Amerikanske Suno tilbyder at gøre for musik, hvad Veo gør for video og ChatGPT gør for fysikrapporter: At bruge kunstig intelligens til at skabe nyt indhold gratis. Man skal bare beskrive sin ide i en prompt, så gør maskinen resten. Gratis og nemt. Og resultatet er noget, der til forveksling ligner et musiknummer.
Men Suno er kommet lidt for let til inspirationen, mener blandt andre organisationen Koda, der varetager ophavsrettigederne for danske musikere og sangere.
Koda sagsøger derfor nu Suno for at have stjålet danske kunstneres musik. Det gælder blandt andet Barbie Girl af Aqua, A Beautiful Life af Christopher, Final Song af Mø, Sleeping My Day Away af D-A-D, Move Your Feet af Junior Senior og Sunshine Reggae af Laid Back.
Vi har altså at gøre med nogle af de mest kendte numre af nogle af de største musikere. Og i alle tilfældene har Koda konkrete beviser for, at det enkelte værks ophavsret er blevet krænket. Det er første gang, at en dansk rettighedsorganisation lægger sag an mod en AI-tjeneste.
Med få klik og simple prompts kan den amerikanske AI-musiktjeneste Suno generere fulde musiknumre, der lyder som den musik, de fleste af os allerede kender. Men det kan kun lade sig gøre, fordi Suno helt bevidst og uden hverken tilladelse eller betaling har udnyttet og kopieret danske kunstneres sange.
Det mener rettighedsorganisationen Koda, som på vegne af sine medlemmer har lagt sag an mod den amerikanske tech-virksomhed for krænkelse af ophavsretten.
I søgsmålet fremlægger Koda konkrete beviser for, at Suno har stjålet de nævnte numre. Ingen af sangskriverne bag de omtalte sange er blevet spurgt om tilladelse eller har modtaget betaling fra den amerikanske tech-virksomhed.
Historiens største musiktyveri
Ifølge Kodas direktør, Gorm Arildsen, sætter søgsmålet fokus på en grundlæggende konflikt mellem den måde, AI misbruges af en række tjenester og respekten for kunstneres ophavsret.
“Kunstig intelligens har et stort potentiale og kan fungere som et inspirerende og kreativt værktøj. Men i dette tilfælde er der tale om, at en amerikansk tech-virksomhed med åbne øjne har stjålet den danske musikarv, og nu bruger den til at bygge deres egen konkurrerende forretning. Det er ikke innovation – det er historiens største musiktyveri. Og det er en trussel mod økonomien i dansk musik og vores fælles kultur,” siger Gorm Arildsen.
Brug for politisk handling
I en ny rapport, som Koda står bag sammen med brancheorganisationen IFPI Danmark, estimeres det, at AI-genereret musik, som den Suno frembringer, på få år vil spise store dele af den økonomi, som gør det muligt, at der bliver skabt ny, dansk musik. Hvis den nuværende udvikling inden for AI fortsætter, står dansk musik til et historisk omsætningstab på 28 procent i 2030.
Derfor kan problemet heller ikke løses gennem et søgsmål alene. Der er brug for politisk handling. Det slår Kodas juridiske og politiske direktør, Nicky Trebbien, fast.
”Det er fuldstændig uholdbart, at det er nødvendigt at anlægge en retssag for at få Suno og lignende AI-tjenester til at betale for den musik, de bruger. Hvis vi stadig i fremtiden vil have en masse dygtige kunstnere, der laver ny, dansk musik, så kræver det, at vi værner om vores musikliv, og at vi ikke overlader det til kyniske tech-virksomheder og deres algoritmer at forme og fortælle vores historie,” siger Nicky Trebbien. Han mener, at vejen frem er politisk handling for at sikre ordentlige og ansvarlige rammer og retfærdig betaling til kunstnerne.
Som en reaktion på Kodas anklage mod Suno har partiet SF kaldt den danske kulturminister Jakob Engel-Schmidt i samråd med ønske om initiativer til at forbedre danske musikeres rettigheder.
Det er vores blod, sved og tårer
Jesper Binzer, frontmand i D-A-D og en af sangskriverne bag sangen Sleeping My Day Away er enig i, at det er skræmmende, hvad der sker.
“Vi skal ikke være bange for ny teknologi, men her har Suno jo direkte taget sange, der tilhører andre, og smidt dem ind i deres maskine. I vores tilfælde Sleeping My Day Away. Det er jo helt vildt. Det er vores talent, der ligger i maskinerne. Det er simpelthen vores talent, Suno har taget. Det er blod, sved og tårer”, siger Jesper Binzer.
Ved sidste års investeringsrunde blev Suno værdiansat til 500 millioner dollars – over 3 milliarder danske kroner. Suno er netop ved at indhente flere investeringer og forventes at blive værdiansat til 2 milliarder dollars, svarende til næsten 13 milliarder danske kroner. En forretning, som ifølge Koda er bygget på ulovlig brug af rettighedsbeskyttet musik.
Hør Kodas eksempler på originale sange og Sunos version her.
Læs videre med LB+
LB+ Total UGE
Fuld adgang til alt LB+ indhold - Ingen bindingsperiode!
Tilbud - 4 uger 4 kr.
Fuld adgang til alt LB+ indhold
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.800 produkttests!
- Store rabatter hos vores partnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med de seneste nyheder
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Magsinet digitalt – ny udgave hver måned
- Deaktivering af annoncer
- L&B+ Video – kom med L&B-redaktionen bag kulisserne, på de store tech-messer og meget mere!



