Tidligere kunne man vælge mellem en hurtig Flash-model og den tungere Pro-version, men ifølge Google kombinerer den nye Nano Banana 2 det bedste fra begge verdener – og den er tilgængelig for brugere af alle Googles produkter.
Nano Banana 2 er forbundet med det enorme billedbibliotek og verdensforståelsen i Googles søgemaskine for at sikre større præcision i billeder, hvilket skal gøre det lettere at opnå gode resultater hurtigt.
Den nye version kan genkende og gengive op til 5 personer og 14 objekter konsekvent i samme arbejdsgang, hvilket gør det hurtigere at skabe en sammenhængende visuel fortælling, hvor karaktererne bevarer det samme udseende hele vejen igennem – f.eks. i et storyboard.
Modellen kan udnytte Gemini til at få oplysninger i realtid om f.eks. vejret til brug i infografik eller andre visualiseringer.

– Nano Banana har fra starten omdefineret billedgenerering for almindelige brugere, så kreative billeder i studiekvalitet ikke længere er forbeholdt professionelle. Sammenkoblingen med Googles søgemaskine giver mulighed for mange nye og sjove anvendelsesmuligheder, eftersom modellen har en endnu bedre forståelse af omverdenen – i realtid. Vi ser frem til at se, hvad mennesker kan skabe, siger Jesper Vangkilde, kommunikationschef hos Google i Danmark.
Som med andre nye AI-værktøjer er funktionerne stadig under udvikling og vil blive forbedret med feedback fra brugerne, oplyser Google.
Ny vandmærke
I takt med, at de generative værktøjer udvikler sig, er der også behov for at ændre den måde, vi kan identificere AI-genereret indhold på.
Ud over den synlige stjerne i hjørnet vil Google kombinere SynthID- og C2PA-teknologi for også at indlejre et digitalt fingeraftryk i filens metadata og give brugerne mere kontekst om det billede, de ser. Dette skal sikre, at du altid kan kontrollere, ikke blot om et billede er AI-genereret, men også hvordan.







