Den tid er for længst forbi, hvor en bærbar computer altid blot var en muslingeskal bestående af skærm og tastatur med touchpad. Efter at Microsoft Windows for nogle år siden begyndte at understøtte touch-følsomme skærme, har hardware-producenterne spyttet en lind strøm af såkaldte hybridcomputere ud på markedet.
Hybriderne kommer i alle mulige afskygninger. HP Spectre x360 13 og den nyeste Dell XPS 13 2-i-1 er aktuelle eksempler på hybridcomputere, der kan foldes 360 grader om deres egen akse, mens Microsoft Surface Pro 6 er et godt eksempel på en stor tablet-computer med kickstand, som kombineret med et separat Surface Type Cover er endnu mere fleksibel end 360 graders hybriderne.
De fleste hybrider har det tilfælles, at de koster spidsen af en jetjager. Eller i hvert fald tæt på 10.000 kroner. Mindst. Selvfølgelig kan det gøres billigere, men spørgsmålet er så, hvor meget man egentlig får for sine penge. Med andre ord: Hvor hybrid er en billig hybrid i virkeligheden?