Kommentar

Om et år er Huawei på vej ud

AppGallery giver ikke brugerne den oplevelse, de forventer. Alternative app-butikker er ikke en løsning. Fraværet af Google betyder et farvel til Huawei på det danske marked.

Huawei har inden for de seneste måneder lanceret hele to smartphones i den absolutte topklasse. Både Huawei Mate Xs og Huawei P40 Pro er glimrende produkter på hver sin måde. Mate Xs er den mest innovative foldbare mobil til dato, mens der er få smartphones på markedet, som kommer med et bedre kamera end P40 Pro.

Alligevel tør jeg godt spå, at Huawei om et år kun er en skygge af sig selv på det danske marked, hvor den kinesiske mobilproducent på nuværende tidspunkt ellers er tredjestørst og ånder Samsung i nakken i kampen om andenpladsen efter Apple.

Årsagen er selvfølgelig fraværet af apps og tjenester fra Google, som Huawei ikke må gøre brug af på grund af den efterhånden velkendte amerikanske boykot af den kinesiske elektronikgigant.

P40-serien kommer uden Googles apps og tjenester. I stedet satser Huawei nu på sin egen app-butik, AppGallery, hvor man bl.a. fra i går kunne finde den officielle Dankort-app. (Foto: Peter Gotschalk)

Boykot har tvunget Huawei til at satse på AppGallery

Det er snart et år siden, de amerikanske myndigheder med præsident Donald Trump i spidsen placerede Huawei på den såkaldte Entity List over firmaer, som ikke må få adgang til ny amerikansk teknologi, herunder hardware, software og andre teknologiske tjenester.

Her kan du læse mere om baggrunden for amerikanernes blokade her: Huawei-blokade kan smadre Android

Den amerikanske boykot har ramt Huawei hårdt, da det er amerikanske Google, der står bag den kommercielle version af Android-styresystemet, som stort set alle store mobilproducenter i verden (undtagen Apple) bruger i deres smartphones.

Det har tvunget Huawei til at basere deres nyeste smartphones på den frit tilgængelige AOSP-udgave af Android, ligesom kineserne siden sidste år har arbejdet hårdt på at udvide udbuddet af apps i deres egen app-butik, Huawei AppGallery, der fremover skal fungere som erstatning for Google Play på firmaets smartphones.

På hjemmemarkedet i Kina er Huawei langt den største mobilproducent, og da brugen af Googles søgemaskine og tjenester alligevel er forbudt i Kina, har kineserne allerede længe været vant til at bruge andre online-butikker med Android-apps end Google Play.

Huawei AppGallery er således ikke nogen ny opfindelse, men for et år siden bestod udvalget næsten udelukkende af kinesiske apps og ikke meget andet. Med andre ord har Huaweis udfordring været at få overtalt app-udviklere i den vestlige verden til at lave alternative versioner af deres apps til den kinesiske app-butik.

Huawei P40 Pro kommer bl.a. i den matte farve Silver Frost. (Foto: Huawei)

Nu skulle det komme an på en prøve

Derfor så jeg og de fleste andre tech-journalister meget frem til at prøve både Huawei Mate Xs og Huawei P40 Pro i praksis, for her var de to første smartphones fra kineserne, som skulle vise, om AppGallery kunne udgøre et reelt alternativ til Google Play.

Og eftersom Huawei virkelig i stor stil bidrager med teknologisk innovation på mobilmarkedet, havde jeg håbet og krydset fingre for, at det kinesiske firma på en eller anden måde ville være i stand til at trække en kanin op af hatten og præsentere en velfungerende app-butik med langt de fleste af de tjenester og apps, som vi alle sammen kender og bruger i vores hverdag.

I stedet er den ærgerlige kendsgerning, at udbuddet af apps i AppGallery er så ringe, at både Huawei Mate Xs og Huawei P40 Pro vil være stort set ubrugelige for langt de fleste almindelige mennesker.

