Anmeldelse: Den svenske forbindelse

Mens de fleste globale streamingtjenester skærer i budgetterne til lokalt produceret indhold, er det glædeligt at se, at den største af dem stadig satser på unikke og særprægede nordiske serier og film.

Midt i et dagsaktuelt verdensbillede, hvor amerikanerne henretter deres egne borgere, fascisten i Det Hvide Hus truer med krig mod Grønland, og imperialisten i Kreml fortsætter sit blodige korstog i Ukraine, tager Netflix os tilbage til tiden før Den Kolde Krig – mens Anden Verdenskrig hærgede i Europa.

Som bekendt blev Sverige aldrig angrebet af Tyskland under krigen. Den officielle linje var, at landet skulle forblive så neutralt som muligt og for enhver pris undgå at provokere naziregimet i Berlin. Det er en mørk plet på svensk historie, at landet langt fra var så neutralt, som man gerne har villet fremstille det. Sverige tillod både tyske troppebevægelser gennem landet og solgte strategisk vigtig jernmalm til Nazityskland, så krigsmaskineriet kunne holdes i gang.

Det gik så langt, at statsapparatet havde sin egen embedsmand – kendt som ”Censur-Nils” – der sørgede for at fjerne al kritisk omtale af tyskernes overgreb fra den svenske dagspresse.

Det er på denne baggrund, at vi føres ned i kældrene under det svenske udenrigsministerium i Stockholm i 1942.

Her sidder den forsigtige og konfliktsky chef for retsafdelingen, Gösta Engzell (Henrik Dorsin, Solsidan), og behandler modvilligt asylansøgninger fra desperate jøder. I fuld overensstemmelse med den førte politik gør han og hans medarbejdere deres yderste for at trække sagerne i langdrag, så ansøgerne til sidst giver op.

Så træder den nyansatte Rut Vogl ind på scenen – direkte, temperamentsfuld og uden respekt for de uskrevne spilleregler – og stiller Engzell til ansvar.

Efter at nazisterne i 1942 gennemførte razziaer i Norge og deporterede størstedelen af de norske jøder, opdager den lille svenske embedsmandsgruppe, at det faktisk lykkes dem at få én person løsladt – en svensk statsborger. Det giver Engzell og hans kolleger mod på mere, selv om det sker på tværs af både stats- og udenrigsministerens ønske om at optræde så samarbejdsvilligt som muligt over for Nazityskland for at undgå en tysk besættelse.

Som en slags svensk pendant til Schindler sætter den lille gruppe deres egen private redningsaktion i gang med det mål at redde så mange jøder som muligt.

Sidste år kom den underholdende dramakomedieserie Whiskey on the Rocks (Disney+), der med en legende og satirisk tilgang tog fat på den famøse svenske jagt på sovjetiske ubåde i 1980’erne. Den fortællestil trækker Den svenske forbindelse tydeligt på. Filmen går dog ikke helt så langt i satiren, men anlægger et afdæmpet og tørt ironisk blik på svensk krigshistorie – og det fungerer.

 

Filmen bygger på virkelige begivenheder og personer fra et relativt ukendt kapitel i svensk krigshistorie. Et tilbageholdende og langsomt arbejdende bureaukrati viser sig – skridt for skridt – at kunne få vidtrækkende konsekvenser. Gennem stædighed, diplomatisk finesse, juridiske smuthuller og en god portion civil ulydighed lykkes det ”kælderbanden” gradvist at ændre Sveriges praksis på flygtningeområdet – og redde tusindvis af jøder fra Holocaust.

Den alvorlige tematik egner sig ikke helt så naturligt til satirisk behandling som den outrerede ubådsjagt med en karikeret Bresjnev og en cowboy-Reagan. Historien havde formentlig fungeret en anelse stærkere i en mere klassisk dramaramme end som dramakomedie.

Men den let absurde fortællestil vil formentlig give serien et bredere – og yngre – publikum. Og så har man jo opnået noget. Ikke mindst glimter Den svenske forbindelse med fremragende skuespillere, et farverigt og fascinerende galleri af biroller – og en fortrinlig tidskolorit (midt i al elendigheden).

Se filmen – om ikke andet for at blive mindet om, at frihed ikke er noget, vi kan tage for givet. Fire solide stjerner.

Filmen får streamingpremiere på Netflix den 19. februar.