Ræk hånden op, hvis du godt kan lide at støvsuge … Nej, det havde jeg heller ikke regnet med. Der findes virkelig sjovere ting at bruge sin tid på.
I teorien lyder det vidunderligt at slippe for at støvsuge, men lad mig gøre én ting klart: At investere i en robotstøvsuger betyder bestemt ikke, at man aldrig behøver at gøre rent igen!
Reklamerne lover guld og grønne skove, men i praksis kræver det faktisk en del forberedelse, før hjemmet er klar. Og selv om man investerer i et produkt, der er selvtømmende og har moppefunktion, bliver det aldrig lige så godt som at gøre det selv. Medmindre man er en sjuske, selvfølgelig.
En af de største fordele ved en robotstøvsuger – ud over den indlysende, at man ikke selv skal støvsuge – er, at man kan skemalægge rengøringen og dermed komme hjem til nystøvsugede og/eller -vaskede gulve. Og slippe for larmen, for stille er de ikke!
Hvis man f.eks. har et handicap, er syg eller har rygproblemer, er det selvfølgelig også guld værd at kunne opretholde en acceptabel standard derhjemme uden altid at skulle bede om hjælp.

Som at have et lille barn
Man kan sammenligne en robotstøvsuger med et nysgerrigt lille barn, der er ved at lære at kravle. Den sidder let fast ved høje tærskler; man skal sørge for, at den ikke falder ned ad trapper; den sluger alt, hvad den møder på sin vej; og den skelner ikke mellem nullermænd, vildfarne strømper og mobilledninger.
Sådan testede vi
Alle testdeltagerne blev pakket ud og sat op ved hjælp af den medfølgende brugsanvisning (hvis der var en). For nemheds skyld valgte jeg at begrænse selve testområdet til to rum på i alt ca. 45 kvadratmeter. Mellem værelserne er der en ca. 3 cm høj dørtærskel, og i stuen er der et ret tykt gulvtæppe med omkring 2 cm luv.
Før jeg gik i gang, fjernede jeg det oplagte, såsom ledninger, kattelegetøj og skrøbelige ting på gulvet. Jeg har dog ikke sat stole op på borde eller lignende, for jeg mener, at en robotstøvsuger skal være et praktisk værktøj til daglig brug og ikke kræve for meget forberedelse.
Jeg har bevidst udfordret dem med bl.a. pottemuld, kattegrus og nullermænd.
OBS: Uanset hvilken robotstøvsuger man vælger, må man regne med lidt snavs i hjørnerne og med, at det ikke bliver helt perfekt. Hvis man vil have det tiptop, skal man enten gøre det selv eller hyre et rengøringsfirma.