TESTS Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

TEST: Asus ExpertBook Ultra (B9406CA)

Den perfekte direktør-laptop?

Asus ExpertBook Ultra vejer under et kilo, er pakket i ridsefri keramik og sætter nye benchmarks-rekorder. Men er den værd at betale 22.000 kroner for – plus moms?

Af / 20/03/2026 - 09:03
Asus ExpertBook Ultra (B9406CA)

Home mener

  • Ekstrem bærbarhed. Overfladen er så hård, at den kan ridse dine bilnøgler. Overraskende hurtig.
  • Prisen er for dem, der ikke behøver spørge om lov. AI-funktionerne imponerer ikke, og de mest spændende kræver en ekstra licens.

De fleste bærbare PC’er vi tester, er beregnet til hverdagsbrug på studiet eller som arbejdsheste på hjemmekontoret. Men der findes en verden hinsides arbejdskrogen i hjørnet.

Asus ExpertBook Ultra er en PC til den verden. Asus beskriver selv målgruppen for den ultralette 14-tommers-maskine som “C-segmentet”. Altså de medarbejdere, der har et C som første bogstav i deres titel. CEO, CTO, CFO. Chefer. Vi har altså at gøre med en PC i den ende, hvor kravene er høje, og prisen matcher.

Asus ExpertBook Ultra
(Foto: Asus)

Pakket ind i porcelæn

Det er sjældent, at en bærbar computer føles som noget, man burde finde i en montre på et museum for finere brugskunst, men Asus har med ExpertBook Ultra ramt en særpræget taktil niche. Men bag den keramiske facade gemmer sig en teknologisk kraftpræstation, der endelig tager kampen op mod Apple.

Ved første berøring minder overfladen om uglaseret porcelæn – en ru, men raffineret fornemmelse, som Asus selv kalder ceraluminum eller Nano Ceramic Technology. Det er dæknavnet for en elektrokemisk proces (Plasma Electrolytic Oxidation), der giver magnesium-chassiset en overflade med en hårdhed på 9H.

Asus ExpertBook Ultra
Den ru ”Ceraluminum”-overflade føles som uglaseret porcelæn og har en hårdhed på 9H. Det betyder, at du kan glemme bekymringerne om ridser fra nøgler eller mønter i tasken. Faktiusk kan den ridse dine bilnøgler. (Foto: Asus)

Ni hvafforen?

9H svarer til hårdheden af en safir eller korund. I den kendte verden er det kun overgået af diamanter. Det betyder i praksis, at hverken knive, nøgler eller andre skarpe metalgenstande i tasken (som bilnøgler) kan ridse overfladen. Hvor de fleste laptops med tiden får slidte hjørner og småridser, vil ExpertBook Ultra sandsynligvis se ny ud, indtil den dag den bliver udskiftet. Faktisk er overfladen så hård, at PC’en kan ridse bilnøglerne, hvis de ligger i samme rum i tasken!

Annonce

Vægtløs luksus

Med en kampvægt på blot 0,99 kg er maskinen så let, at man jævnligt må tjekke tasken for at sikre sig, at den ikke er blevet liggende i loungen. Den er blot 10,9 mm tynd, men Asus har på mirakuløs vis undgået det “dongle-helvede”, vi ser hos konkurrenterne. Her er både to USB-A-porte, to USB-C (Thunderbolt 4) og en HDMI 2.1-port i fuld størrelse.

Asus ExpertBook Ultra
Den haptiske touchpad har ingen bevægelige dele. (Foto: Asus)

Haptisk feedback og touchpad

Touchpad’en fortjener en særlig bemærkning. Den er stor, præcis og dækket af glas, men det mest interessante er den haptiske feedback. I stedet for et mekanisk klik, der kræver plads i kabinettet og kan blive trægt med tiden, simulerer maskinen et klik ved hjælp af vibrationer. Det giver en ensartet oplevelse, uanset hvor på fladen man trykker, og det bidrager til følelsen af en maskine, hvor der er kræset for de tekniske detaljer. Det pudsige er, at når man mærker på undersiden af maskinen, kan man også føle klikket fra oversiden der.

Læs også TEST: Apple 16” MacBook Pro (M4 Pro) Et præstationsmonster, som trods den høje pris faktisk må siges at være pengene værd.

