Løsningen, døbt “InfinitePlay”, er i sin enkelthed et system med to udskiftelige batterier. Mens det ene batteri sidder i musen, lader det andet op i den medfølende hub. Når musen melder om lavt batteri, kan man på få sekunder udskifte det flade batteri med det friske. På samme måde som vi har set i gaming-hovedsæt som SteelSeries Arctis Nova Elite.
Det virkelige trick ligger dog i musens indre. For at undgå den mindste afbrydelse under selve batteriskiftet har Glorious nemlig indbygget et lille “Guardian Battery,” der sikrer, at musen forbliver fuldt funktionsdygtig, selv mens hovedbatteriet er fjernet. Reservebatteri har over 10 timers kapacitet, hvilket skulle være nok til, at selv den mest fummelfingrede gamer kan nå at skuifte batteri. Dermed er den frygtede rækkeviddeangst på musemåtten reelt elimineret.
Letvægter med hestekræfter
Selvom batterisystemet er i fokus, er der ikke sparet på de øvrige specifikationer. Både Model O3 Wireless og den mere ergonomiske Model D3 Wireless er udstyret med Glorious’ nye BAMF 3.0-sensor med op til 30.000 DPI og optiske switches, der er normeret til 130 millioner klik.
På trods af den dobbelte batteriløsning er vægten holdt nede på blot 66 gram for Model O3 Wireless og 69 gram for Model D3 Wireless, hvilket placerer dem blandt de letteste performance-mus på markedet.
De nye Glorious Model O3 Wireless og Model D3 Wireless er tilgængelige fra i dag til en vejledende pris på 1.269 kr.. Der lanceres samtidig kablede versioner til 559 kr.
Mere info: Glorius Gaming



