Nyhed

Samsung og Google lancerer konkurrent til Dolby Atmos

Et nyt 3D-lydformat er født: Sig goddag til IAMF!

Samsungs TV'er og soundbars understøtter allerede Dolby Atmos - i fremtiden kan det blive IAMF. (Foto: Samsung)

3D-surroundsound bliver stadig mere populært og udbredt inden for film, TV og gaming, og nu mener Samsung og Google tilsyneladende, at Dolby og DTS har haft ‘al morskaben’ for sig selv længe nok. De to giganter har arbejdet på deres eget alternativ til Dolby Atmos og DTS:X siden 2020, og nu er det nye lydformat IAMF en kendsgerning.

Teamet hos Samsung Research har ledet utviklingen af IAMF, en ny standard for 3D-lydteknologi. Fra venstre SungHee Hwang, JeongHoon Park og WooHyun Nam. (Foto: Samsung Research)
Læs også Dolby Atmos: Hvor skal højttalerne placeres? Mange læsere funderer over, hvordan man bedst placerer sine Dolby Atmos-højttalere. Vi forsøger her at give nogle svar!

IAMF er Samsung og Googles nye 3D-lydformat

IAMF står for Immersive Audio Model and Formats og er udviklet af forskningsinstituttet Samsung Research til at være et åbent, ‘royalty-free’ format. Lydformater er baseret på open source-kode, hvilket betyder, at de frit kan bruges af alle, fra store virksomheder og hardwareproducenter til små indholdsproducenter.

Ifølge Samsung fokuserer IAMF på tre kernefunktioner: 

  1. Lyd med vertikalt perspektiv (højdeinformation)
  2. AI-baseret analyse af scener (stemmer, baggrundsstøj etc.)
  3. Brugertilpasning af lyden (f.eks. klarere tale)

“For at give folk mulighed for frit at skabe indhold med 3D-lydteknologi, skal den relaterede teknologi være åben for alle,” siger WooHyun Nam hos Samsung Research.

“Ved at tilbyde et komplet open source-framework til 3D-lyd, fra oprettelse til levering og afspilning, vil det kunne give endnu mere mangfoldige lydoplevelser i fremtiden.”

JeongHoon Park fra Samsung Research tror, at IAMF-teknologien vil få stor indvirkning på lydlandskabet fremover.

“Fordi vi lever i en tid, der er domineret af indholdsproduktion, vil IAMF bidrage til at lede, udvide og transformere økosystemet for 3D-lyd,” siger han.

Med IAMF vil brugerne selv kunne påvirke, hvilken del af lydbilledet de ønsker at fokusere mest på, f.eks. tale eller baggrundslyde. (Foto: Samsung Research)
Læs også CES 2024: Hele 33 innovationspriser går til LG CES-messen i Las Vegas løber først af stabelen i januar, men LG har allerede vundet en række priser. For hvad?

Samarbejder om åbne formater

Samsung og Google er både konkurrenter og tætte forretningspartnere på forskellige områder, men ingen af dem er særligt begejstrede for dyre, licensbaserede formater fra tredjeparter.

Begge virksomheder er medlemmer af Alliance for Open Media, som står bag videocodecs som AV1 og VP9. Samsung har også udviklet HDR10+-formatet som et alternativ til Dolby Vision.

Eftersom IAMF nu officielt er kommet ind i varmen hos Alliance for Open Media (siden oktober 2023), bør det ikke vare længe, før vi hører de første lydoptagelser i formatet. Hvem ved, måske dukker de første op på YouTube (YouTube understøtter i øjeblikket ikke Dolby Atmos, kun op til 5.1 surround på nogle enkelte enheder).

Vi forventer at få mere at vide om IAMF, når vi besøger CES 2024 i Las Vegas i januar. Her finder vi forhåbentlig også ud af, om det bliver en værdig Atmos-konkurrent eller bare en dårlig kopi.

Læs også Soundbar: Sådan får du den bedste TV-lyd Når en soundbar ikke skal være et kompromis, er det vigtigt at holde tungen lige i munden - og pengene lidt løsere i lommen. Det betaler sig.
Læs også Her får soundbaren klø Er du klar til at tage din biografoplevelse til det næste niveau? Vi har testet seks surround-forstærkere, der forvandler din stue til et inferno af biograflyd!
Les videre
Exit mobile version