Mobiltelefonernes kameraer er kommet langt i de senere år. Hovedsageligt fordi producenterne indså, at de havde brug for hjælp fra dem med mere erfaring. Derfor har mange mobilproducenter indgået partnerskaber med kamerafirmaer. Heldigvis har Sony Mobile den ekspertise in-house, mens Xiaomi henvendte sig til Leica og Oneplus til Hasselblad. Men nu er sidstnævntes samarbejde ved at være slut.
I et blogindlæg fortæller Oneplus’ CEO Pete Lau om virksomhedens planer. Han starter med at takke Hasselblad for de sidste fem år, hvor de “arbejdede side om side i laboratoriet i jagten på korrekte farver og balancen mellem lys og skygge”. Han siger, at “de år var mere end et partnerskab, de var en mesterklasse”.
To Hasselblad: thank you for your craft, your trust, and for showing us the heights passion and precision can reach
Men Lau siger, at det nu er tid til at gå videre til næste kapitel i udviklingen, hvor virksomheden bygger sin egen billedbehandlingsmotor. Det er den såkaldte Oneplus Detailmax Engine, som skal sikre, at det indfangede lys på billedsensoren resulterer i det bedst mulige billede.
Hvad der i denne sammenhæng er “godt”, er blandt andet kommet ud af interviews, som virksomheden har gennemført med brugere i løbet af det sidste år. Svaret er, at folk vil have billeder, der er klare og virkelighedstro. De fleste bryder sig ikke om tekniske termer, men siger, at det første, de gør, er at zoome ind på et optaget billede for at se, at det er skarpt og detaljeret.
Målet med billedbehandlingsmotoren er derfor at præsentere fotos, der er så virkelighedstro som muligt, uden forskønnende filtre eller korrektioner. Lau siger, at han allerede er i gang med at teste en prototype, og at de tidlige resultater er lovende. “Når du zoomer ind på et foto, vil du forstå, hvorfor jeg er sikker på, at du vil elske resultatet.”
Rygterne siger, at Oneplus sigter efter at have motoren klar til lanceringen af sin næste flagskibsmobil. Hvilket skulle betyde ved udgangen af dette år eller i begyndelsen af 2026.