Læs testen af Huawei P40 Pro for en mere detaljeret gennemgang af problemerne med Huawei AppGallery.

Tech-medier undervurderer problemer

Flere af mine kolleger blandt tech-journalister, som skriver for andre medier, undervurderer efter min mening i deres anmeldelser, hvor stort et problem det ringe udbud af apps udgør for de fleste forbrugere.

Finn Jarle fra Tek.no anbefaler brugerne at bruge en alternativ app-butik ved siden af AppGallery, f.eks. APKPure, som angiveligt har sin egen sikkerhedsløsning. Herfra kan man hente flere apps, som ikke er tilgængelige i AppGallery, bl.a. Amazon Prime Video, Facebook Messenger, Instagram, Spotify og Viaplay. Selv YouTube kan man hente fra APKPure, og så er den ged vel barberet?

Rasmus Elm Rasmussen fra Alt om Data mener, at fraværet af mange apps kan løses ved at køre tjenesten via mobilens browser. “Lav en genvej på startskærmen, og det er næsten som at have en app. De fleste hjemmesider er mobiloptimerede, og det gør faktisk, at oplevelsen minder enormt meget om den, du får i en app. Det gælder for Facebook, Instagram, Rejseplanen og mange andre,” skriver han i sin anmeldelse af Huawei P40 Pro. “Det ser lovende ud,” fortsætter han og afslutter: “Allerede nu er det faktisk muligt (i hvert fald med vores behov) at gøre de fleste af de ting man er vant til.”

Tech-journalist John G. fra Meremobil.dk er en hel del mere enig med mig end mange af de andre kolleger. Det fik vi en god snak om i hans podcast, som du kan høre her.

Daniel Hald fra Mobilsiden.dk anerkender, at fraværet af Googles apps er et problem, især fordi han på arbejdet er hyppig bruger af Googles GSuite, men foreslår dog alligevel, at man installerer app-butikken Aurora, der er en anden tredjepartsudbyder af apps til Android. Ligesom APKPure skulle Aurora være helt sikker. Men alligevel er stort set ingen finansielle løsninger, såsom bank- og betalings-apps, at finde i de alternative app-butikker.

Mobilsiden.dk har forhørt sig hos danske MobilePay, om det skyldes manglende sikkerhed, og fik følgende svar fra Peter Kjærgaard Kriegbaum, presseansvarlig hos MobilePay:

“Vi har haft lignende henvendelser før. Vi holder fast ved alene at henvise vores brugere til at benytte Apple App Store og Google Play Store. Vores bevæggrund er, at andre typer programmer risikerer at være kompromitteret sikkerhedsmæssigt og f.eks. kan bære malware med sig og dermed skade brugerne. Installationen vil også typisk være mere kompleks, hvilket strider mod vores ønsker om høj brugervenlighed. Endelig kan vi ikke være sikker på, at programmer, som måtte virke i dag, også virker på sigt, f.eks. pga. brug af integrerede Google-services. Vi kunne principielt godt vælge at investere ressourcer i at understøtte yderligere app stores, men ressourceindsatsen ser vi ikke står rimeligt mål med udbyttet,” siger MobilePays pressechef til Mobilsiden.

Huawei mangler mere end kun Googles apps

Hov, hvad var det, han sagde om integrerede Google-services? Og fik jeg i øvrigt YouTube til at virke, efter at jeg downloadede app’en til min egen Huawei P40 Pro fra APKPure?

Nej, det gjorde jeg ikke. I stedet svarede app’en, at den ikke kan fungere uden Google Mobile Services, som “ikke er installeret på denne enhed”.

Sagen er nemlig, at det ikke kun er Googles apps, der mangler på Huaweis nye smartphones. Det er også Google Mobile Services, som er den cloud-platform, mange Android-apps er afhængige af for at fungere. Herunder MobilePay.

