TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

TEST: Kerr Acoustic K300 MK3

Skræller lag af lyden

Selv om de er fri for imponatoreffekt, er Kerr Acoustic K300 MK3 lige så lækre at lytte til, som de er at se på.

Af / 29/11/2025 - 14:00
Kerr Acoustic K300 MK3

Lyd & Billede mener

  • Ualmindelig åben og gennemsigtig lyd. Stort lydbillede. Eksklusiv finish.
  • Ret store. De koster en hel del.

Kerr Acoustic er britiske. Faktisk er de så hjemmemarkeds-britiske, at firmaet på deres kontaktside tager det som en selvfølge, at folk kan finde Woodlands Farm i Ely. Og også at de ikke har brug for en landekode foran det lokale telefonnummer. Men til orientering for os udlændinge fra kontinentet, er det er altså i Cambridgeshire i England. Og hvis du vil ringe til dem, skal der 44 foran telefonnummeret.

Kerr Acoustic er et familieforetagende med rødder i musikindustrien, og deres højttalere er ganske populære i indspilningsstudier. Men de kan bestemt også bruges til hjemlig musiklytning.

Kerr K300 MK3_13 Kerr K300 MK3_12
<
>
Labyrintgangen i transmissionline-kabinettet munder ud nederst på fronten. (Foto: Kerr Acoustic)

I klassisk britisk tradition er kabinettet lavet i baltisk birketræskrydsfiner, der derpå er enten fineret eller sprøjtelakeret. Kabinettet virker solidt, men er overraskende let, når man tænker på konstruktionsprincippet. Kerr Acoustic K300 MK3 er nemlig et transmissionline-kabinet.

Transmissionline

Transmissionline er et konstruktionsprincip, der er ret sjældent i dag, men især ligeledes britiske PMC har dog været med til at udbrede det de seneste år.

Hvor de allesteds nærværende basrefleks- og slavekabinetter bruger en port eller en passiv enhed, der udgør en resonanskreds med luften i kabinettet til at give et tilskud i bunden, beror transmissionline-kabinettet på tidsforsinkelse i en lang labyrintgang inde i kabinettet.

Annonce
Læs også Guide: Hi-Fi Skolen del 6 – Teknologien i højttaleren Vi har lært at tilslutte højttalerne og placere dem rigtigt. Nu er det tid til at dykke ned i, hvordan de egentlig omdanner elektriske signaler til lyd – og hvorfor det er så svært.

Gangen i kabinettet er så lang (op til flere meter), at bagsidestrålingen fra basenheden takket være tidsforsinkelse kommer i fase med lyden fra forsiden af enheden ved systemets resonansfrekvens. Resultatet kan på gode systemer blive en dyb og nuanceret basgengivelse. Og resultatet er næsten uundgåeligt også et kabinet, der er større end et basreflekskabinet med samme nedre grænsefrekvens og samme højttalerenhed ville være.

Klassisk bestykning

Bestykningen i Kerr Acoustic K300 MK3 er velkendt, grænsende til klassisk: En 6,5” Scanspeak Reveleator bas/mellemtoneenhed og en NeoX2.0 bånddiskant fra kinesiske Fountek. Hvilket på ingen måde er noget dårligt valg.

Kerr Acoustic K300 MK3
Bestykningen i Kerr Acoustic K300 MK3 er velkendt, grænsende til klassisk: En 6,5” Scanspeak Reveleator bas/mellemtoneenhed og en NeoX2.0 bånddiskant fra kinesiske Fountek. (Foto: Kerr Acoustic)

Højttaleren skulle klare et frekvensområde fra 33 Hz og helt til 45 kHz. Følsomheden er opgivet til respektable 89 dB. Det, sammen med en impedans på 6 ohm burde gøre den til en forholdsvis nem opgave for de fleste forstærkere. Hvilket dog ikke betyder, at den er ukritisk overfor hvad den kombineres med.

Kabinettet er ganske smalt (19,5 cm.), men godt dobbelt så højt og også næsten dobbelt så dybt. Så gode standere med en stor støtteflade er påkrævet.

Fornem finish

Finishen er virkelig fornem. Testeksemplaret var fineret med ægte valnød og højglanslakeret. Højglanslak koster dog ekstra. Ud over træfiner kan man få K300 MK3 i enhver farve i RAL-skalaen. Mod en pris. Men da der ikke er nogen teknisk forskel, opgiver vi her basisprisen på en udgave i eg eller valnød, men uden højglanslakering. Den flotte finish betød dog, at vi var ekstra forsigtige med ikke at skubbe til de ret store kompakthøjttalere, når de balancerede på gulvstanderne.

Kerr K300 MK3 miljø_8 Kerr K300 MK3 miljø_5
<
>
Produktionen er håndvæksmæssig og styktallene er små. Finishen er fornem. (Foto: Kerr Acoustic)

Lydkvaliteten

Transmissionline-højttalere har traditionelt haft et ry for at være ineffektive. Det er delvist ufortjent, og handler mere om de højttalerenheder, der er blevet brugt i de klassiske modeller fra ikke mindst IMF.

Læs også Klassikere: Satte ny standard for dybbas Britisk-amerikanske IMF udnyttede det sjældne transmissionslinje-princip til ryste lytterne i deres grundvold.

Vi har tidligere testet den større model samme serie, Kerr Acoustic K320 MK3. K300 MK3 bruger samme enheder, men er både mindre og billigere.

Det mindre kabinet betyder nødvendigvis en kortere labyrintgang – og dermed et mindre udstrakt frekvensområde i den dybeste ende. I praksis er forskellen kun 9 Hz (K320 MK3 går ned til 24 Hz), men da højttaleren samtidig er fri for de tendenser til imponatoreffekt, som visse mindre samvittighedsfulde producenter kunne finde på at efterstræbe i basrefleks- og slavebaskabinetter, kan Kerr Acoustoc K300 MK3 godt virke basfattig.

