Vi skal måske ikke begynde at overveje, hvor praktisk det er. Men det fortjener allerhøjeste nørdrespekt med stående honnør at forvandle en 46-tommers touchskærm til Android-styret sofabord. Ingen tvivl om det.

Android-bordet er resultatet af et samarbejde mellem Ideum og 3M. Deres ingeniører har arbejdet på at tilpasse Googles styresystem til store berøringsskæme, hvilket igen har ført til skabelsen af dette sofabord.
Og det bedste er, at det faktisk kan købes!
Bordet, som har produktnavnet C4667PW, benytter en 46-tommers Full HD 1080p LCD-skærm fra 3M. Hvad prisen bliver, ved vi ikke endnu. Men Ideum har allerede et Windows-baseret stuebord til salg for 6.950 dollars (ca. 39.000 kroner), så billigt bliver det med garanti ikke.
Der vil også komme en 32-tommers version af Android-bordet.
Kilde: ideum.com