Soulution laver ægte schweizisk high-end, kendt for at levere en lyd, der er en drøm for ørerne – og et mareridt for bankkontoen.
Det faktum, at Soulution 3-serien er den mest prisvenlige produktserie fra den side, skal ikke narre dig til at tro, at det faktisk er noget, alle har råd til. Vi taler om op til flere hundrede tusinde kroner pr. komponent!
Det er dog stadig småpenge sammenlignet med de dyrere 5- og 7-serier, hvor nogle produkter koster over en million!
Den mest populære serie opgraderet
3-serien er til gengæld den mest populære produktserie fra Soulution, netop fordi det er muligt for entusiaster at købe her, hvis de sparer og prioriterer deres økonomiske ressourcer.
Nu tager Soulution serien til nye højder med en omfattende opdatering af hele modelprogrammet.
De nye Soulution 3-serie-modeller:
- 312 effektforstærker
- 326 forforstærker (med valgfri phono og DAC)
- 331 integreret forstærker (med valgfri phono og DAC)
- 350 MC phonotrin
- 360 DAC
Mere effekt – endnu bedre fase
Effektforstærkeren 312 og den integrerede forstærker 331 har en ny switchmode-strømforsyning med 4.200 W spidseffekt. Det giver betydeligt mere kraft og kontrol, men også højere opløsning, især i basområdet. Samtidig er alle små signalkredsløb blevet optimeret for at minimere selv de mindste faseforskydninger, hvilket giver et ekstra godt stereoperspektiv, større rumlig gengivelse og bedre timing og rytme.
Mere alsidig med DAC og phono
Forforstærkeren 326 fås nu, ligesom den integrerede 331, med indbygget DAC og MC-phonotrin. Hvis du ønsker endnu højere ydeevne, tilbyder phono-forstærkeren 350 og den selvstændige DAC 360 endnu højere ydelse end deres forgængere, ifølge producenten.
Teknologi i verdensklasse
Selv om 3-serien er Soulutions “entry-level-modeller”, er teknologien i verdensklasse, ifølge Soulution selv. Fokus har altid været på at optimere signalvejen, ikke mindst ved at reducere faseproblemer og øge effektreserverne. Resultatet er en high-end oplevelse ud over det sædvanlige – med bedre fokus, bedre rumlighed og endnu mere livagtig musik.
Et mareridt for din bankkonto.
Men du skal være ret velhavende – eller have ret skøre prioriteter (i almindelige menneskers øjne, men tydeligvis ikke i vores!) – for at komme ind i Soulution-verdenen, selv på 3-serie-niveau. De vejledende udsalgspriser er 16.000 schweizerfranc (122.000 kroner) for forforstærkeren 326 uden ekstra moduler, 20.500 schweizerfranc (156.000 kroner) for effektforstærkeren 312 og 25.000 schweizerfranc (191.000 kr.) for den integrerede forstærker 331.
Phono-forstærkeren 350 koster 16.500 schweizerfranc (126.000 kroner), og DAC’en kommer til at koste 18.500 schweizerfranc (141.000 kroner).
Da vi har 25 procent moms her i landet, hvor det er 8,1 procent i Schweiz, skal du nok lægge lidt over 15 procent til priserne – og så en sjat til til forsendelse. Med andre ord skal du nok regne med 20 procent oveni de omregnede priser.
Mere info: soulution-audio.com