Anmeldelse: Portobello

For at forstå den nye italienske HBO Max-serie skal man have et grundlæggende kendskab til den nyere italienske historie.

I 1970’erne og 80’erne blev det pastaglade land ramt af en hidtil uset bølge af kriminalitet, hvor lokale mafiagrupper, anført af den napolitanske Camorra, holdt landet som gidsel. Store dele af samfundet var inficeret af korruption, nepotisme og tyveri af store statslige overførsler.

Epicentret for kriminalitetsepidemien var den historiske, maleriske by Napoli, hvor over en million mennesker bor. Politiet, ledet af anklagemyndigheden i Napoli, gennemførte i begyndelsen af 1980’erne masseanholdelser af mafia-medlemmer. Her skulle politikere og retsvæsenet vise deres beslutsomhed og vilje til at tackle problemerne – og rykke dem op med rode. Men gjorde de det?

 

I 1980 blev regionen ramt af et forfærdeligt jordskælv, og staten pumpede milliarder og atter milliarder ind i genopbygningen af samfundet – naturligvis var Camorra-mafiaen og andre kriminelle organisationer de første til at sikre sig deres andel.

Samtidig sad næsten alle italienske familier klistret til deres TV-skærme hver fredag aften og blev underholdt af det muntre familieprogram “Portobello” (1977-1983). Den ubestridte stjerne i programmet på den nationale tv-station RAI var den charmerende og populære Enzo Tortora (Fabrizio Gifuni, My Brilliant Friend).

 

“Portobello” var et program, som var umuligt at ikke kunne lide, med let familieunderholdning krydret med (italienske) musikalske indslag, munter dans, virkelige historier, telefonindslag og en (modvillig) talende papegøje. Det var en tid, hvor lineært TV var den eneste mulighed, og de fleste mennesker, på tværs af alle sociale klasser og aldersgrupper, samledes omkring ét program. På toppen af sin karriere tiltrak Tortora utrolige 28 millioner seere – og blev endda udnævnt til kommandør af Italiens præsident.

Hans fald var desto større og mere spektakulært. Den 17. juni 1983 fik hans karriere en brat og brutal afslutning!

Baseret på slørede beskyldninger fra forskellige skumle mafiafanger besluttede anklagemyndigheden at arrestere Tortora. Anklagerne var brug, salg og distribution af kokain samt hans tilknytning (og medlemskab!) til Camorra-mafiaen.

Nyheden ramte Italien som en bombe og delte befolkningen. Tortora blev ikke kun mistænkt og arresteret, han blev også smidt i et af Napolis mest berygtede fængsler i en celle med seks mand.

Vi vil ikke afsløre hele historien, men den juridiske skandale var et ubestrideligt faktum, da Tortora (i september 1985) blev fundet skyldig og idømt 10 års fængsel efter en farceagtig retssag, der var en bananrepublik værdig.

Manden bag serien er den ikoniske italiener Marco Bellocchio (Il traditore, Exterior Night). I Portobello er han nådesløs i sin skildring af et inkompetent italiensk retssystem og politi, der opererer på basis af fordomme og enorme skyklapper. Det er bestemt ikke første gang, han berører dette følsomme emne i film eller serier. På en subtil måde fremhæver han også de store socioøkonomiske forskelle mellem Nord- og Syditalien.

Det berygtede Poggioreale-fængsel i Napoli huser snesevis af mafia-medlemmer, men en af dem, den litterære, excentriske Giovanni Pandico (Lino Musella), er lidt mere manisk besat af “Portobello” og Tortora end resten af banden. Han sender ham hæklede ting, som han håber vil blive vist i programmet – og bliver rasende, når han bliver åbenlyst ignoreret. Frøet er sået, da han fremsætter beskyldninger mod Tortora, beskyldninger, der spreder sig som en løbeild blandt fængselsindsatte – som ser en mulighed for bedre fængselsforhold, hvis de smigrer sig ind hos anklagemyndigheden og politiet.

Det mest fascinerende ved skandalen er måske, at Tortora dømmes uden et eneste stykke belastende bevis – kun vage beskyldninger fra en, mildt sagt, broget flok professionelle kriminelle.

Gifuni er perfekt til rollen som manden, der pludselig og uventet får tæppet trukket væk under sig og sit liv vendt på hovedet. I løbet af en enkelt nat går han fra at være en rig og respekteret nationalskat til en simpel kriminel uden rettigheder i en rådden fængselscelle, omgivet af korrupte anklagere, der ønsker at “statuere et eksempel” med ham.

Gufini er selve indbegrebet af folkelig og jovial og portrætterer Tortora som en kompleks mand, der også bærer på sine egne meget personlige problemer. Han er bestemt ingen ridder på den hvide hest, og han har også en elskerinde, der venter i kulissen – men han har en næsten ukrænkelig integritet og retfærdighedssans.

Han bliver et menneskeligt eksempel på alt, hvad der kan gå galt i et samfund, der er inficeret af korruption og mistro.

Historien er dejligt pyntet med en række skandaløse mafiosi – i alle regnbuens farver. Bellocchio giver dem plads til at blomstre, mens de skaber drama og komiske øjeblikke midt i al tragedien.

 

Serien udspiller sig i et skyggefuldt og korrupt moralsk univers, hvor jorden kan forsvinde under fødderne på uskyldige mennesker når som helst.

Historien er som et absurd teaterstykke, der lige så godt kunne være blevet filmatiseret som en komisk farce, men Bellocchio serverer et råt retssalsdrama, der veksler mellem Tortoras ydmygende tid bag tremmer og anklagemyndighedens groteske dans med mafiaens informanter.

Tidsånden er også perfekt fanget, da vi føres tilbage til de “uskyldige” 1980’ere, både følelsesmæssigt og visuelt. Og selvom det er et drama, der udspiller sig for over 40 år siden, er serien også et forvarsel om den voksende foragt for politikere og mistillid til statsapparatet, der har præget Italien gennem hele efterkrigstiden – og som banede vejen for populistiske politikere som Berlusconi.

Portobello er blevet en bidende, kynisk opgørelse med (Syd)Italiens tvivlsomme retspraksis, som trods sit dystre emne på ingen måde er blottet for forsonende humor og stor underholdningsværdi. Filmisk set byder den på kvalitet i alle henseender og har en stjernespækket rollebesætning af talentfulde skuespillere. Forza Italia! 5 stærke stjerner.