Nyhed

Samsung EZCal skal gøre kalibrering enklere

Samsung har udviklet en ny app, der lader dig kalibrere dit TV selv ved hjælp af mobilen.

Sonos er kendt for deres Trueplay-rumkorrektion, som lader brugeren finjustere lyden ved hjælp af mobilens indbyggede mikrofon. Højttalerne spiller testtoner, mens man selv går rundt i rummet og vifter med telefonen for at måle akustik og lydrespons.

Nu vil Samsung gøre noget lignende for deres TV’er, men i dette tilfælde er det BILLEDET, de vil rette op på!

Samsung EZCal er en ny mobil-app, der automatisk kalibrerer TV’ets billedkvalitet uden behov for eksperthjælp eller dyre måleinstrumenter. App’en bruger simpelthen telefonens indbyggede kamera til at måle og korrigere farvegengivelsen.

Selv om nutidens TV-modeller gradvis har fået bedre og mere korrekte billedindstillinger – inklusive filmindstilling og ikke mindst den patenterede Filmmaker Mode – kan der være endnu mere at vinde ved at foretage en nøjagtig kalibrering af TV’et.

CalMAN AutoCal har længe været det mest populære program til den slags, men kræver en del erfaring – og ikke mindst dyrt udstyr – for at opnå det bedst mulige resultat. Nu melder Samsung sig på banen med deres egen kalibrerings-app til mobilen.

Samsung EZCal laver en automatisk fuld kalibrering af billedet, inklusive hvidbalance, gamma, farver og gråtoner – alt sammen ved hjælp af mobiltelefonen. (Foto: Samsung)

Samsung EZCal

EZCal-app’en er i første omgang tilpasset deres nyeste Galaxy-modeller samt udvalgte iPhones. En hurtig kalibrering skal kun tage 30 sekunder, men man kan også vælge en mere avanceret, grundigere kalibrering, der tager 15 minutter. I sidstnævnte tilfælde vil det være smart at have en holder eller et stativ til mobilen.

Læs også Samsung lancerer Neo QLED Årets TV-nyheder fra Samsung omfatter MicroLED, “Neo QLED” og en ny version af designmodellen The Frame!

Vi kan nok ikke forvente, at denne type autokalibrering giver et lige så godt resultat som den professionelle variant og næppe godt nok til krævende studiebrug. Ikke desto mindre kan det være et interessant lavtærskeltilbud for dem, der gerne vil have en enkel finjustering af deres TV.

Hvor godt EZCal fungerer, vil tiden vise. Funktionen, der blev præsenteret på CES 2021, er endnu kun på konceptstadiet. Det står derfor stadig tilbage at se, om Samsung vil tage den i brug på nuværende eller kommende TV-modeller. Vi venter i spænding!

Les videre
Exit mobile version