KitchenAid KF8

Nem luksus

KitchenAid kaster sig ud i fuldautomatiske espressomaskiner, og den største og dyreste byder på en simpel brugeroplevelse og fantastisk kaffe.

Kitchenaid kf8

Kun få mærker har samme ikoniske status som det ærkeamerikanske KitchenAid, der blev grundlagt tilbage i 1919. De er primært synonyme med deres røremaskiner, der både er pæne at se på, nemme at bruge og holder en livstid. Disse dyder vil firmaets første fuldautomatiske espressomaskiner, KF-serien, gerne videreføre. Resultatet er en ukompliceret maskine til de kaffenysgerrige, men ikke kaffenørdede. Og på garantifronten byder KitchenAid på 3 års garanti og 10 års reparationsgaranti.

Kitchenaid espresso test
Der er god plads på toppen, som også varmer dine kopper. (Foto: Lasse Torp Hansen)

Simpel > kompleks  

KF8 er den største (og dyreste) maskine i serien. Ligesom sine mindre søskende er konstruktionen i metal med top i plastik. Designet er minimalistisk og moderne, men føles ikke premium på samme måde som eksempelvis Jura Z10. 

KF8 har de egenskaber, man ønsker af en fuldautomatisk espressomaskine: temperaturindstilling (vigtigt, hvis man vil lave moderne, lysristet kaffe), dobbelt udløb til både kaffe og mælk, så man kan lave to opskrifter samtidigt, flere profiler til forskellige opskrifter og en bønnebeholder, som nemt kan tømmes. Sidstnævnte ses sjældent på andet end maskiner fra Sage, men burde absolut være industristandard, så man nemt kan skifte mellem forskellige bønner. Der er endda hjul under maskinen, så den nemt kan flyttes rundt på køkkenbordet. Igen noget, vi primært kender fra Sage Oracle. 

Den adskiller sig fra KitchenAid KF7 på ganske få punkter. Skærmen er større (5” frem for 3,5”), og så er den optimeret til plantemælk. Når KitchenAid siger, at KF8 har 40 opskrifter, mener de, at den har de samme 20 opskrifter som KF7 + en plantemælksvariation til hver. Den mindste KF6 har en 2,4” (ikke-touch) skærm, færre opskrifter og enkelt udløb frem for dobbelt. 

Skærmen på KF8 er blandt de bedste på markedet, hvis ikke den bedste. Selvom man kan finde større, er det svært at finde mere tydelige displays. Billedet er knivskarpt, og skærmen er meget lys. Selv meget dyre espressomaskiner har overraskende tit skærme af lav kvalitet, så det er en positiv overraskelse. 

KitchenAid ønsker ikke at ramme kaffenørderne, men dem, der er nysgerrige på kaffe. Derfor er brugeroplevelsen meget simpel. Mængden af kaffe, temperaturen og teksturen (forholdet mellem vand og kaffe) kan ændres, inden kaffen tilberedes, og herefter gemmes eller tilføjes til en af seks profiler. Der er ikke en masse unødvendige variabler at skrue på, og fokus er på nemhed frem for præcision. En kaffenørd ville nok foretrække rå tal frem for ord som ”krop” og ”styrke”. KF8 er utroligt nem at navigere i. Den er langt mere logisk end Jura Z10 og langt mindre teknisk intimiderende end Siemens EQ900. 

(Foto: Lasse Torp Hansen)

Kaffe i topkvalitet 

Hjertet i en espressomaskine er kværnen, og her har KitchenAid KF8 ramt hovedet på sømmet. 

Selv de billige bønner fra Coop365 smager lækkert, selv som ren espresso. Bitterheden er minimal, og teksturen er cremet og luksuriøs. Kværnen har fjernet langt de fleste fejl, og man kan uden problemer drikke billig, mørkristet kaffe og stadig føle, at man får en luksusoplevelse. Ikke dårligt. Kværnen måler sig med de bedste fuldautomatiske i branchen, såsom Jura Z10. 

Også de dyre, ret lysristede bønner kommer til deres ret i KF8. I dette tilfælde en anaerobisk fermenteret bønne (min favorit) fra Honduras. Bønnerne smagte karamelsødt med en fin syre og citrusaroma. En god og kompleks espresso, som ikke krævede meget af maskinen, ud over at den skulle indstilles til højeste temperatur. KF8 har ikke flere egenskaber end billigere maskiner, men det er godt nok nemt at få god kaffe ud af den, hvilket bestemt kompenserer. Og så er den endda meget lydsvag, når den kværner og brygger! En espresso er klaret på 45 sekunder og en cappuccino på 1 minut og 23 sekunder. 

Der var netop plads til dette glas under udløbet, som var placeret på øverste indstilling. (Foto: Lasse Torp Hansen)

Skøn mælk, ærgerlig rensning 

Den medfølgende mælkekande kan rumme hele 0,8 liter. Det er dog den type kande, hvor låget ikke sidder ordentligt fast på toppen. En tendens, jeg hverken forstår eller værdsætter. Der er ikke mulighed for at tilpasse, hvor meget eller hvor lidt skum man får i sin kaffe. Man må vælge enten skummet (som i en cappuccino) eller dampet (som i en latte). Begge dele er dog yderst tilfredsstillende, både med almindelig mælk og plantemælk. Især teksturen på latte er blandt de bedste på markedet og er blød og behagelig med en god konsistens. Vi er, som med nærmest alle fuldautomatiske maskiner, ikke helt på niveau med en latte skummet på en kaffebar, men vi er tættere på end de fleste andre maskiner på markedet. 

Det samme gør sig gældende med cappuccinoskum, som er mousseagtigt uden at være knasende. Hvis målet med at købe en fuldautomatisk maskine er lækre opskrifter med mælk, bliver det hverken nemmere eller bedre end med KF8. Jeg savner faktisk ikke yderligere tilpasning af mælkens tekstur, når de forudindstillede er så gode, som de er her. 

Til gengæld er maskinens mest irriterende kvalitet, at mælkerensningssekvensen (som tager ca. 1 minut) kræver, at man går igennem samme pædagogiske 3-trins-menu hver eneste gang. 

(Foto: Lasse Torp Hansen)
Læs videre
Exit mobile version