Man ser lidt af hvert på de kilometerlange gange i messehallerne under Berlins Funkturm. Verdens største forbrugerelektronikmesse, IFA, er i fuld gang, og producenterne kappes om opmærksomheden med stadig vildere teknologi. Midt i al virakken finder man dog også dem, der stædigt forfiner det velkendte. Den tyske lydspecialist Beyerdynamic ankommer i år med en trio af nye, trådløse hovedtelefoner, hvor strategien er klar: Der skal være et specialiseret produkt til ethvert behov.
Hovednyheden er rettet mod den krævende bruger, der ofte er på farten. Over-ear-modellen Aventho 200 er en klassisk rejseledsager, der byder på akiv støjreduktion (ANC) og en medhørsfunktion (transparency mode). Motoren er et par 45 mm dynamisk drivere.

Til onlinemøder og opkald, selv når man står i en larmende afgangshal, er hovedtelefonen udstyret med Qualcomm cVc, der skulle bortfiltrere baggrundsstøj.
Den helt store nyhed er dog usynlig, da Aventho 200 er de første trådløse hovedtelefoner fra Beyerdynamic med et let udskifteligt batteri. Batteritiden er i sig selv imponerende med op til 63 timer uden ANC, og en lynopladning på 15 minutter giver strøm til 16 timers afspilning.
Prisen for Aventho 200 er sat til 249 euro (ca. 1.850 kroner).
Fra forretningsrejsen til løbestien. Amiron 200 er et sæt helt trådløse åbne ørepropper, designet specifikt til løbere og sportsudøvere. Det åbne design, kombineret med en let ørekrog, sikrer, at man kan høre trafik og omgivelser, mens man lytter til motiverende rytmer. De er IP54-certificeret til at modstå støv og sved og leverer en lyd, der beskrives som dynamisk med en særligt fyldig bas. Det sidste skal muligvis tages med et gran salt, da basgengivelsen er åbne proppers akilleshæl.

Prisen for Amiron 200 er 179 euro (ca. 1.350 kroner).
Endelig appellerer Amiron Zero til den livsstilssegmenetet med et helt nyt design. Det er såkaldte “clip-on” øretelefoner, der med en C-formet bøjle sidder clipses fast øret i stedet for at gå ind i øregangen. Med en vægt på blot seks gram per styk er de stort set vægtløse. Beyerdynamic lover, at de stadig leverer præcis lyd, uden at man mister kontakten med omverdenen.

Prisen for Amiron Zero er 149 euro (ca. 1.100 kroner).
Alle tre modeller forventes at lande i butikkerne i fjerde kvartal af 2025.



