Hvis du har brug for rigtig god plads på computerens skrivebord og er parat til at ofre en god del af det fysiske ditto, så har Philips en skærm, der kan udnytte den høje 4K-opløsning fuldt ud. Med et diagonalmål på en hel meter er BDM4065UC nok noget af det største, man kan tænke sig at sætte på skrivebordet.
Med fire gange skarpere billeder og fire gange så høj opløsning som almindelig Full HD parret med et 40″ panel, loves der skarpere detaljer, præcision – og plads at have mange åbne vinduer samtidig.
Og skulle det alligevel ikke være nok, nævner Philips i pressemeddelelsen, at man takket være det slanke design og den tynde kant kan stille to styks op ved siden af hinanden, uden at panoramaudsigten distraheres af skærmkanterne. Det er sandsynlivis sandt. Men så bliver de næsten to meter skærm til gengæld også det eneste, man kan se fra arbejdspladsen!
Forbindelserne i orden
Skærmen kan tilsluttes en bred vifte af kilder. Med den indbyggede DisplayPort 1,2 kan man overføre data og billeder uden forsinkelser med en hastighed på op til 10,8 gbps. Skærmen kommer også med MHL-support, så man kan se indhold fra ens mobiltelefon på en stor skærm, mens telefonen lader op, samt USB 3.0 og HDMI 1.4 til at streame digitale videoer og lyd i høj kvalitet fra en bærbar computer en Blu-ray-afspiller.
Philips 40″ BDM4065UC-monitoren kan købes fra midten af december til en vejledende pris på 6.499 kroner.
Fakta – Philips 40” BDM4065UC-monitor
- Paneltype: LCD panel type, W-LED-bagbelyst
- Panelstørrelse: 39,56″ / 100,5 cm
- Opløsning: 3.840 x 2.160, 60 Hz opdatering
- Betragtningsvinkel: 176º (H) / 176° (V)
- Lysstyrke: 300 cd/m²
- Farver: 1.07 milliarder
- Tilslutninger: USB 3.0 x 4, VGA, DisplayPort, mini DisplayPort, HDMI (digital, HDCP), MHL-HDMI (digital, HDCP), PC audio-in, headphone out
- Sync Input: Separate Sync, Sync on Green



