Måske var det mine fordomme, der fik mig til først at se på højttalerne med et skuldertræk. Endnu et par højttalere, der skulle bejle til publikum med et utilsløret retrodesign. Hvad med at skabe noget originalt i stedet for at kopiere fortiden, tænkte jeg.

Ikke for det. Jeg huskede svagt originalen, som dengang blev godt modtaget af både pressen og offentligheden. Men det er over 50 år siden, og højttalere er utvivlsomt blevet meget bedre siden da.

Så pointen med at skabe en ny version af et gammelt design var fuldstændig spildt i mine øjne. Men det var, indtil højttalerne omhyggeligt blev placeret i vores testrum.

Ja, de ser bestemt retro ud, som de står der. Fineret i amerikansk valnød med beige gitre, der dækker den sorte front. Et par højttalere fra bedstefars tid, på en måde, let tilbagelænet på et lavt gulvstativ.

Men lyden er bestemt ikke fra bedstefars tid.

KLH Model Seven er flagskibet i den nye KLH-serie, som både henter designinspiration og tekniske principper fra gamle KLH-højttalere. Men bygget med nutidens materialer og elektronik.

De første KLH-højttalere var baseret på Edgar Villchurs patenterede princip om såkaldt akustisk dæmpning. Som Villchur første gang brugte på Acoustic Research AR-1 i 1954. Henry Kloss – som i dag måske er mest kendt for Tivoli-radioen – arbejdede for Villchur i Acoustic Research og startede for sig selv i 1957. Derefter slog Henry Kloss sig sammen med Malcolm Low og Josef Hofmann, og de første KLH-højttalere brugte det samme princip for akustisk dæmpning – acoustic suspension.

Det gør den nye Model Seven også – og den mindre Model Five.

KLH Model Seven 

Ingen af dem er direkte baseret på en ældre KLH-model. Model Seven var oprindeligt en kompakt tovejshøjttaler med en 12-tommers bashøjttaler og to små koniske diskanthøjttalere.

Den moderne Model Seven er en meget større trevejshøjttaler. Stadig med acoustic suspension, i et gennemført kabinet med en tydelig retrofornemmelse

Der er absolut intet at kritisere ved byggekvaliteten. Kabinetter, finer og elementer er tillidsvækkendebygget, og det samme gælder de stofbeklædte gitre, som er fastgjort med usynlige magneter.

De lave gulvstativer følger med højttalerne.

Acoustic Suspension 

Med stativerne hæver højttalerne sig godt en meter over parketgulvet. Den brede baffel huser en 13″ basenhed med papirfibermembran på et aluminiumschassis i et lukket kabinet. Acoustic Suspension fungerer som støddæmper for bashøjttalerens bevægelser. I modsætning til et basreflekskabinet, hvor driveren ikke har nogen indre luftmodstand af betydning.

Fordelen ved denne måde at dæmpe bashøjttaleren på er, at man får en stram, kontrolleret og lineær basrespons. Ulempen er, at man mister noget af følsomheden ved de laveste frekvenser. Model Seven når ned til 38 Hz med et fald på -6 dB, og helt ned til 26 Hz, men så er faldet stort: -10 dB.

Over basenheden og asymmetrisk placeret er der en mellemtoneenhed med en 12,6 cm papirfibermembran og en diskant med en 25 mm aluminiumsmembran.

Et tredjeordens delefilter deler mellem 300 og 3.500 Hz, og der er en kontakt på bagsiden til at dæmpe frekvenser over 400 Hz med 1,5 eller 3 dB. Det er nyttigt, hvis højttalerne står i et rum med meget efterklang, som kan resultere i en for kraftig diskant.

Den angivne følsomhed er 91 dB i et almindeligt beboelsesrum, og med en relativt flad modstand på 4 ohm er højttalerne ret nemme at drive. Under alle omstændigheder skal der ikke meget til for at opnå et lydtryk, som de færreste har det godt med.

