TESTS Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi
JULETILBUD - LB+ Total 50% rabat

TEST: TP-Link Archer BE450 (BE7200)

Ulven i de pæneste fåreklæder

Den ligner en pyntegenstand, men TP-Link Archer BE450 gemmer på specifikationer, der plejer at koste det dobbelte.

Af / 20/12/2025 - 10:43
TP-Link Archer BE450 (BE7200)

Home mener

  • Voldsomme specifikationer til prisen. 10 Gbit internetport. Diskret og stuevenligt design.
  • Ingen 6 GHz-bånd (men det kan tilgives til prisen). Kun én superhurtig port, og den bruges til internetforbindelsen.

Vi testede for nogle måneder siden TP-Link Archer BE230, der leverede Wi-Fi 7 til en pris, hvor alle kunne være med. Designet var klassisk ”router-agtigt” med strittende antenner og en sort plasticæske, der lignede noget, Batman kunne have glemt på sit natbord.

Nu har vi lagt hånd på den mere sofistikerede storebror, Archer BE450. Og selvom vi har at gøre med to modeller, der i hvert fald navnemæssigt tilhører samme serie, er oplevelsen en helt anden. Både visuelt og teknisk.

Prisen er i samme klasse som lillebror. Men for de penge får du her en maskine, der på papiret kører cirkler om den billigere model.

Aerodynamisk pyntegenstand

Hvor BE230 lignede et stykke værktøj, har TP-Link øjensynlig haft en livsstilsarkitekt med på holdet, da de lavede BE450. Enheden er hvid og har en let kurvet form, der minder om en moderne spilkonsol, der er krympet i vask.

Der er ingen synlige antenner. De fem antenner er gemt væk inde i kabinettet. Det ser bragende godt ud, og det vil givetvis gøre det nemmere at få accept fra samleveren til at placere routeren der, hvor den gør mest gavn: midt i stuen og oppe i højden.

Annonce

En sjov designdetalje er foden: Den kan enten klikkes på plads under enheden, så den kan stå stabilt på et bord. Eller den kan bruges som vægbeslag, i hvilket tilfælde den passer i to indhak i siden på routeren.

Archer BE450 EU 1
Routeren kan også hænges op på væggen. I så fald fungerer foden som vægbeslag. Fikst. (Grafik: TP-Link)

10 Gigabit i ryggen – og virkeligheden i vægstikket

Det mest opsigtsvækkende ved Archer BE450 er dog ikke det demonstrativt upåfaldende udseende, men bagsiden. Her finder man nemlig en ethernetport, der understøtter hele 10 Gbit/s. Det er en båndbredde, man normalt skal langt højere op i pris for at møde.

Derudover er der en 2,5 Gbit-port og tre almindelige Gbit-porte. Det betyder i praksis, at du er fremtidssikret til den dag, din internetudbyder tilbyder hastigheder, der er hurtigere end lyset.

Og netop den dag kan virke fjern for de fleste. I øjeblikket er det kun få udbydere, der tilbyder mere end 1 Gbit-forbindelse til private. Og i praksis har mange stadig en forbindelse på en fjerdedel af dette. Det gælder i øvrigt både i Danmark og vores skandinaviske nabolande.

For os andre med en ”almindelig” forbindelse er porten altså en smule overkill – men det er rart at vide, at flaskehalsen i hvert fald ikke sidder i routeren, når fiberkablerne en dag gløder.

Her skal det siges, at hvis du er blandt de udvalgte få, der faktisk har 10 Gbit ind i huset, kan du kun få glæde af hastigheden trådløst (routeren har en maksimal Wi-Fi-hastighed på 7.200 Mbit). Da der kun er én 10 Gbit port, kan du nemlig ikke sende signalet videre med kabel til din PC eller NAS i fuld hastighed. Men til prisen ville det være utaknemmeligt at klage.

Archer BE450 back
Det er på bagsiden, magien sker: En 10 Gbit port i en router til denne pris er intet mindre end sensationelt – også selvom de færreste af os har adgang til internet, der matcher den endnu. (Foto: TP-Link)

Wi-Fi 7 på to bånd

Ligesom lillebror BE230 tilbyder Archer BE450 en ”light” udgave af Wi-Fi 7. Du må undvære det nye, lynhurtige 6 GHz-frekvensbånd, som ellers er Wi-Fi 7-standardens helt store salgsargument. Routeren kører udelukkende på de velkendte 2,4 GHz og 5 GHz bånd.

Til gengæld er der skruet gevaldigt op for hastigheden på 5 GHz-båndet, der her leverer op til 5.764 Mbit/s. Det er præcis det dobbelte af lillebror BE230.

Selvom 6 GHz mangler, får du stadig glæde af Wi-Fi 7-teknologien MLO (Multi-Link Operation), der lader kompatible enheder forbinde til både 2,4 GHz og 5 GHz båndet samtidig for at opnå højere hastighed og lavere forsinkelse.

