Signify har i forbindelse med IFA-messen i Berlin offentliggjort den største produktopdatering i Philips Hue-seriens historie. Selskabet lancerer den nye Hue Bridge Pro, en Essential-serie til lavere priser og et betydeligt udvidet sortiment af LED-lightstrips.
Ny Bridge Pro skal håndtere større systemer
Hue Bridge Pro erstatter den nuværende Philips Hue Bridge som topmodel i sortimentet. Den nye sorte enhed har ifølge Signify en processor, der er fem gange mere kraftfuld, og en hukommelse, der er 15 gange større end forgængeren.
Bridge Pro understøtter op til 150 lamper og 50 andre slags enheder, mens den nuværende Bridge er begrænset til 50 lamper. Systemet kan gemme over 500 tilpassede lysscener sammenlignet med 200 scener på standardmodellen, oplyser Signify.

Den nye enhed introducerer såkaldt MotionAware-teknologi, som ifølge Signify kan omdanne Hue-lamper til bevægelsessensorer. Funktionen kræver mindst tre lamper i samme rum for at fungere og sender notifikationer, når der registreres bevægelse.
Brugere kan overføre eksisterende indstillinger fra en nuværende Bridge med få klik, lover Signify. Support til at kombinere flere bridges i én Bridge Pro kommer inden årets udgang.

Essential-serie sænker indgangsbarrieren
Den nye Essential-serie omfatter A60 E27-pærer, GU10-spots og lightstrips til lavere priser end hovedsortimentet. Produkterne kører på samme software og teknologi som øvrige Hue-produkter, men uden den fulde premium-lyspræstation, forklarer Signify.
Essential-produkterne fungerer via Bluetooth og er kompatible med hele Hue-økosystemet. De kan dæmpes helt ned til to procent af den samlede lysstyrke og understøtter forskellige hvide og farvede nuancer.
Samtidig har Signify opgraderet den klassiske A60 E27-pære med 40 procent forbedret energieffektivitet og mulighed for at dæmme helt ned til 0,2 procent. De nye pærer understøtter Matter over Thread ud over eksisterende Zigbee- og Bluetooth-forbindelser.

Syv nye lightstrip-modeller
Lightstrip-sortimentet udvides med syv nye modeller, herunder flere der er kraftige nok til at fungere som primær belysning i rum. Philips Hue OmniGlow lightstrip bruger CSP-teknologi til at levere ensartet lys uden synlige LED-punkter og op til 4.500 lumen.
Andre nye modeller omfatter Flux lightstrip til dekorativ belysning, Flux ultra bright til funktionel indendørsbelysning og Flux outdoor til udendørs anvendelse. Essential-serien inkluderer to lightstrip-varianter til lavere priser.
De nye lightstrips kan klippes til, forlænges og genbruges afhængigt af model, hvilket giver øget fleksibilitet ved installation, garanterer producenten.
Festavia-serie udvides til helårsbrug
Den eksisterende Festavia-serie suppleres med Permanent lyskæde og Globe lyskæde til udendørs brug året rundt. Permanent-modellen er designet til installation langs facader og taglinjer, mens Globe-varianten har lightguide-design til terrasser og altaner.
Begge produkter er IP65-certificerede og kan synkroniseres med Spotify for musikstyrede lysshows, oplyser Signify.
Sikkerhedsprodukter og AI-funktioner
Hue Secure-serien udvides med en kablet videodørklokke med 2K-opløsning og 180 graders fisheye-objektiv. Enheden kan aktivere Hue-lamper automatisk og tilbyder tovejs-kommunikation.
Et nyt 2K kablet kamera supplerer det eksisterende sortiment med højere opløsning. Signify tilbyder nu gratis 24-timers videoarkiv for alle Secure-brugere, hvilket tidligere krævede abonnement.
Den generative AI-assistent, som blev lanceret i begyndelsen af 2025, er nu tilgængelig på de fleste markeder og kan foreslå lysscener baseret på brugerens beskrivelser.

Partnerskab med Sonos
Sidst, men ikke mindst, har Signify indgået et samarbejde med Sonos om integration af lyd og lys, fortæller de to producenter.
Som første skridt vil Sonos Voice Control-brugere kunne styre Hue-lamper med stemmekommandoer, men producenten har ikke oplyst yderligere detaljer om tidspunkt eller funktionalitet.
Pris og tilgængelighed
Hue Bridge Pro koster 679 kroner og bliver tilgængelig i september 2025. Essential A60 E27-pærer og GU10-spots koster begge 199 kroner og lanceres samtidig.
De nye lightstrips spænder fra 529 kroner for Flux-modellen til 1.129 kroner for Flux outdoor, med tilgængelighed mellem oktober og december 2025. OmniGlow lightstrip koster fra 1.049 kroner og kommer i november.
Festavia Globe lyskæde koster fra 1.199 kroner og lanceres i september, mens Permanent-modellen koster fra 2.249 kroner og bliver tilgængelig i december 2025.
Secure videodørklokken koster 1.279 kroner, mens det nye 2K kamera koster 1.349 kroner. Begge produkter lanceres i oktober 2025.
Læs videre med LB+
LB+ Total UGE
Fuld adgang til alt LB+ indhold - Ingen bindingsperiode!
Tilbud - 4 uger 4 kr.
Fuld adgang til alt LB+ indhold
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.800 produkttests!
- Store rabatter hos vores partnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med de seneste nyheder
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Magsinet digitalt – ny udgave hver måned
- Deaktivering af annoncer
- L&B+ Video – kom med L&B-redaktionen bag kulisserne, på de store tech-messer og meget mere!



