Glem alt om det buldrende brøl, du kender fra filmlærredet. Nye, overraskende fund tyder på, at Kridttidens lydbillede var en kompleks blanding af mekanisk støj og komplekse, fugle-lignende toner. Fortidens herskere var mere vokalt sofistikerede, end vi troede.
Vores opfattelse af fortiden er ofte formet af de dramatiske billeder, vi får serveret i biografmørket. Især lyden af dinosaurer er mejslet i vores bevidsthed som et øredøvende brøl. Men som videnskaben graver dybere, tegner der sig et andet billede – et billede af en verden, hvis lydtapet var langt mere varieret og besynderligt, end nogen fiktion har kunnet forestille sig.
En forfinet stemme fra fortiden
Den seneste åbenbaring kommer fra et 163 millioner år gammelt og usædvanlig velbevaret fossil fundet i Kina. Væsnet, døbt Pulaosaurus qinglong, var med sine 72 centimeters længde ikke nogen gigant. Den store opdagelse ligger i dens hals.
Fossilet inkluderer et forstenet strubehoved, der er forbløffende fugle-agtigt i sin struktur. I modsætning til de simple brusk-strukturer hos moderne reptiler, havde Pulaosaurus delikate og fleksible knogledele i struben. Ifølge forskerne betyder det, at den kunne producere mere komplekse og varierede lyde end simple hvæs eller grynt – muligvis noget i retning af fugle-lignende pip og triller.
Det mest tankevækkende er, at Pulaosaurus, ligesom den tidligere opdagede panser-dinosaur Pinacosaurus, ikke tilhører den gren af dinosaurer, der direkte udviklede sig til fugle. At to så forskellige arter uafhængigt af hinanden udviklede denne evne til nuanceret vokal-kommunikation, tyder på, at evnen til at pippe måske var udbredt. Oprindelsen til fuglesang kan altså ligge gemt hos skabninger, der levede for over 230 millioner år siden.
Den utilsigtede mekaniske klang
Men ikke alle i Kridttiden var udstyret med et sådant forfinet instrument. En anden, mindst lige så overraskende, opdagelse peger på en helt anden tilgang til lydproduktion. Fundet af en lille, pansret dinosaur i Sydamerika, Jakapil kaniukura, har afsløret en unik kæbestruktur, der var designet til at mose seje planter ved at gnide underkæberne mod hinanden.
Denne metode har utvivlsomt været effektiv, men også støjende. Forskere mener, at den konstante, mekaniske knirken fra måltidet kan have fungeret som en sekundær kommunikationsform – en utilsigtet, men sandsynligvis ganske nyttig, bivirkning. Fænomenet kaldes stridulation og er det samme, der er i spil, når en græshoppe eller fårekylling gnider benene mod vingerne for at skabe deres karakteristiske sang.
Vi står altså tilbage med et billede af et forhistorisk lydlandskab, der er langt mere komplekst, end vi hidtil har antaget. På den ene side har vi den bevidste, fugle-lignende sang fra væsner som Pulaosaurus. På den anden side den konstante, ambiente baggrundsstøj fra dinosaurer, der bogstaveligt talt lavede larm, når de spiste.
Kilde: Gizmodo