Sender du f.eks. en besked til din ven via WhatsApp, så går beskeden rent praktisk fra din mobiltelefon via en Google-server (som kører Google Mobile Services) til modtagerens mobil. Bruger du Netflix på din smartphone til at streame til TV’et i stuen, så sker det i virkeligheden via Chromecast, som også er en del af Google Mobile Services. Og så fremdeles.

Derfor er det ikke nok, at en app er tilgængelig i en alternativ app-butik. Hvis den skal fungere uden problemer, så kræver det også understøttelse af Huaweis egen cloud-platform.

Huawei-topchef Richard Yu taler om AppGallery ved lanceringen af Mate 30-serien. (Foto: Peter Gotschalk)

Og da Huawei altså er udelukket fra adgang til Google Mobile Services, har det kinesiske firma i stedet skabt sin egen platform, Huawei Mobile Services, som alle apps, der skal køre på Huaweis mobiler, er nødt til at understøtte.

Det er en af grundene til, at det ikke er så ligetil for Huawei at få app-udviklerne til at stille Android-apps til rådighed i AppGallery. Det kræver nemlig flere ændringer, end man lige skulle regne med, at skifte Google-platformen ud med Huaweis økosystem.

Og af samme grund er de alternative app-butikker sjældent nogen god løsning, da mange apps fra alternative kilder i bedste fald kører ustabilt og i nogle tilfælde slet ikke virker på din Huawei-mobil.

Man kan ikke forvente samme gode oplevelse som altid

Dertil kommer, at langt de færreste almindelige mobilbrugere overhovedet kunne drømme om at bruge tid og kræfter på at downloade og sætte sig ind i ukurante alternativer til Google Play på deres smartphone. Det kommer ganske enkelt ikke til at ske. Uanset hvad mine kolleger hos andre tech-medier måtte tro og mene.

Derfor var Huawei med lanceringen af især P40 Pro fra første færd nødt til at overbevise forbrugerne om, at firmaets mobiler ville fungere lige så godt som alle andre Android-baserede smartphones. Og at man ville kunne downloade stort set alle sine sædvanlige apps fra AppGallery. Simpelthen for at gøre det klart, at man som forbruger sagtens kunne investere sine penge i et Huawei-produkt og forvente den samme gode oplevelse som altid.

I stedet er Huawei i form af AppGallery kommet med en halvfærdig løsning, som langtfra tilbyder brugerne en god oplevelse eller et reelt alternativ til Google.

Det indrømmer selv Huawei-topchef Richard Yu i et interview med amerikanske Wired, hvor han siger, at Huawei helst vil tilbage til Googles økosystem, og at udbygningen af firmaets egen app-butik vil tage i hvert fald et til to år.

CEO for Huawei Consumer Business Richard Yu trak en kanin op af hatten, da han lancerede den tredje model i P40-serien, Huawei P40 Pro+. (Foto: Peter Gotschalk)

Farvel og tak, Huawei

Så lang tid har Huawei ikke. Selv om især P40 Pro nok skal blive solgt til de største entusiaster blandt forbrugerne, må Huawei regne med, at de fleste almindelige mennesker fravælger deres produkter, når det går op for dem, hvor langt fra den velkendte Google-baserede Android-oplevelse Huaweis produkter rent faktisk er.

Jovist, Huawei er den største mobilproducent på det kæmpestore kinesiske hjemmemarked, så den kinesiske producent kan givetvis i en rum tid blive ved med at sende nye Google-løse smartphones på markedet, men selv den største pengepung kan ikke få folk til at flokkes om et nyt økosystem, der ikke tilbyder de samme tjenester og muligheder, som man er vant til.

Bare spørg Microsoft. Software-giganten prøvede i fire år at få succes med det i øvrigt glimrende Windows Phone-operativsystem, men måtte til sidst trække stikket. Opbakningen fra forbrugerne var for lille.

Les videre
Exit mobile version