CMF er et undermærke til Nothing, og nu kommer de første over-ear-hovedtelefoner derfra. Med et modulært design, som giver dig mulighed for at tilpasse både udseende og lydoplevelse. Med fysiske kontroller og imponerende batterilevetid skiller CMF Headphone Pro sig ud i sin prisklasse.

Skift puder – skift stil
Det mest iøjnefaldende er de udskiftelige ørepuder. Hovedtelefonerne fås i lysegrå, mørkegrå og lysegrøn, men du kan købe ekstra puder i orange eller lysegrøn for at ændre udseendet.
CMF beskriver selv Headphone Pro som havende en “art deco-elegance, næsten som et smykke skjult i en mekanisk struktur.” Det er da noget.

Fysiske kontroller i centrum
Hvor mange andre producenter har berøringsfølsomme ørekopper, satser CMF i stedet på taktile, fysiske knapper. Høretelefonerne har en drejeknap til lydstyrke og afspilning samt en skydeknap til at justere bas og diskant i realtid.

Bedre lyd-codecs
Hovedtelefonerne bruger 40 mm elementer med nikkelbelagte membraner. CMF Headphone Pro understøtter LDAC for bedre lyd via Bluetooth og har derfor Hi-Res-certificering til både kablet og trådløs brug. Vær bare opmærksom på, at lyd i høj opløsning trådløst kommer med et tab af data, så kan man virkelig kalde det høj opløsning?
Støjreduktion er adaptiv med hybridteknologi, der dæmper op til 40 dB og automatisk tilpasser sig omgivelserne. Spatial audio understøttes også, og du kan vælge mellem Cinema for klarere dialog i film og Concert for en mere livlig musikoplevelse.

Ekstrem batteritid
Det mest imponerende er dog batterilevetiden. Med op til 100 timers afspilning på en enkelt opladning (50 timer med ANC) sætter hovedtelefonerne en ny standard i deres prisklasse.
Fem minutters hurtigopladning giver fire timers lyttetid, og en smart detalje er, at du kan oplade hovedtelefonerne direkte fra din telefon med et USB-C-kabel. Det fremgår dog ikke af pressemeddelelsen, om Headphone Pro kan modtage digital lyd via USB-kabel, såkaldt DAC-tilstand.
Det er en af de ting, vi kommer til at undersøge. Vi har allerede modtaget hovedtelefonerne til test.

CMF Headphone Pro: Pris og tilgængelighed
CMF Headphone Pro koster 899 kroner og er tilgængelig fra i dag. Ekstra ørepuder i orange eller lysegrøn koster 189 kroner pr. par.
Mere info: nothing.tech



