Det er 207 år siden, at den britiske forfatter Mary Shelley skrev gyserromanen “Frankenstein; or, The Modern Prometheus” i det Herrens år 1818.

Siden da er historien om den unge videnskabsmand Victor Frankenstein og hans skabelse af uhyrligt liv blevet filmatiseret flere gange. En af de mest markante visuelle film er instruktøren Kenneth Branaghs Mary Shelley’s Frankenstein (1994) – hvor han selv spillede hovedrollen, med De Niro som “skabningen”.

Og hvis det var en markant visuel stil, filmproducenten J. Miles Dale var på udkig efter, kunne han ikke have valgt en bedre partner end mexicanske Guillermo del Toro (Pans Labyrint) til at instruere Netflix-versionen.

Med uforglemmelige film som Crimson Peak, The Shape of Water, Nightmare Alley, mesterværket Pinocchio og den førnævnte fortryllende Pan’s Labyrinth har del Toro udviklet sin egen karakteristiske visuelle stil. Læg dertil mexicanerens evne til at skrive overbevisende, fantasifulde og intelligente manuskripter, og Mary Shelleys roman er i de bedste hænder.

Manuskriptet er skrevet af instruktøren selv, som også optræder som medproducent. Med Oscar Isaac (Ex Machina) i front er den klassiske fortælling om kirurgen og videnskabsmanden Victor Frankenstein, en visionær og voldsomt intelligent, men selvcentreret og traumatiseret sjæl.

De grundlæggende elementer i historien bør være velkendte for de fleste, men dette er del Toros nænsomme fortolkning. Han giver karaktererne mere dybde og substans og tilføjer elementer, der forbedrer og udvider klassikeren.

Manisk besættelse af at spille Messias

Historien begynder langt mod nord, på Indlandsisen, hvor den danske sejlskib “Horisont”, med kaptajn Anderson (Lars Mikkelsen) i spidsen, kæmper med et udmattet mandskab og et fastfrosset skib i pakisen. I en eksplosion i det fjerne finder de Frankenstein hårdt såret på isen, og frem fra skyggerne træder et rasende monster – med ét mål for øje: Dræbe Victor Frankenstein!

Filmen er opdelt i tre akter, der begynder med et tilbageblik på baron Frankensteins opvækst i et herskabeligt hjem med en omsorgsfuld og kærlig mor og en streng og følelsesmæssigt afstumpet far, Charles Dance (Game of Thrones).

Første akt giver Frankensteins karakter en tiltrængt dybde, følelsesmæssig forbindelse og forståelse af hans maniske optagethed af døden. Da hans vidunderlige mor dør i barselsseng, sværger han at vie sit liv til at skabe liv. Han sætter sig for at genoplive døde mennesker – og taler for den ugudelige mulighed for evigt liv.

Med krige, der hærger kontinentet, mangler han ikke forsøgspersoner, og da den rige våbenhandler Harlander (Christoph Waltz, Inglourious Basterds) tilbyder at finansiere Frankensteins meget kontroversielle projekt, er han i gang.

Som drevet af dæmoner arbejder han utrætteligt døgnet rundt på at spille Messias – med sin fromme bror (Felix Kammerer) og sin gådefulde forlovede Elizabeth (Mia Goth) på sidelinjen.

Nyt liv

Del Toro har selv udtalt, at han har drømt om at realisere filmen siden 1971, da han som syvårig så Boris Karloff løbe rundt i James Whales film (1931). I versionen fra 2025 hylder han klassikerne, samtidig med at han sætter sit eget præg på dem og tilfører historien noget nyt.

Fra den allerførste scene trækker del Toro os ind i den fascinerende historie. Kulisserne er overvældende, detaljerede, gotisk dystre, men samtidig muntert legende. Vi forbløffes over de fantasifulde og eventyrlige kostumer, mens Dan Laustsens fotografering blænder os. Og aldrig har monstret (i Jacob Elordis mægtige skikkelse) set mere skræmmende ud. Han er både mere menneskelig (med ligheder til det væsen, vi møder i begyndelsen af Ridley Scotts Prometheus), så vi kan relatere til ham; men samtidig så vansiret og hæslig, at vi dødelige ikke er i stand til at se personen bag vreden og arrene.

