For første gang er iPhone størst

Selv om der sælges ufattelig mange iPhones, har Apple i mange år været den evige toer. Det var anderledes i 2023.

iphone 15 pro max top

(Foto: Jonas Ekelund, L&B Home)

Det kan godt være, at morgendagen tilhører Samsung, der holder et lanceringsevent i USA for Galaxy S24-mobilerne i morgen, d. 17. januar. Men året 2023 tilhørte Apple og iPhone.

I følge en rapport fra analysevirksomheden IDC var Apple den mest sælgende smartphoneproducent i 2023. Dermed skubbede de Samsung ned fra mobiltronen, som de har siddet solidt på siden 2010.

Læs også TEST: Apple iPhone 15 Pro Max Et par gode forbedringer, men vil folk virkelig stå i kø for at opgradere deres 14 Pro Max?

Afstanden mellem de to ærkerivaler er dog lille. Apple solgte i 2023 234,6 millioner enheder, hvilket gav dem en markedsandel på 20,1% ifølge IDC. Til sammenligning havde Samsung med 226,6 millioner enheder en andel på 19,4%. Det er altså blot en halv procent, der adskiller de to mobilkæmper.

Læs også TEST: Samsung Galaxy S23 Ultra Samsung Galaxy S23 Ultra er markedets vildeste Android-mobil.

Tredjepladsen gik til Xiaomi, der med 145,9 millioner enheder opnåede en markedsandel på 12,5%. Oppo lå på fjerdepladsen med 8,8%, mens nummer fem blev det i Europa ukendte mærke Transsion med 8,1%. Alle andre producenter måtte slås om de sidste 31% af markedet.

Men iPhone var ikke blot det mest solgte mobilmærke i verden. Det var også det eneste af de store, der havde fremgang. Apple øgede i 2023 sit salg af iPhones med 3,7 procent. Samsung måtte til sammenligning tåle en nedgang i mobilsalget på hele 13,6%. Xiaomi tabte 4,7%, mens Oppo gik 9,9% tilbage.

Mere info: IDC

Læs videre
Exit mobile version