Læs også TEST: Kerr Acoustic K320 MK3 Sandsynligheden for, at du har hørt om eller ligefrem hørt Kerr, er minimal. Det bør du gøre noget ved.

Det er den ikke. Faktisk er bassen både (relativt) dyb og nuanceret. Men den opleves ikke som et drøn, men som et overbevisende fundament. Hvilket er fint, men vi er ikke vant til det.

Når det er sagt, er der selvfølgelig stadig en fysisk grænse for, hvor korporlig gengivelsen fra en 6,5” basenhed kan blive.

Hvad der til gengæld er åbenlyst er klarheden og præcisionen. Kerr Acoustic K300 MK3 er en højttaler, der blotlægger detaljerne i produktionen. En højttaler, som man lytter mere igennem, end man lytter til den.

Det, man får at høre, er en stor og detaljeret akustisk scene, hvor der er tydelig plads mellem de medvirkende.

Kerr Acoustic K300 MK3
Kerr Acoustic K300 MK3 er en højttaler, der blotlægger detaljerne i produktionen. (Foto: Kerr Acoustic)

På de rette optagelser kan de små Kerr afdække nye detaljer i kendte numre og afkorte afstanden mellem optagerummet og lytterummet. En testklassiker som MTV liveudgaven af Hotel California fik lidt mere atmosfære og storhed end vanligt.

I det hele taget gav de gennemsigtige englændere lyst til at høre meget mere yndlingsmusik uden at have andet formål end at nyde det. Selv en ældgammel optagelse som Musical Box fra Genesis Live, der bestemt ikke er overproduceret og glatpoleret, blev vækket til live. Og uanset at der næppe er en tone over 10 kHz på den gamle optagelse, får den en ny luftighed, når den gengives via bånddiskanterne.

Den nøjagtige og gennemsigtige gengivelse gør det dog også let at udpege inkonsistens i de enkelte optagelser, som er indgået i miksningen. Ikke på den påfaldende måde, som vi er vant til at kalde monitorlyd, men på en ubesværet og naturlig måde. Hvilket er langt mere praktisk til professionel musikproduktion.

Et eksempel på dette er Hans Nielsen og Zhao Congs Moonlight on Spring River, der lyder eksotisk fascinerende, men hvor man her får tydeligt afsløret, at nummeret er et patchwork af oprindelige feltoptagelser i Kina, orkesteroptageler i Prag og senere elektroniske tilføjelser i lydstudiet i Vanløse.

Kerr Acoustic K300 MK3
(Foto: Kerr Acoustic)

Konkurrenter

Kerr Acoustic K300 MK3 ligger i en prisklasse, hvor man kan tillade sig at stille ekstremt høje krav. Dynaudio Contour 20 Black Edition har mere kraft og eksplosionsevne, parret med en lige så stor akustisk scene.

Raidho X1.6 har ikke samme dynamiske formåen, men til gengæld en næsten magisk opløsningsevne.

Om valget skal falde på en af de to eller Kerr Acoustic K300 MK3. bliver et spørgsmål om præferencer. For alle tre giver fantastisk lyd for alle de mange penge.

Læs også TEST: Dynaudio Contour 20 Black Edition Dynaudio Contour 20 Black Edition er en sort diamant med usædvanligt meget at byde på.

 

Konklusion

Kerr Acoustic K300 MK3 er en vellykket højttaler fra en britisk nicheproducent med høj håndværksmæssig standard. Materialevalget er eksklusivt og finishen ligeså. Det kan ikke undgås, at det smitter af på prisen, der ligeledes er eksklusiv.

Lydmæssigt leverer de ret kompakte transmissionline-kabinetter en kvalitet, der lever op til prisskiltet. De kan skrælle lag af uklarheder af lyden og vise dig din yndlingsmusik på godt og ondt. Hvad man kan forvente af en højttaler, der i første omgang er beregnet til professionel brug.

Karakter
Kerr Acoustic K300 MK3
High End
John Alex Hvidlykke
(f. 1964): Journalist og tester. John har arbejdet for Lyd & Billede siden 2013, hvor han skriver om hi-fi, højttalere, computere, gaming og teknologihistorie. John har beskæftiget sig med tech-journalistik siden 1982 (!) og har arbejdet for talrige magasiner i forskellige roller, bl.a. GEAR, High Fidelity, Komputer for alle, Illustreret Videnskab, Ny Elektronik, PC World og Privat Computer. Han har desuden skrevet en lang række bøger og undervisningsprogrammer om IT.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs videre med LB+

stopper automatisk

LB+ Total UGE

Fuld adgang til alt LB+ indhold - Ingen bindingsperiode!

TILBUD

Tilbud - 4 uger 4 kr.

Fuld adgang til alt LB+ indhold

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

59 kr
4 kr / første mnd
108 kr / mnd
Med LB+ får du:
  • Adgang til mere end 7.800 produkttests!
  • Store rabatter hos vores partnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med de seneste nyheder
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Magsinet digitalt – ny udgave hver måned
  • Deaktivering af annoncer
  • L&B+ Video – kom med L&B-redaktionen bag kulisserne, på de store tech-messer og meget mere!

Ægte hjemmebiograf fra Yamaha-soundbar

Musikalsk italiensk øjefryd

Neutral nok til prof brug

De bedste soundbars til musik og filmlyd

DALIs vildeste subwoofer nogensinde

Norsk aktiv højttaler med kirurgisk præcision

Soundbars der løfter TV-lyden

Devialet har forfinet Phantom-konceptet

Lækker charmebombe

Fremragende budgethøjttaler

Strøm til de noble franskmænd

This goes to eleven