I modsætning til de første Frankenstein-film er del Toro mere optaget af personen bag arrene end af den terror og rædsel, der følger i hans noget ukontrollerede kølvand. Fra starten møder vi et væsen, der er skabt af forskellige menneskelige rester fra krigens makabre ligdynger, som et nyfødt barn, der er oprigtigt interesseret i den nye, uudforskede verden, han befinder sig i, men som aldrig falder til.

Når Frankenstein ikke opnår den respons, han er ude efter, stiger frustrationen og vreden – indtil han forsøger at skille sig af med “uhyret”. På det tidspunkt er det Elizabeth, der har knyttet de stærkeste bånd til “skabningen”; og magtbalancen spinner ud af kontrol.

Gotisk dyster – og grafisk makaber

Filmens grundelementer er tro mod Shelleys roman, men del Toro giver os sin umiskendelige signatur – på karaktererne og historien.

Del Toro er ikke kendt for at være subtil eller tilbageholdende, men benytter enhver lejlighed til at understrege den dystre, makabre og humane del af menneskehedens udvikling, som vi befinder os i.

I 1800-tallets Europa behandles de nederste på rangstigen som dyr, og krigsofre som følgeskader. Filmen er ikke for sarte sjæle, da vi får nærbilleder af dissektioner, knuste kranier og masser af kropsdele, der flyder i floder af blod. Frankenstein selv er ikke påvirket af de makabre omgivelser (han ser nærmest sig selv som en kunstner), mens hans kommende svigerinde er fascineret af dem.

De spektakulære, grimme omgivelser får os til at tro, at vi befinder os i en eventyrlig verden, men så snart en knogle er brækket ud af kurs, og et skrigende øje er presset på plads, vågner vi op til mareridtet – og indser, at vi befinder os i en dystopisk fantasiverden i bedste gotiske stil.

 

Manisk livskald

Isac er knusende god som den maniske mand, der er ved at opfylde sit livs kald. Han mangler empati, evnen til at lytte til fornuft og tager ikke hensyn til noget eller nogen. Samtidig har han en øm side, et hjerte, der længes efter omsorg og kærlighed – noget, han søger i den forbudte frugt, som hans brors forlovede er.

Waltz er sit sædvanlige solide jeg, og hans kyniske tilgang til projektet og uudtømmelige pengesæk driver historien fremad. Desværre får han en meget utilfredsstillende og uopfyldt slutning. Filmens mest komplekse karakter er faktisk Elizabeth, som lige fra begyndelsen tør sætte sig op imod sin trodsige svoger. Hun er “vores øjne” ind i galskaben. Mens hun føler med “væsnet”, har hun en sygelig fascination af det eksplosive projekt. Og så leger hun med Victors følelser.

Men ret skal være ret, og dette er virkelig en film fyldt med kunstneriske kvaliteter fra en af de mest spændende instruktører i vores tid. Scenografien bærer hans umiskendelige præg, og hele filmen er gennemsyret af bundsolidt håndværk. Såsom belysningen, rekvisitterne, kostumerne, den detaljerede scenografi, et fængslende musikspor og et gennemarbejdet manuskript, hvor dramaturgien flyder problemfrit.

Nogle af karaktererne, især hans opblæste bror, bliver alt for stereotype, og de enfoldige menneskers tendens til uhæmmet at skyde på monstret bliver noget overdrevet. Og på trods af den betagende scenografi er det snedækkede Ishav noget, del Toro ikke kan genskabe på troværdig vis. Det er dog en mindre anke.

Genindspilningen af Frankenstein er blevet en visuel fornøjelse, der kombinerer det bedste fra den gotiske stil med den menneskelige dårskabs rædsel og fascination. Ligesom Victor Frankenstein var drevet af sin passion (en besættelse, der kan være både god og ond) for at skabe liv ud af døden, har del Toro en udpræget passion for at skabe et sammenhængende, gennemarbejdet kunstværk ud af sine unikke spillefilm. 5 stærke stjerner.

Filmen har premiere i udvalgte biografer den 24. oktober, mens Netflix-abonnenter må vente til den 7. november, før den kan streames.