Ørepropper med ledning er på mode igen, og det er ikke kun nostalgi, der driver trenden. Stadig flere opdager fordelene ved ikke at skulle bekymre sig om opladning, parring og Bluetooth-bøvl. Final A2000 er et par kablede ørepropper, som koster en brøkdel af virksomhedens flagskib, men som har arvet mange af principperne bag.

Drivere udviklet fra bunden
Det mest interessante ved A2000 er driverne. Final har udviklet den 6 mm store dynamiske driver, som de internt kalder ‘f-Core DU’. Selv produktionsudstyret er designet af Finals egne ingeniører. Det er usædvanligt i en branche, hvor de fleste køber færdige drivere og komponenter fra underleverandører.
Driverne er anbragt i et kabinet af messing, et materiale med en høj egenvægt, som er mindre modtageligt for magnetisk interferens end det sædvanlige aluminiumsalternativ. Svingspolen er fremstillet af ultrafin 30 mikrometer CCAW-tråd, som skal give en hurtigere og mere præcis respons. Final presser desuden membranerne i små serier for at sikre bedre kvalitetskontrol.
Arver metode fra flagskibet
Final lover en kombination af klar lyd og energisk bas. De hævder at bruge den bedste metode til god lyd, nemlig faktisk at lytte til musik, mens de finjusterer lyden. Dette i modsætning til bare at måle under faste betingelser, som mange andre gør. Final bruger her den samme metode som på flagskibet A10000.

Komfort
Final har også arbejdet med pasformen. Baseret på erfaringerne fra B-serien har A2000 tre støttepunkter mod øret i stedet for at stole på, at en stor silikonepude presser mod øret. Det skulle give en bedre pasform, der lægger minimalt pres på øret, hvilket er bedre ved lange lyttesessioner.
Kablet er udført i oxygenfrit kobber og isoleret med et blødt og fleksibelt materiale, der er beregnet til at dæmpe mikrofoni – den irriterende lyd, der opstår, når kablet gnider mod tøjet. Stikket er et 0,78 mm 2-pin, som er den mest udbredte standard og gør det muligt at skifte kablet senere.
Med en impedans på 19 ohm og en følsomhed på 99 dB/mW skal A2000 være nemme at drive fra hovedtelefonudgangen på en bærbar computer samt små adaptere og bærbare DAC’er, der normalt bruges sammen med en mobiltelefon.

Final A2000: Pris og tilgængelighed
Final A2000 er prissat til 99 dollars, hvilket svarer til omkring 700 kroner. Det er ikke nået ud til danske forhandlere endnu, men for eksempel Accessory Jack sender til Danmark. Vi forventer, at produktet kommer til salg her i den nærmeste fremtid.
Mere info: final-audio.com




