Kommer der alligevel et ur fra Nothing?

Registreringsprocesser afslører, at mobilproducenten Nothing har planer om et tilhørende smart-ur.

nothing watch concept

Rendering: JunSeo Oh

Mobilproducenten Nothing er grundlagt af Oneplus-afhopperen Carl Pei, som gjorde sig bemærket med sin gennemsigtige Nothing Phone (1) for et år siden. Den blev efterfulgt af hørepropperne Nothing Ear (1) og Nothing Ear (stick). Der har været spekulationer om, at Nothing ville lancere andet tilbehør til mobiltelefoner, men der har været meget stille omkring det fra virksomhedens side.

For et stykke tid siden faldt leakeren Mukul Sharma over en patentansøgning med titlen “CMF by Nothing”, som ikke betyder noget, da det står for “Colors, Materials, Finish” og kan være nærmest hvad som helst.

Men nu har han fundet den samme sætning i en liste fra Bureau of Indian Standards, hvor produktet har modelnummeret D395. Og det er opført i kategorien smartwatches! Dermed tyder alt på, at Nothing i det mindste er langt fremme med planerne om et smart-ur.

Det står i hvert fald klart, at Carl Pei købte et Samsung Galaxy Watch 5 Pro tidligere i år for at “lære om smart-ure”.

Spørgsmålet er, om der kommer et Nothing Watch (1) samtidig med dette års Nothing Phone (2), som lanceres den 11. juli.

(Bemærk, at billedet er fiktivt og lavet med 3D-rendering)

Læs videre
Exit mobile version