Du må ikke have andre guder end iPod

Creative ZEN X-Fi 3
Pris: Set til 769 kroner
Web: creative.com
Her er en musikafspiller, som fokuserer 100 procent på at give dig den bedst mulige musikoplevelse til en rimelig pris.

Creative ZEN X-Fi 3 har en 2 tommers 256K touch-skærm med en opløsning på 176 x 220 pixels, og selv om skærmen ikke kommer i nærheden af den, der sidder på iPod touch, kan den stadig afspille film i dvd-kvalitet i en opløsning på 640 x 480 pixel. Den understøtter DivX, og du kan flytte alle slags filer til den via drag-and-drop. På lydsiden giver den baghjul til iPod med understøttelse af FLAC, og så har den sørme også FM-radio og Bluetooth 2.1 (understøtter aptX, AVRCP & A2DP). ZEN X-Fi 2 kommer i fire versioner med henholdsvis 8, 16, 32 eller 64 GB hukommelse.

Cowon iAudio 10
Pris: Set til 1.239 kroner for 16 GB-model
Web: cowonglobal.com
Der er andre firmaer i Korea end det dér kæmpestore, hvis navn starter med S. Et af dem er Cowon, hvis motto meget sigende er “Digital Pride”. Firmaet laver nemlig nogle af de bedste mobile musikafspillere på markedet, og iAudio 10-modellen er et godt eksempel.

Her er selvfølgelig understøttelse af FLAC samt formater som OGG, APE, M4A/AAC og WAV. Afspilleren har en signal/noise ratio på 95 dB, og brugerfladen på den lækre 3 tommers kapacitive skærm er intuitiv og fuld af funktioner. Video spiller den i formaterne AVI, WMV og ASF, og den klarer også Xvid-codec. Cowon iAudio 10 fås med enten 4, 8, 16 eller 32 GB hukommelse.

Sony NWZ-F806 Walkman
Pris: Set til 2.499 kroner
Web: sony.dk
Der var engang, hvor ordet “Walkman” var synonymt med mobil musikafspiller, og selv om det er længe siden, har Sony absolut ikke tænkt sig at smide håndklædet i ringen. Det nyeste skud på Walkman-stammen er F-seriens F806 Walkman, som er så meget anti-iPod, at den ligefrem er baseret på det konkurrerende Android-styresystem.

Denne herlige gadget har en baggrundsbelyst LED touch-skærm på 3,5 tommer, og den understøtter selvfølgelig Sonys egen streaming-musiktjeneste, Music Unlimited. Under hjelmen har den en S-Master MX forstærker, og så understøtter den en række af Sonys egne lydforbedrende teknologier såsom Clear Stereo og Clear Base. Derfor er det en smule underligt, at NWZ-F806 ikke kan afspille FLAC, men det er også det eneste, der er at udsætte på den nye Walkman. Denne model har 32 GB lagerplads.

Jeg fattede ingenting
Forrige år var det ti år siden, Apple lancerede den første iPod. Siden da er der langet mere end 275 millioner iPods over disken rundt om i verden, og den bærbare musikafspiller med de karakteristiske hvide høretelefoner er i dag blevet et design-ikon.

Dengang, i 2001, så iPod dagens lys under sloganet “1.000 sange i din lomme”, og sammen med en meget let genkendelig reklamekampagne, der primært viste mørke silhuetter af dansende mennesker mod en meget farverig baggrund, lykkedes det for Apple at præsentere iPod’en for hele menneskeheden, som var der tale om en helt ny produktkategori og teknologi.

Og jeg husker det, som var det i går. Jeg gik måbende rundt og så på alle reklamerne og fattede ikke en lyd af, hvordan Apple kunne slippe af sted med at reklamere for noget så normalt og absolut ikke-nyt som en MP3-afspiller, som om det var den dybe tallerken, de havde opfundet ovre i Cupertino.

Sagen er jo den, at det elektroniske musikformat MP3 og de mobile MP3-afspillere – i hvert fald blandt os nørder – var temmelig udbredt allerede i slutningen af 90’erne. Derfor var det en smule komisk at se Apple føre sig frem med den dér iPod, der ikke engang kunne nær så meget som mange af de MP3-afspillere, der allerede var på markedet.

Jeg husker bl.a. Rio PMP300 fra Diamond, som kom tilbage i 1998. Den havde kun 32 MB hukommelse, men det var nok til at lagre 8-10 sange, hvilket var rigeligt i en tid, hvor de fleste af os koblede op til internettet via et 56K modem. I 2000 kom Creative NOMAD Jukebox med vanvittige 6 GB lagringsplads, men da var ISDN også kommet ud til de fleste, og der var nogle af os, der så småt var begyndt at få ADSL derhjemme. Og så var der jo den her tjeneste, der hed Napster, som bare væltede sig i ulovlig musik.

Ergo fattede jeg ikke en brik af, hvad Apple havde gang i. Nørderne vil aldrig røre den her iPod med en ildtang, tænkte jeg, og jeg nægtede simpelthen at tro på, at det skulle kunne lade sig gøre for Apple at sælge MP3-afspillere til helt almindelige mennesker, bare fordi de havde lavet en smart reklamekampagne.

Lad os bare sige, at jeg tog fejl …