TESTS Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

TEST: Witt Premium Pastamaskine WPPM220B

Mere automatisk bliver det ikke

Witt’s pastamaskine tilbyder noget af den nemmeste og bedste pasta, men man skal først lære den at kende.

Af / 09/08/2025 - 09:53
Witt Premium Pastamaskine WPPM220B

Home mener

  • Automatisk vanddosering. Der er ikke særlig meget dejspild pr. gang. Nem at gøre ren.
  • Mel kan sætte sig fast kritiske steder i maskineriet. Ikke intuitiv i starten.

Witt Premium Pasta Maker kan selv dosere vand via en indbygget vandtank og kræver kun, at brugeren hælder den ønskede mængde mel i. Den mindste mængde pasta, man kan lave, er 200 gram.

Maskinen er klassisk opbygget med et plastikkammer, hvor mel og væske blandes, og en stor metalskrue, som presser dejen ud gennem en udskiftelig form. Under formen er der en blæser, der forhindrer, at pastaen klistrer sammen, når den formes.

Der følger i alt syv plastikforme med til Witt Pasta Maker, som kan lave spaghetti, spaghettoni, cappelli d’angelo, tagliatelle, fettucine, penne og lasagne.

witt pastamaskine anmeldelse
(Foto: Lasse Torp Hansen)

Husk brugsanvisningen

Der er seks automatiske og to manuelle programmer indbygget, og man skal ind i brugsanvisningen for at forstå dem. Det er irriterende, især da der ikke medfølger en trykt brugsanvisning, men kun en QR-kode. Den leder til en liste over alle Witt’s mange, mange brugsanvisninger. Opskrifterne er tilpasset forskellige typer mel og designet til at dosere den korrekte mængde vand til hver meltype. Det kræver lidt træning at huske, hvilke programmer der er til hvad.

Vil man lave pasta med æg, skal man bruge et af to manuelle programmer, hvor man selv tilføjer væsken. Maskinen fortæller hvor meget, baseret på mængden af mel du har hældt i, og ælter i ca. 3-4 minutter.

Annonce

Witt Premium Pasta Maker giver mulighed for at opdele æltningen og selve pastaformningen. Så hvis du ikke synes, den automatiske indstilling ælter længe nok, eller du foretrækker at lade dejen stå lidt og ‘hydrere’, som det kaldes, når dejen får lov at hvile efter æltning, kan du bruge de manuelle knapper. Et tryk på ‘ælt’ starter processen, og maskinen kører i 10 minutter.

witt pastamaskine test
Ikke den mest forståelige brugeroplevelse i starten. (Foto: Lasse Torp Hansen)

Pastakvalitet

Det er sjældent, at man kan købe frisk pasta uden æg i supermarkederne. Den mulighed har du her. Pasta lavet med finmalet durum, også kaldet semolina eller samola, bliver særdeles lækker i Witt Pasta Maker. Pasta, som udelukkende er lavet på vand og mel, er også langt nemmere at tørre, hvis man gerne vil have et lager af hjemmelavet pasta stående.

Maskinen klarer alt arbejdet, men det automatiske program til semolina giver en meget ru og lidt grim tekstur. Selv om smagen ikke påvirkes, bliver det svært for pasta af penne-typen at holde sin form ordentligt. Vil man have pæn, glat pasta, er det bedst at lade dejen hvile i 10-20 minutter efter æltning, inden den presses ud.

Dette gjaldt for de fleste pastatyper, jeg lavede. Vil man have mest muligt ud af sin maskine, er det den manuelle vej, man skal gå. Du skal blot overvåge processen, da maskinen stadig vejer, ælter og presser alting. Og selv hvis dejen ikke får den perfekte tekstur, formår maskinen stadig at presse acceptabel pasta ud af den, så man bliver ikke straffet for at prøve noget nyt.

Resultatet er frisklavet pasta med et tilfredsstillende bid og masser af elastisk tekstur. Tørrer man sin pasta, kan man nemmere ramme den perfekte al dente.

Æggepasta var til gengæld solidt over supermarkedskvalitet, men under det, man selv kan lave med en kagerulle. Det skyldes primært, at maskinen skal bruge udvandet æg, mens traditionel æggepasta kun består af mel og æg. Men især tagliatellien smagte stadig forrygende med god elastisk tekstur og en luksuriøs smag – både med traditionelt hvedemel og semolina.

