Bluesound Powernode (N331)

Forstærkeren med det tredje hjul

Bluesound Powernode N331 byder på mere effekt og en unik mulighed for at tilslutte en centerhøjttaler. Spørgsmålet, om den nye feature er en genistreg eller en kuriøs detalje.

Bluesound Powernode N331

(Foto: Bluesound)

Der er noget tiltalende ved elektronik, der ikke praler med sine evner. Bluesound Powernode har i flere generationer haft samme diskrete formfaktor som en skolemadkasse.

Den prisbillige lillebror, Powernode Edge, imponerede os i sin tid med en overordentlig engageret og levende lyd, mens forgængeren, Powernode N330, var en solid all-rounder.

Læs også TEST: Bluesound Powernode (N330) Den lillebitte streaming-forstærker Powernode fra Bluesound er blevet endnu bedre og er afgjort den stærkeste i sin klasse.

Nu er flagskibet i serien tilbage i en ny version med det uophidsende versionsnummer N331. Ved første øjekast er alt ved det gamle. Men under overfladen har Bluesounds ingeniører både skruet op for effekten og tilføjet en funktion, som ingen af konkurrenterne har.

Spørgsmålet er, om det er en genistreg eller blot en kuriositet. Lidt som hvis en bilproducent tilbød en model med tre forhjul og stolt proklamerede, at den havde flere end konkurrenterne.

Med Bluesound Powernode kan man opbygge et 3.1-system til hjemmebiografen. (Foto: Bluesound)

Fra stereo til centerkanal

Den primære nyhed er muligheden for at drive en dedikeret centerhøjttaler. Med udgange til venstre, højre og center-kanal forvandles den lille boks fra en ren stereoforstærker til hjertet i et 3.1-system. Herfra kan systemet udvides til fuld 5.1 surround på to måder: Enten trådløst med et par Bluesound Pulse-baghøjttalere, eller ved at tilslutte endnu en Powernode til at drive et par kablede baghøjttalere.

Forbindelsen til TV’et sker via HDMI eARC, og forstærkeren understøtter det udbredte Dolby Digital surround-format. Det er værd at bemærke, at der ikke umiddelbart er understøttelse for det konkurrerende DTS-format, hvilket kan være en begrænsning for nogle filmentusiaster. Og heller ikke 3D-formater som Dolby Atmos.

Flere muskler og finere fornemmelser

Effekten har fået et nøk opad til 100 watt per kanal i stereo, takket være en ny generation af Bluesounds forstærkerteknologi. Forbindelserne er også udvidet med en USB-C lydindgang, og for hovedtelefonlytterne er der godt nyt i form af en forstærker fra THX. Ligesom vi så den på specialudgaven Node X.

Læs også TEST: Bluesound Node X (N131) Hvis du mangler streaming på anlægget, er Bluesound Node X en perfekt løsning. Og nu med endnu bedre DAC.

Heldigvis er alt det, der gjorde forgængerne gode, bevaret. Hjertet er stadig den velkendte BluOS-platform, der giver adgang til et væld af streamingtjenester og understøttelse af højopløste formater, inklusive MQA, som Bluesounds moderselskab, Lenbrook, købte i 2023.

Teknologien i Bluesound Powernode N331 kaldes DirectDigital. Det kan bedst beskrives som en digital-til-analog-konverter (DAC), der er kraftig nok til at drive en højttaler direkte. Den arbejder med et rent digitalt PCM-signal næsten hele vejen til højttalerterminalerne.

Forgængeren, Powernode N330, og mange NAD-forstærkere, er bygget over såkaldt HybridDigital, der er en variant over klasse D.

Lydkvaliteten

Lad det være sagt med det samme: Powernode N331 lyder godt. Rigtig godt. Den bygger videre på forgængerens dyder, men åbner den lydbilledet med større klarhed og åbenhed. Der er simpelthen kommet mere “hul” igennem til den imaginære scene bag højttalerne. Instrumenter og stemmer står skarpere tegnet op i et lydbillede, der virker både bredere og dybere.

På det punkt minder den i sin karakter om den NAD C 298 effektforstærker, jeg bruger til daglig – et andet eksempel på en Power DAC, omend med en anden teknologi (Purifi Eigentakt). Begge deler en evne til at lyde ubesværet og transparent, hvor musikken får lov at passere uden at blive farvet (meget) af elektronikken.

De 100 watt per stereokanal er ikke overvældende på papiret, men i praksis er der kræfter nok til at spille en normal stue overbevisende op. Selv på et sæt kompakthøjttalere med moderat effektivitet som DALI Rubikore 2, er der ingen tegn på åndenød.

Bassen er stram og velkontrolleret. Selvfølgelig kan den ikke tvinge højttalerne til at levere samme fysiske tryk i mellemgulvet som den mere end dobbelt så kraftige NAD C 298, men kontrollen og nuancerne er imponerende for størrelsen.

Der er tilstrækkeligt med effekt til at spille en normal stue op. Selv med moderat effektive kompakthøjttalere. (Foto: Bluesound)

Konkurrenter

Markedet for kompakte streaming-forstærkere er blevet brandvarmt. Sonos Amp er stadig en mester i brugervenlighed, men er lydmæssigt distanceret af nyere konkurrenter. Den største trussel er WiiM Amp, som med en forbløffende lav pris og en nuanceret lyd har sat en helt ny standard for, hvad man kan forvente i budgetklassen.

Det er i dette skarpe felt, at Powernode N331 skal bevise sit værd. Den er markant dyrere end både sin egen anmelderroste lillebror, Powernode Edge, og mere end dobbelt så dyr som budgetmiraklet fra WiiM. Så den skal levere en tilsvarende markant bedre oplevelse for at retfærdiggøre prisen.

(Foto: Bluesound)
Læs videre
Exit mobile version