Saftig bas og stort lydbilde

Det samme kan siges om MoFi Electronics Sourcepoint 888. En gulvhøjttaler i samme prisklasse, som leverer meget af det samme lydtryk som Model Seven. 888 har lidt bedre dynamisk kontrast, men kræver en kraftig forstærker for at trives. Et par Bowers & Wilkins 702 S3 koster lidt mere og giver en mere raffineret diskantgengivelse, men er ikke i nærheden af Model Seven’s energi eller bastryk.

Her får du et usædvanligt stort lydbillede med en energi, der næsten minder om et PA-system.

Førstehåndsindtrykket var mildest talt solidt, og efter et par ugers spilletid var det endelig tid til kritisk lytning.

Det meste af tiden brugte vi en Hegel H600, som er en slags reference i sin klasse. Men vi brugte også en integreret hybridforstærker fra det polske firma Circle Audio, som gav os flere nyttige erfaringer under testen.

Blandt andet går højttalerne faktisk dybere i bassen, end man måske skulle tro. Ikke kælderdybt, men mere end nok til at få bassen på James Blakes Limit To Your Love til at true med at rive bygningen ned. Og det er uden den lidet flatterende blafren, der kan opstå i basporten på højttalere med basrefleks.

Model Seven leverede bastonerne med udsøgt præcision, og både Geir og jeg var lettere chokerede over, hvor klart højttalerne formåede at gengive de dybeste toner. Tal om stram kontrol.

Højttalerne brillerede også med musik af måske højere musikalsk værdi, som for eksempel norske Kari Bremnes Det Kunne Skjedd. Dybden i klavertonerne kom frem i al deres rige pragt, og vokalen blev gengivet med en naturlig varme. Samtidig var lydbilledet enormt bredt. Måske fordi mellemtone- og diskantenhederne var placeret asymmetrisk, og begge højttalere var placeret med enhederne i yderkanten. Det resulterede f.eks. i, at klaveret i Mozarts Klaverkoncert nr. 5 blev alt for bredt. På samme måde som Karis vokal blev strøget ud over et lærred i cinemascope-format.

Det var enormt effektfuldt, men hvad nu hvis? Højttalerne byttede plads, så mellemtone- og diskantelementerne nu var placeret tættere på midten. Og det virkede. Fokus blev bedre, og både vokal og klaver blev placeret meget tættere på midten af lydbilledet.

Det betød for eksempel, at lyden af Rage Against The Machine ikke blev gengivet i en Wall Of Sound, men den nye placering gav lyden et bedre fokus og en dybere lyd.

Harry Belafontes legendariske livekoncert fra Carnegie Hall var en af de mange optagelser, der nød godt af den nye placering. Optagelsen fra 1959 er gammel, men lyder usædvanligt godt, og her var live-fornemmelsen skræmmende realistisk. KLH-højttalerne præsenterede musikken med en tredimensionalitet, som er sjælden i denne prisklasse. Både Geir og jeg sad med ærefrygt over den realisme, højttalerne genskabte på den gamle indspilning.

Langt nyere indspilninger, som Espen Eriksen trios 1974, blev gengivet med knivskarp præcision, og både klaveret og Andy Sheppards saxofon havde en fantastisk troværdig dybde i lyden. Stortrommen blev gengivet med en autoritet, der vidner om et velafstemt kabinet – acoustic suspension, anyone? – og bastoner blev gengivet med en præcision, som vi sjældent hører i denne prisklasse.

Man får – med andre ord – et enormt lydbillede, fyldt med dynamisk legesyge, der gør hver eneste lytning til en lille begivenhed. Det er simpelthen enormt tilfredsstillende at spille musik på en højttaler, der er bygget mere til spilleglæde end til monitoragtig, kølig og kirurgisk præcision. Hvis du prioriterer opløsning og detaljer, kan et par Dynaudio, Piega eller Audiovector være interessante alternativer, men så koster de også meget mere end et par Model Seven gør.

Naturligvis er ikke alt perfekt, og vi kunne godt have ønsket os en mere luftig diskant. Til tider kan den opfattes som lidt rå sammenlignet med en AMT-diskant i en Audiovector eller den diamantmembran, som B&W bruger. Men interessant nok dæmper gitteret det meste af den lidt kantede diskantgengivelse, så måske er løsningen at beholde gitteret på. De ser i hvert fald bedst ud med dem.