Den korte, men betydningsfulde, alliance mellem Pioneer og Premium Audio Company er forbi. Bruddet sker i kølvandet på, at begge selskaber har fået nye ejere med hovedfokus på bilindustrien, hvilket rejser spørgsmål om fremtiden for de klassiske hi-fi-produkter.
I en verden af konstant forandring for de klassiske hi-fi-producenter, er endnu et kapitel nu slut. Premium Audio Company (PAC) – et datterselskab af VOXX International, der blev etableret i 2020 og ejer mærker som Klipsch og Onkyo – har meddelt, at licensaftalen med Pioneer Corporation ikke vil blive fornyet.
Aftalen, der blev indgået i 2021 i forbindelse med PAC’s opkøb af Onkyo, gav PAC rettighederne til at udvikle og sælge hjemmebiograf-produkter under Pioneer- og Pioneer Elite-navnene. Det skabte en fælles udviklingsplatform for AV-receivere fra både Onkyo, Integra, Pioneer og Pioneer Elite, hvilket resulterede i produkter, der delte en betydelig mængde teknologi under motorhjelmen.
I en mail til distributører og forhandlere beskrives bruddet som en “gensidig beslutning” – en diplomatisk vending, der signalerer afslutningen på et partnerskab, der, selvom det var kort, samlede nogle af branchens mest kendte navne.
For forbrugeren betyder det, at de tætte teknologiske bånd mellem mærkerne nu kappes. Udviklingen af kommende Pioneer og Pioneer Elite-produkter til hjemmebiografen vender tilbage til Pioneer Corporation selv.
Det er vigtigt at understrege, at bruddet udelukkende gælder for hjemme-AV-divisionen. Pioneers anerkendte produkter inden for bilstereo, hovedtelefoner og professionelt DJ-udstyr har hele tiden været en del af Pioneers moderfirma.
Er hi-fi blot et vedhæng?
Baggrunden for bruddet skal findes i de seneste måneders store omvæltninger. Begge selskaber er for nylig blevet opkøbt af virksomheder, hvis primære forretningsområde er teknologi til bilindustrien. Pioneer Corporation blev i juni opkøbt af CarUX, en specialist i “smarte cockpit-løsninger”, mens PAC er et datterselskab til VOXX, der i april blev opkøbt af bilteknologi-koncernen Gentex.
Dette rejser en nærliggende mistanke: Hvor meget betyder hjemme-hi-fi egentlig i det store spil? Man kan nemt få den tanke, at de nye ejere har været mere interesserede i adgangen til bilproducenterne end i at sælge surround-receivere.
Historien har et lignende og meget tydeligt fortilfælde. Da Samsung i 2016 købte den enorme Harman-koncern, der ejer mærker som Harman Kardon og JBL, var det ikke forstærkere og højttalere til stuen, der trak. Den officielle meddelelse betonede potentialet i “automotive and connected technologies”. Et kig i Harmans regnskaber for selvsamme år bekræfter billedet: Omkring 65 procent af hele koncernens omsætning kom fra salg direkte til bilproducenter. Hjemme-produkterne fulgte med i handlen, men det var teknologien og kunderne i bilindustrien, der var den reelle guldgrube.
Spørgsmålet er, om vi ser en gentagelse. Vil de nye ejere hos CarUX investere de nødvendige ressourcer i at udvikle nye Pioneer-produkter til hjemmebiografen, eller vil de lade den del af forretningen visne hen til fordel for mere lukrative kontrakter med bilindustrien?
Indtil videre er fremtiden for Pioneers plads i hjemmebiografen uvis. Imens vil PAC, ifølge dem selv, fokusere på at “vokse vores kernemærker” og har forsikret, at de fortsat vil yde support på de Pioneer-produkter, der blev lanceret under deres korte, men tætte, alliance.
Læs videre med LB+
LB+ Total UGE
Fuld adgang til alt LB+ indhold - Ingen bindingsperiode!
Tilbud - 4 uger 4 kr.
Fuld adgang til alt LB+ indhold
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.800 produkttests!
- Store rabatter hos vores partnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med de seneste nyheder
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Magsinet digitalt – ny udgave hver måned
- Deaktivering af annoncer
- L&B+ Video – kom med L&B-redaktionen bag kulisserne, på de store tech-messer og meget mere!