Opsætning og daglig brug

Opsætningen foregår via TP-Links Tether-app, og det er en proces, der efterhånden er så strømlinet, at man skal gøre sig umage for at fejle.

Archer BE450 understøtter også EasyMesh, så hvis dækningen i den fjerneste ende af huset kniber, kan du udvide netværket med en ekstra router eller extender fra TP-Link.

Archer BE450 EU 2
(Grafik: TP-Link)

En enkelt router ydmyger mesh-systemet

Min største bekymring ved det pæne, antenneløse design var rækkevidden. Kunne en enkelt pyntelig router med fem indbyggede antenner trænge igennem mursten og beton og give dækning overalt i boligen?

Frygten viste sig heldigvis at være – i store træk – ubegrundet.

I stuen, en armslængde fra routeren, trak Archer BE450 695 Mbit/s ud af forbindelsens teoretiske Gigabit. Det er en solid hastighed, der placerer den pænt i feltet, men ikke i sig selv er en sensation. Mit Google Nest WiFi Pro mesh-system, leverer lidt over 850 Mbit/s under samme forhold.

I køkkenet ved siden af stuen holdt hastigheden sig på imponerende 591 Mbit/s. Det tyder på, at de interne antenner er bemærkelsesværdigt effektive.

Den virkelige lakmustest foregik på kontoret, der ligger for enden af en lang gang og bag flere vægge. Her leverede den enlige TP-Link-router 281 Mbit/s.

Screenshot_20251205-125920_Speedtest_kontor Screenshot_20251205-125635_Speedtest_stue Screenshot_20251205-125815_Speedtest_køkken Screenshot_20251205-130327_Speedtest_studie
<
>
TP-Link Archer BE450 dækkede hele boligen med hurtigt internet. Selv i det fjerneste hjørne, hvor hastigheden var faldet til en tiendedel - men stadig brugbar. (Skærmskud: Netspeed)

Det tal bliver først rigtig interessant, når man sætter det i perspektiv: Det er omkring dobbelt så hurtigt, som det nævnte mesh-system med tre noder, jeg normalt bruger til at dække samme areal!

At én billig router kan udkonkurrere et dobbelt så dyrt dyrt mesh-system med tre enheder på en så vanskelig placering, sætter fordelene ved mesh-systemer i perspektiv. I hvert fald så længe noderne indbyrdes er trådløst forbundet.

Træerne vokser dog ikke helt ind i himlen. I lejlighedens absolut fjerneste hjørne slap kræfterne op, og hastigheden dalede til 38,5 Mbit/s. Det er stadig nok til at streame Netflix i 4K, men det viser, at hvis du bor i et meget stort hus eller en “betonbunker”, kan du stadig få brug for EasyMesh-funktionen til at udvide dækningen med flere enheder.

Det samme vil være tilfældet, hvis der bor mange i husstanden, der alle har brug for at koble flere enheder på nettet på samme tid. For routeren kan kun klare at streame til fire enheder ad gangen. Men for de fleste lejlighedsbeboere vil denne ene boks være rigeligt.

Konklusion

TP-Link Archer BE450 er en router, der udfordrer prisklasserne. At man kan få en 10 Gbit-port og trådløse hastigheder på over 7 Gbit i en så billig enhed, virker næsten som en regnefejl hos producenten.

Designet er elegant og stuevenligt, hvilket er et plus for dem, der ikke bor i en serverkælder. Kompromiset er, at de indbyggede antenner kun kan servere data for fire enheder ad gangen. Dyrere routere klarer normalt et højere antal enheder, og de gør det på 6 GHz-båndet, som Archer BE450 ikke understøtter.

Men dette til trods ligner Archer BE450 et røverkøb, der leverer vanvittig ydelse for pengene.

Karakter
TP-Link Archer BE450 (BE7200)
Basic
John Alex Hvidlykke
(f. 1964): Journalist og tester. John har arbejdet for Lyd & Billede siden 2013, hvor han skriver om hi-fi, højttalere, computere, gaming og teknologihistorie. John har beskæftiget sig med tech-journalistik siden 1982 (!) og har arbejdet for talrige magasiner i forskellige roller, bl.a. GEAR, High Fidelity, Komputer for alle, Illustreret Videnskab, Ny Elektronik, PC World og Privat Computer. Han har desuden skrevet en lang række bøger og undervisningsprogrammer om IT.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Skærmen, der spiste sin dockingstation

Den sikre mellemklasse

Smid batteriopladeren ud!

Er Chromebook blevet voksen?

Mere skærmplads på farten

Skræmmende hurtig

Diskret, genial AI-optager

Her får du meget mesh for pengene

Den ultimative rejselaptop

Zenbook Air?

Chromebooks: Er de pengene værd?

Behøver du egentlig et mesh?