Witt_Pastamaskine_4 Witt_Pastamaskine_3
<
>
Pastaen bliver mindre ujævn, når formen er varmet lidt op. (Foto: Lasse Torp Hansen)

Bedre smag end konkurrenten

Sammenlignet med Philips Series 7000 er Witt Pasta Maker sværere at lære at kende, men langt mere brugervenlig og effektiv, når man endelig forstår den. På trods af, at især de automatiske programmer forvirrer i starten, er maskinen meget tilgivende til hverdag. Og hvis pastaen er lidt for våd, kan den stadig presses effektivt ud af mekanismen, hvilket har været en udfordring med Philips Series 7000. Rengøring er ca. lige så besværligt på de to maskiner, men Witt er hurtigere at tage fra hinanden og samle igen.

Til gengæld er der en tendens til, at mel samler sig i skruehuller og samlingspunkter i Witt Pasta Maker, hvilket leder til en del frustrationer midt i madlavningen. Ved flere lejligheder har jeg været nødsaget til at vende den på hovedet for at få mel ud (husk for guds skyld at fjerne vandtanken inden, ellers bliver man virkelig sur!) og starte forfra. Ikke ideelt.

I en direkte smagstest mellem de to maskiner var der bred enighed (både hos mig og mine testkaniner) om, at pastaen fra Witt smagte bedre end den fra Philips. Teksturen og tykkelsen på især spaghetti-formen sikrede sejren. Og fordi den er mere tilgivende med dejens tekstur, er den også mere fleksibel i forhold til eksperimentering.

witt premium pasta maker
(Foto: Lasse Torp Hansen)

Konklusion

Witt Pasta Maker skaber nogle frustrationer de første par gange, man bruger den. Men herefter er den en solid pastatjener, som virkelig gør det nemt at eksperimentere og sjældent fejler i at levere lækker aftensmad. Den bliver bedre, jo mere man lærer den at kende, men man kan sagtens slippe af sted med kun at bruge de automatiske programmer.

Smagen er selvfølgelig det vigtigste, og Witt leverer pasta med både en lækker smag og skøn tekstur, som overgår konkurrenten fra Philips. Den er derfor vores testvinder!

Karakter
Witt Premium Pastamaskine
Premium

Også i denne test:

Philips 7000 series Pasta Maker HR2665/93

Solid arbejdshest af en pastamaskine

Denne automatiske pastamaskine fra Philips tilbyder en nem måde at komme i gang med den ædle pastakunst på.

Intuitiv og simpel brugerflade. Indbygget indstilling til pasta med æg.
Ingen automatisk vanddosering. Der sidder en del dej fast i maskineriet, som er spildt hver gang.
Læs hele testen
Lasse Torp Hansen
(f. 1996): Journalist på L&B Home. Lasse er udgivet i bl.a. Bil Magasinet, Børsen Pleasure, Brugte Drømmebiler og Filmmagasinet Ekko. Lasse viste sig desværre at være en ret tarvelig akademiker, men til gengæld vældig god til at videreformulere de universelle sandheder, som holder ham vågen om natten: Såsom det faktum, at elbiler tit deler designfilosofi med gamerudstyr, og at Erna i krig har samme plot som Find Nemo. Hans primære besættelser er biler, kaffe, tech, design, og film.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs videre med LB+

stopper automatisk

LB+ Total UGE

Fuld adgang til alt LB+ indhold - Ingen bindingsperiode!

TILBUD

Tilbud - 4 uger 4 kr.

Fuld adgang til alt LB+ indhold

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

59 kr
4 kr / første mnd
108 kr / mnd
Med LB+ får du:
  • Adgang til mere end 7.800 produkttests!
  • Store rabatter hos vores partnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med de seneste nyheder
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Magsinet digitalt – ny udgave hver måned
  • Deaktivering af annoncer
  • L&B+ Video – kom med L&B-redaktionen bag kulisserne, på de store tech-messer og meget mere!

Et lille skridt for brugeren - et stort skridt for Hue-universet

En rigtig ninja i køkkenet

Stilfuld smart dørlås

Hele tre ting på en gang

Smart sikkerhed i al slags vejr

Bagt, sprødt og næsten som i Italien

Rengøring fra allerøverste hylde

Overvågning med Wi-Fi og 4G

Ny Hue-lampe giver endnu mere smæk på farvespillet

Samsungs supersugekraft

Pletternes værste fjende

Indbrudstyvens værste fjende