Tastatur og finish

Tastaturet lever op til, hvad man kan forvente i denne prisklasse. Tasterne har en udmærket vandring og en tilpas fast modstand, der gør det behageligt at skrive længere tekster. Som en vigtig detalje er tasterne – ligesom resten af chassiset – behandlet, så de er beskyttet mod fedtfingre. Selv efter en lang arbejdsdag ser tastaturet stadig rent og præsentabelt ud, hvilket ellers ofte er akilleshælen for mørke laptops.

Asus ExpertBook Ultra
Med en kampvægt på blot 0,99 kg og en tykkelsde på 10,9 mm er Asus ExpertBook Ultra i den letteste klasse. (Foto: Asus)

ExpertLumi – lysbjælken

Langs bunden af skærmen finder man den såkaldte ExpertLumi-lysbjælke. Det er en diskret designfeature, der lyser op ved særlige lejligheder – primært når PC’en tændes og slukkes, eller når man interagerer med visse systemfunktioner. Det giver maskinen et strejf af personlighed uden at kamme over. Men det er selvfølgelig stadig lir at have en lysavis til at fortælle, at PC’en lige er blevet tændt.

Ingen bindinger

Der er dog ét markant fravær: Et Kensington-låsehul. Man kan indvende, at direktøren nok aldrig slipper maskinen af syne, men i praksis betyder det, at den dyre hardware er svær at tøjre fysisk til bordet. Sikkerheden må her findes i den indbyggede firmware-beskyttelse og den biologiske overvågning (fingeraftryk og ansigtsgenkendelse).

Undertegnede må dog indrømme, at de to solide wirelåse, jeg har liggende i skuffen (og som hver især vejer og fylder lige så meget som ExpertBook’en selv), aldrig kommer med i tasken.

Skærmen: Dobbelt op på OLED

Skærmen er en åbenbaring, der teknisk set spiller på to heste. “Tandem”-navnet dækker nemlig over, at Asus har lagt to fysiske OLED-paneler oven på hinanden. Da de to lag hjælpes ad om at generere lyset, kan skærmen præstere en ekstrem lysstyrke på hele 1400 nit, uden at man risikerer den frygtede “burn-in” eller overophedning, der ellers kan plage teknologien.

ExpertBook Ultra_B9406CAA_Product photo_1A_Morn Grey_06_2400x2400 ExpertBook Ultra_B9406CAA_Product photo_1B_Jet Fog_06_2400x2400
<
>
Tandem OLED-skærmen består af to paneler, der er lagt oven på hinanden for at sikre både ekstrem lysstyrke og lang holdbarhed. (Foto: Asus)

Når man kombinerer dette kraftoverskud med en mat nano-ætsning af Gorilla Glass-overfladen, opnår man noget nær det perfekte: En skærm med OLED-panelets dybe sort og klare farver, men uden de irriterende refleksioner, der normalt gør det umuligt at arbejde udendørs eller på et hjørnekontor med mange vinduer.

I tørre tal har skærmen en opløsning på 2.880 x 1.800 pixel i 16:10-format. Og til prisen er touch en selvfølge.

Indre ro og ARC-muskler

Under hjelmen finder vi Intels nye Core Ultra X7 “Panther Lake”-arkitektur. Hvor sidste års Snapdragon-baserede Zenbook A14 var en sejr for batteritiden, men en svækling på Ardreno-grafikken, så fejer ExpertBook Ultra enhver tvivl af banen.

Den nye Intel Arc B390-grafik (Xe3) er en reel kraftkarl for en integreret løsning. Den yder markant bedre end både de tidligere Intel-generationer og Apples M4-grafik i de rene regneopgaver. Det betyder, at du faktisk kan redigere tung 4K-video eller lave moderat 3D-arbejde uden at maskinen lyder som en jetmotor. Kølingen, ExpertCool Pro, er nemlig forbavsende støjsvag; ved normal kontorbrug er maskinen praktisk talt lydløs, og selv under pres holder den sig til en civiliseret brummen.

Hvis du hellere vil have Ryzen-motor i maskinen, kan det selvfølgelig også fås.

Benchmarks

Når vi ser på de rå tal, bliver det tydeligt, at Panther Lake-arkitekturen er i en liga for sig. I Geekbench 6 leverer maskinen en multi-core score på 16.244, hvilket er en voldsom fremgang fra de omkring 11.000, vi så på Lunar Lake-modellerne blot et halvt år tidligere.

