I år er det 33 år siden, at en af reaktorerne på atomkraftværket i Tjernobyl i det daværende Sovjetunionen (i dag Ukraine) bogstavelig talt sprang i luften. Den værste atomulykke nogensinde var en kendsgerning – og sovjetrusserne gjorde alt, hvad de kunne, for at dække over skandalen.

Det er en dyster scenografi, vi præsenteres for. Den lille by tæt på det store atomkraftværk er arketypisk russisk med gigantiske betonboligblokke så grå, ensformige og dystre, som kun en totalitær kommunistisk stat kan bygge dem.

Kraftværkets ledelse forsøger så længe som muligt at dække over katastrofen. Med løgne, bedrag og hårdnakket benægtelse rapporterer de til Moskva, at alt er under kontrol, og at strålingen er ubetydelig. Her må hverken enkeltpersoner eller staten tabe ansigt.

Generalsekretær Gorbatjov udpeger Boris Sjerbina (Skarsgård) til at rejse til Ground Zero og rapportere tilbage til Kreml. Med ham følger landets førende kernefysiker, Valerij Legasov (Harris). Katastrofens omfang afdækkes gradvis i al sin gru, og Sjerbina og Legasov får ansvaret for at rydde op i dette helvede.

Den kommunistiske partielite, godt hjulpet af et effektivt KGB, gjorde sit yderste for at dække over og nedtone katastrofen. Regimet skulle for enhver pris undgå ridser i lakken – så meget for glasnost …

Flere scener domineres af tungt teknisk fagsprog, men det forklares, så lægfolk kan forstå det, og dermed bliver Chernobyl både underholdende og lærerig.

I dag har alle hørt om ulykken – og fået deres del af det radioaktive nedfald, der også bredte sig til vores breddegrader. Langt mindre kendt er det, at ulykken var tæt på at udvikle sig til en endnu større katastrofe, der ville have gjort et halvt kontinent ubeboeligt i århundreder.

“Fordelen” ved et totalitær regime er, at der ikke stilles spørgsmål, og at liv kan ofres, uden at folket gør oprør. Hvilket faktisk bidrog til at begrænse katastrofens omfang. Seriens stærkeste scene er, da “frivillige” soldater kommanderes ud på reaktorens tag for at skovle ekstremt radioaktiv grafit ned i krateret. Efter at have opholdt sig to-tre minutter på taget vil man dø af strålingen.

Stellan Skarsgård er solid som svensk granit og passer perfekt til rollen som partipamperen, der efterhånden får et mere nuanceret syn på både katastrofen, dækoperationen og selve regimet. Afgjort seriens mest fascinerende karakterudvikling. Jared Harris er også perfekt castet som den lidt tørre atomfysiker med den store retfærdighedssans, der dog ikke går af vejen for at ofre nogle liv, hvis det er påkrævet.

Trods nogle mindre svagheder er Chernobyl klart årets bedste serie. Skræmmende virkelighedstro drama, fremragende skuespil og en dramaturgi, der er som taget ud af Helvede selv, gør den til en øjeblikkelig klassiker.