Gold Note har hjemme i Firenze i Italien, hvor det lille firma laver alt fra pladespillere til højttalere. Vi har flere gange testet deres elektronik, blandt andet forstærkerne IS-1000 og IS-10, men vi har ikke tidligere lagt øre til deres højttalere.
Italiensk hi-fi har ry for at være håndværk i høj kvalitet. Og Gold Note A6 EVO II lever til fulde op til traditionen. Kabinettet kan fås i både en mat lakeret og en højglanspoleret udgave. I begge tilfælde på valnøddefiner. Fronten, toppen og bagsiden er sortlakeret. Det samme gælder fodpladen, der er hævet over gulvet på spikes.
Gold Note A6 EVO II er en slank gulvhøjttaler der, selv om den måler over en meter i højden, ikke tager mere gulvplads end en kompakthøjttaler på stativ. Man får dermed ”foræret” et meget større kabinetvolumen.
Skjult subwoofer
Konstruktionen er mere avanceret, end det umiddelbart ser ud til, når man tager det magnetisk hæftede frontstof af det smukke, sekskantede kabinet. Ud over de to 5,5” bas/mellemtoneenheder og den domediskant, som man umiddelbart kan se, gemmer der sig en 6” subwooferenhed inde i kabinettet.
Subwooferdelen, der arbejder under 70 Hz, er konstrueret som et coupled cavity-kabinet, hvor enheden spiller ind i et ekstra kammer, der igen er forbundet til omverdenen gennem en basrefleksport, der munder ud i bunden. De to bas/mellemtoneenheder har deres eget basreflekskabinet med bagudvendt port. Diskantenheden tager over fra 2 kHz.
Da højttalerne står på spikes, og disse er nødvendige for at sikre åndehul til den nedadvendte basrefleksport, er det lidt sværere end gennemsnitligt at eksperimentere med placeringen. Men de fandt plads omkring en halv meter fra bagvæggen og en meter fra hjørnerne i stuen.
Følsomheden er opgivet til 88 dB, og med en impedans på 4 ohm, burde det ikke være svært at få effekt nok til at spille tilstrækkelig højt.
Lydkvaliteten
Efter at have testet Kerr Acoustic K300 MK3 for kort tid siden, var det en noget anden lydfilosofi, der mødte os med Gold Note A6 EVO II. De to højttalere koster stort set det samme, og begge er bygget af små, håndværksprægede producenter. Men dermed hører ligheden også op.
Hvor Kerr Acoustic med det kompakte transmissionline-kabinet havde en dyb, men lidt tilbagetrukket basgengivelse, er der mere umiddelbar energi i bassen hos Gold Note.
Gulvhøjttalere forbinder man gerne med evnen til at spille højt – og dybt. Selvom Gold Note A6 EVO II er ganske stor og har indbygget subwoofer, skal du ikke forvente tordnende tung dybbas. Nuanceringen i bassen er god, men den lille 6” i det indre kabinet ruller af ved 40 Hz.
Det overordnede lydbillede er også meget anderledes – men bestemt ikke mindre kvalificeret. Frem for at grave alle detaljer og mangler i optagelsen ud med en mejsel og servere dem råt for usødet, er det stærkeste kort hos Gold Note A6 EVO II formidling af atmosfæren.
Det skal ikke forstås sådan, at EVO II lyder unuanceret eller for den sags skyld mørkt. Vi har at gøre med en højttaler, der prismæssigt ligger lige under high-end, så alt det grundlæggende er naturligvis på plads. Men der hvor de smukke italienere excellerer, er på fornemmelsen af den akustiske scene, der er både bred og navnlig dyb. Det er let at høre forskel på, om rummet på optagelsen (eller den valgte rumklang i produktionen) er en stor og dyb koncertsal som den i koncerthuset Cincinnati på Banditen Galopp eller en helt intim jazzklubscene på værtshuset Stampen på I’m Confessin’, hvor musikerne er bare to meter væk. Det er optagelser, som jeg (og sikkert også faste læsere) kender til hudløshed. Men det er sjældent, at jeg har fornemmet atmosfæren fra begge steder så tydeligt.
Mindre scener end de 28.000 kubikmeter luft i Cincinnati kan gøre det. Og Gold Note gør elskede optagelser til et behageligt genhør. Højttalerne skjuler ikke noget, men tekniske fejl er nemmere at tilgive, når man er til koncert med gode venner.
Men lad være med at tage dem med på Orange Scene på Roskildefestivalen. Gold Note A6 EVO II kan godt spille stuen op, men store fysiske heavybrag er ikke deres favorit.
Konkurrenter
En direkte prismæssig konkurrent til Gold Note A6 EVO II er førnævnte Kerr Acoustic K300 MK3. Hvis knivskarp præcision er første prioritet, er den et nærliggende valg. Og Dynaudio Contour 20 Black Edition vil med sin kraft og eksplosionsevne være en stærk konkurrent til begge. Sandsynligvis vil det især være yndere af klassisk orkestermusik, der vil vælge Gold Note på grund af dens evne til at sætte den akustiske scene.
