Lenovo er ikke for ingen ting den største PC-producent i verden. Og selv om firmaet er mest kendt for firkantede, praktiske kontorbærbare, er Lenovos Legion-serie af gaming laptops blevet populære.
Lenovo Legion 5 Pro er en slank 16-tommers bærbar med skærm i 16:10-format.
Og takket være det højere 16:10-format, er der god plads nedenfor tastaturet. Bredden er mere begrænset, men der er stadig blevet plads til et smalt numerisk tastatur.
Tasterne har en afrundet form, der ser ganske fiks ud; kvaliteten er dog aldeles gennemsnitlig. Tastaturet er diskret RGB-bagbelyst i fire zoner.
Til gaming er skærmens og grafikkortets kvalitet i praksis vigtigere, da man altid kan tilføje et eksternt gaming-tastatur. Og skærmen er både højtopløst og hurtig: 2.560 x 1.600 pixel og 240 Hz opdateringshastighed. Grafikprocessoren er, som på de fleste i testen, Nvidia GeForce RTX 4070 med 8 GB RAM.
Der er 1 terabyte SSD-lagring og 16 gigabyte DDR5-RAM, hvilket er helt efter bogen i prisklassen.
Benchmarks
Lenovo Legion 5 Pro har testens hurtigste processor: En fuldfed Intel Core i9-13900HX med 24 kerner og 32 tråde. Det giver en mærkbar fordel i regnetunge opgaver som Geekbench-testen, hvor Legion 5 Pro med en multicore-score på 15.623 er halv gang hurtigere end testens langsomste, der er Acer Nitro 17 (der får 9.475 i Geekbench multi-core).
Når så stort et forspring ikke automatisk udløser en vinderplads, skyldes det, at gaming handler om andet om mere end at lægge tal sammen. I spil er 3D-grafik afgørende. Og her betyder grafikprocessoren næsten alt. Legion 5 Pro er lidt hurtigere i nogle 3D-test, mens den i andre er lidt langsommere. Så den hurtige processor kæmper en forgæves kamp for at trække niveauet op.
Konklusion
Lenovo Legion 5 Pro er en ganske kraftig gaming-bærbar med alle de mest fornuftige løsninger. Processoren er den kraftigste i feltet og skærmen ligeledes i top. At den samtidig er så slank og let, at den næsten kan bruges som hverdags-laptop til studier eller arbejde, er også en fordel. Tastaturet er gennemsnitligt, men ikke værre end på lignende maskiner.