Men det er i de grafiske og AI-relaterede tests, at ExpertBook Ultra for alvor trækker fra. En OpenCL-score på over 54.000 og en NPU-score i Geekbench AI på svimlende 43.966 viser, at vi ikke længere bare taler om små forbedringer, men om et reelt generationsskifte. Sidste års AI-PC’er havde NPU-scores på omkring det halve, selvom de på papiret leverede de samme 45-50 TOPS.

Asus ExpertBook Ultra
Selvom ExpertBook Ultra er tyndere end de fleste notesblokke, er der blevet plads til både USB-A og en fuldstørrelse HDMI-port. (Foto: Asus)

Batteritiden i perspektiv

Batteritesten på 4 timer og 42 minutter skal ses i lyset af vores testmetode. Vi tester i et ”worst-case-scenario”, hvor maskinen kører en tung kontorsimulering med fuldt blus på den lysstærke Tandem-OLED-skærm.

Det betyder ikke, at Asus’ løfte om op mod 24 timers brug er forkert; det er blot to vidt forskellige situationer. I praksis er maskinen yderst energiøkonomisk, og ved almindelig hverdagsbrug er det en maskine, der uden problemer holder til selv de længste arbejdsdage.

Asus ExpertBook Ultra
(Foto: Asus)

AI: En fremtid på abonnement

Hvor hardwaren er i absolut særklasse, føles softwaren MyExpert stadig som en kransekage, der mangler marcipanen.

Asus markedsfører maskinen tungt på AI-kræfter (50 TOPS på NPU’en), men i skrivende stund er det småt med varer på hylderne. Funktioner som AI Writer og Mail Master gemt bag betalingsmure og licenser, og semantisk filsøgning og dokumentanalyse er heller ikke rullet ud endnu.

Filsøgningen var i praksis ikke meget mere effektiv end Windows’ egen. En søgning efter “PCMark” på disken fandt vores benchmarking-software, mens søgning på “PC Mark” gav nul resultater. Ikke specielt intelligent.

At kræve licens for nogle af funktionerne føles en kende småligt, når man allerede har lagt 27.000 kroner for hardwaren. Det mest brugbare lige nu er de mere jordnære funktioner, som muligheden for selv at programmere funktionstasterne til hurtige genveje. Det er et fint partytrick, men ikke overvældende nyttigt.

Konklusion

Asus ExpertBook Ultra B9406CA er den ultimative arbejdsmaskine til dem, der prioriterer vægt, skærmkvalitet og stil over alt andet. Den er lettere end en gennemsnitlig frokost, mere robust end de fleste af sine rivaler, og har en skærm, der sætter nye standarder for professionelt arbejde.

Prisen er astronomisk, men man får en maskine, der føles som et ægte high-end værktøj – og som for første gang i lang tid får konkurrenterne fra Cupertino til at virke lidt tunge i betrækket. Og det er en af de udgifter, som bogholderiet må godkende som nødvendige.

Karakter
Asus ExpertBook Ultra
High End
John Alex Hvidlykke
(f. 1964): Journalist og tester. John har arbejdet for Lyd & Billede siden 2013, hvor han skriver om hi-fi, højttalere, computere, gaming og teknologihistorie. John har beskæftiget sig med tech-journalistik siden 1982 (!) og har arbejdet for talrige magasiner i forskellige roller, bl.a. GEAR, High Fidelity, Komputer for alle, Illustreret Videnskab, Ny Elektronik, PC World og Privat Computer. Han har desuden skrevet en lang række bøger og undervisningsprogrammer om IT.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs videre med LB+

stopper automatisk

LB+ Total UGE

Fuld adgang til alt LB+ indhold - Ingen bindingsperiode!

TILBUD

Tilbud - 4 uger 4 kr.

Fuld adgang til alt LB+ indhold

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

59 kr
4 kr / første mnd
108 kr / mnd
Med LB+ får du:
  • Adgang til mere end 7.800 produkttests!
  • Store rabatter hos vores partnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med de seneste nyheder
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Magsinet digitalt – ny udgave hver måned
  • Deaktivering af annoncer
  • L&B+ Video – kom med L&B-redaktionen bag kulisserne, på de store tech-messer og meget mere!

Duel: Skal routeren være grim for at være god?

MacBook Pro uden forbehold

Stabilt Wi-Fi 7 mesh uden unødigt bøvl

10 gigabit til discountpris

Skærmen, der spiste sin dockingstation

Den sikre mellemklasse

Smid batteriopladeren ud!

Er Chromebook blevet voksen?

Mere skærmplads på farten

Skræmmende hurtig

Diskret, genial AI-optager

Her får du meget mesh for pengene