Anmeldelse: The Seduction (Merteuil)

Den franske general, frimurer og forfatter Pierre Ambroise François Choderlos de Laclos levede og virkede i Frankrig fra 1740 til 1803.

I det Herrens år 1782 udgav han romanen Les Liaisons dangereuses (”Farlige forbindelser”) – filmatiseret flere gange, og i 1988 blev den udødeliggjort af instruktør Stephen Frears, med stjernegalleriet John Malkovich, Glenn Close og Michelle Pfeiffer i hovedrollerne (Dangerous Liaisons).

Så sent som sidste vinter kunne vi streame en helt ny serie, Cruel Intentions, baseret på 1700-tals romanen. Men selvom dygtige Sarah C. Hook gjorde det bedste ud af det blodfattige manuskript, blev det en meget uinspirerende serie uden antydning af erotisk gnist.

Nu kommer HBO Max på banen, og endelig får vi en filmatisering af romanen, der foregår i dens hjemland, med franske skuespillere i de ledende roller. Derudover er miniserien henlagt til den tid, hvor romanens handling finder sted: 1740’ernes pompøse Frankrig, med en overdådig, virkelighedsfjern adelsklasse, samtidig med at landet er i krig mod briterne i Nouvelle-France (”USA”).

 

Frigjorte kvinner

I instruktørstolen finder vi erfarne Jessica Palud (Revenir), som giver den stærke, frigørende kvindehistorie et herligt feministisk snit. Originaltitlen er Merteuil, som sigter til hovedkarakteren Isabelle de Merteuil, forbilledligt spillet af en fandenivoldsk forførende Anamaria Vartolomei. Vi spår hende en stor karriere.

Scenen sættes, da den unge Isabelle, der kommer fra simple kår, gifter sig med den, hun tror er den charmerende bejler M. Beaucaillou. Det viser sig, at navnet, og ægteskabet, er fiktivt.

Det er iscenesat af adelsmanden Valmont (Vincent Lacoste) og hans driftige, forfængelige tante, Rosemonde (Diane Kruger, Troja). Simpelthen som et lille kick for at bevise, hvor let han kan forføre kvinder og snurre dem om sin lillefinger. Både tante og nevø drives af et legende konkurrenceinstinkt og ser kun medmennesker som brikker på et skakbræt.

Fortvivlet, forsmået og rasende konfronterer Isabelle Rosemonde – som faktisk ender med at respektere den unge kvinde, der er villig til at kæmpe for sin tilværelse og stå fast på sine principper.

Hun tager hende under sine vinger (på hendes præmisser! må vi forstå), og duoen rejser til forjættede Paris for at forsyne sig af alle fristelser, dekadence og menneskelige magtpersoner, som den syngende metropol byder på. I den blaserte hovedstad bliver smukke, skælmske Isabelle hurtigt en lydig og lærevillig discipel af Rosemonde og en ledende kurtisane. Spillet er i gang!

En forførende duo – med knuste hjerter i kølvandet

I et adelssamfund styret af selvforherligende mænd, i en verden hvor kvinder havde lidt spillerum, er selve førstepræmien den mægtige grev de Gercourt (Lucas Bravo). Den kvindelige forførerduo sætter alt ind på, at Isabelle skal forføre ham – men har ikke taget højde for hans sadistiske tilbøjeligheder, magtarrogance og evne til selv at spille det beskidte spil.

Konstant i baggrunden lurer en såret Valmont, som nu har fået ægte følelser for Isabelle og længes efter hendes varme barm, bløde kys og barmhjertige nåde. Men Isabelle afviser ham kontant og er mere fokuseret på sin egen lykke, magtposition og komplette seksuelle frigørelse. Her skal der swinges!

Hun ender med at gifte sig med en gammel gris af en greve, Merteuil, og indser, at det skammelige skinægteskab er den pris, hun må betale for at have sin frihed og en mægtig position i det mandschauvinistiske samfund; følelsesmæssigt afstumpet eller ej.

Syder af sensualitet

Palud har virkelig skabt en serie, der syder af sensualitet, blonder, kniplinger, nøgne bryster og råt erotisk begær. Det hele er delikat filmet med respekt og den perfekte lyssætning – der er overhovedet intet spekulativt ved denne serie.

Måden den kloge, djævelske kvindeduo spiller deres elegante magtspil på er herligt formidlet af en kynisk Kruger og en Vartolomei, som vokser med opgaven og rollen. Til at begynde med yndig naiv og usikker, men efterhånden som spillet udvikler sig, lærer hun reglerne og bliver den dygtigste magtspiller af dem alle – som præcis ved, hvad en forførende kvinde kan få ”simple” mænd til at gøre. Måden hun sætter den unge Chevalier (Samuel Kircher) på plads på, er et af The Seductions højdepunkter.

Serien har en lidt haltende dramaturgi, hvor der til tider tages nogle lidt for hastige klip mellem scenerne, så vi pludselig føler os afspist og kastet ind i konklusionen, med løse tråde hængende i kølvandet. Den omfattende historie ville nok have været tjent med at uddybe plottet over otte (i stedet for seks) episoder.

Derudover er budgetmæssige begrænsninger nok årsagen til, at den får lidt for lidt ”luft” og føles indelukket. Mange karakterer til trods, centrerer den sig om de fire hovedroller i nærmest et intenst kammerspil. Det er først i sidste episode, at vi endelig får Versailles og den udvidede royale kreds at se.

Sine begrænsninger til trods er The Seduction blevet en forførende serie, med legesyge, magtlystne kvinder i centrum, der udnytter menneskeligt begær, lyster og dekadence for at opnå deres ambitiøse mål. Med to så dygtige skuespillerinder i hovedrollerne, en fascinerende historisk setting og kulisser, kostumer og foto, der oser af gennemgående kvalitet, tøver vi ikke med at uddele fire solide stjerner.

The Seduction får sin streamingpremiere på HBO Max den 14. november. Der udgives én episode ugentligt. Anmeldelsen er baseret på samtlige seks episoder.