TESTS Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

Nyhed

MWC 2026: Honor viser smartphone med AI-styret robotkamera

Honor Robot Phone bygger gimbal og bevægeligt kamera direkte ind i smartphonen. ARRI's billedteknologi fra Hollywood integreres for første gang nogensinde i et produkt til almindelige forbrugere.

Af / 01/03/2026 - 19:32
MWC 2026: Honor viser smartphone med AI-styret robotkamera

En god video kræver normalt enten en stativ, en hjælper eller en separat gimbal. Honor forsøger at gøre alle tre overflødige med Robot Phone, der netop er blevet præsenteret på Mobile World Congress 2026 i Barcelona.

Konceptet er enkelt: Kameraet sidder på en bevægelig arm, der automatisk følger den person, du filmer – også når de bevæger sig. Honor sammenligner mekanismen med en menneskelig hals, hvilket i praksis betyder, at kameraet kan dreje, vippe og følge et motiv uden at mobilen selv skal flyttes.

Honor Robot Phone
Kameraet sidder på en bevægelig arm, der automatisk følger den person, du filmer – også når de bevæger sig. (Foto: Honor)

Mikromotor reduceret med 70 procent

At bygge et bevægeligt kamera ind i en smartphone kræver en motor, der er langt mindre end dem, der normalt bruges i eksterne gimbal-stativer. Honor oplyser, at mikromotoren er reduceret med 70 procent i størrelse sammenlignet med en standard motor, og at den er udviklet med samme materialer og produktionstolerance, som Honor benytter til hængslet i sine foldbare smartphones, herunder den netop lancerede Magic V6.

Kameraet er monteret på et 3-akset gimbal-system og har en sensor på 200 Mp. Stabiliseringen håndterer ifølge Honor glatte bevægelser selv i dynamiske omgivelser, og en AI-sporingsfunktion holder motivet i fokus, mens det bevæger sig.

HonorRobotPhone model
Nok se, ikke røre. På MWC 2026 blev Honor Robot Phone vist frem på et stativ, men ingen fik lov til selv at prøve den nye teknologi. (Foto: Peter Gotschalk)

ARRI’s billedteknologi forlader filmstudierne

Kameraets bevægelighed er dog ikke den eneste nyhed. Honor har indgået et samarbejde med ARRI – den tyske kameraproducent, hvis udstyr har været brugt bag kameraet på talrige Hollywood-produktioner, og som har modtaget 20 videnskabelige og tekniske priser fra The Academy of Motion Picture Arts and Sciences – om at integrere dele af ARRIs billedteknologi i Robot Phone.

Annonce
Læs også Nyhed: MWC 2026: Honor Magic V6 får det hidtil største batteri i en foldbar smartphone Det største batteri nogensinde i en foldbar smartphone sidder i en ny enhed, der vil blive én af de tyndeste i kategorien.

“For første gang nogensinde integreres kernelementer af ARRIs billedteknologi direkte i en forbrugerenhed,” siger David Bermbach, Managing Director hos ARRI.

Honor CEO
Honors CEO, James Li, fortæller om Robot Phone ved præsentationen på MWC 2026. (Foto: Peter Gotschalk)

Hvad det i praksis betyder, forklarer Dr. Benedikt von Lindeiner, Vice President hos ARRI og ansvarlig for samarbejdet: Målet er ikke at kopiere et filmkamera, men at overføre de underliggende principper til mobil arkitektur – naturlige farver, blød overgang mellem lys og skygge og en billedkvalitet, der kan bruges direkte i professionelle efterbehandlingsworkflows.

ARRI’s billedteknologi er i biografverdenen ikke et filter, men fundamentet for, hvordan et billede skabes fra start. Præcis hvor meget af den teknologi, der reelt lander i Robot Phone, og hvad det betyder i praksis for en almindelig bruger, må komme an på en prøve. Indtil videre er Honor Robot Phone stadig på udviklingsstadiet.

Honorrobot
James Li taler om Honors kommende humanoide robot på MWC 2026. (Foto: Peter Gotschalk)

Honor viste også en humanoid robot

Ved siden af Robot Phone viste Honor også en lille humanoid robot live på scenen i Barcelona. Den er stadig på konceptstadiet uden lanceringsdate, specifikationer eller pris, men den fortæller noget om, hvor Honor vil hen: Fra smartphone-producent til AI-selskab, hvor intelligensen ikke kun lever på en skærm, men også får ben at gå på.

Pris og tilgængelighed

Honor Robot Phone er planlagt til lancering i anden halvdel af 2026.

(f. 1973): Chefredaktør for L&B Home. Peter har arbejdet for Lyd & Billede siden 2012. Han har været aktiv som tech-journalist for talrige medier siden 1998, bl.a. som chefredaktør for gadget-magasinet GEAR og som journalist for magasinerne PC World og Privat Computer. Peter skriver om smartphones og andre bærbare enheder samt om teknologisk innovation, herunder 5G, elektronisk mobilitet og smarte hjem.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

iPad Air får turbo-processor

Endelig en foldbar, du ikke behøver at passe på

Honor Robot Phone: Smartphone med bevægeligt kamera skal erstatte stativ og gimbal

Foldbare smartphones har et batteriproblem. Honor mener, at Magic V6 er svaret

Xiaomis nye mobil zoomer til 400 mm uden at billedet falder fra hinanden

Samsung Galaxy S26: Mere AI, mindre spildtid

Avanceret billedredigering med AI for alle

Premiere på Samsung Galaxy S26

Ingen Nothing Phone (4) i år: Her er planen i stedet

Helbredsproblemer som dit smartwatch overser

Pixel 10a er her: Samme pris, nyt design og (lidt) mere AI

iPhone 18-rygter bekræftet!