. Det er ikke lige så hurtigt som Magic8 Pro’s 100 W, men stadig acceptabelt for et batteri af denne størrelse. Trådløs opladning understøttes ikke.

Ydelse
Honor Magic8 Lite drives af Qualcomms Snapdragon 6 Gen 4, og det er her, kompromiserne bliver tydelige. I Geekbench 6 scorer mobilen 1.111 i single-core og 3.112 i multi-core – væsentligt lavere end konkurrenter som Samsung Galaxy A56 og Google Pixel 10a.
I daglig brug mærker man det sjældent. Apps åbner hurtigt, scrolling er flydende, og multitasking fungerer fint. Men åbner man tunge spil som Asphalt Legends, kræver det lave til mellemhøje grafikindstillinger for at holde en stabil billedhastighed. Er gaming vigtigt, bør man kigge andre steder.
Til gengæld holder processoren sig kølig, og der er ingen tegn på termisk throttling selv efter længere tids brug. Honor har prioriteret stabilitet over spidsbelastning, og for de fleste brugere er det det rigtige valg.

Kameraet
Kameraet er et kapitel med to vidt forskellige historier. Hovedkameraet på 108 megapixel med f/1.75-blænde og optisk billedstabilisering overrasker positivt. I dagslys leverer det skarpe, veldetaljerede billeder med naturlige farver og god dynamik. Under rejsen til Mumbai fangede det alt fra den detaljerede facadeornamentik på Chhatrapati Shivaji Terminus til farvespillet på et grøntsagsmarked med overbevisende præcision. OIS-stabiliseringen hjælper også i svagt lys og ved videooptagelse.
Ultravidvinkelkameraet på 5 megapixel er til gengæld en skuffelse. Samme motiv, der stod knivskarpt på hovedkameraet, bliver mudret og udvasket på ultravidvinklen. Detaljerne forsvinder, kanterne er bløde, og den dynamiske rækkevidde er begrænset. 5 megapixel er simpelthen for lidt i 2026. Linsen fungerer til at dokumentere, at man var der, men ikke til billeder, man vil vise frem.
Selfie-kameraet på 16 megapixel er acceptabelt til sociale medier og videoopkald, men kæmper i mørkere omgivelser.
Honor har inkluderet de samme AI-redigeringsværktøjer som i Pro-modellen, herunder AI Eraser, AI Upscale og AI Outpainting. De fungerer fint og kan polere resultaterne, men de kompenserer ikke for ultravidvinkelens begrænsede hardware.
Software
Magic8 Lite kører MagicOS 9.0 baseret på Android 15. Brugerfladen er flydende og moden, og Honor lover seks års OS- og sikkerhedsopdateringer i EU. Det bringer dem på niveau med Samsung og Google og gør mobilen til en seriøs langtidsinvestering.
AI-funktionerne fra flagskibsserien er også med: Magic Portal 2.0 til hurtig deling mellem apps, AI-oversættelse til opkald og Google Gemini-integration. Det fungerer, som det skal.
Konklusion
Honor Magic8 Lite er ikke den hurtigste smartphone i sin klasse. Den har heller ikke det bedste kamera. Men den har to egenskaber, som ingen konkurrent kan matche: et batteri, der holder i flere dage, og en konstruktion, der kan klare et liv uden cover, selv i Indien!
For dig, der primært bruger din smartphone til sociale medier, beskeder og streaming – og som vil have en enhed, der bare virker dag efter dag – er Magic8 Lite et oplagt valg. Seks års softwareopdateringer og den lave pris gør den desuden til en fornuftig langtidsinvestering.
Er gaming eller fotografi vigtigt, bør man dog kigge mod Samsung Galaxy A56 eller Google Pixel 10a i stedet.
Læs videre med LB+
LB+ Total UGE
Fuld adgang til alt LB+ indhold - Ingen bindingsperiode!
Tilbud - 4 uger 4 kr.
Fuld adgang til alt LB+ indhold
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.800 produkttests!
- Store rabatter hos vores partnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med de seneste nyheder
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Magsinet digitalt – ny udgave hver måned
- Deaktivering af annoncer
- L&B+ Video – kom med L&B-redaktionen bag kulisserne, på de store tech-messer og meget mere!






