Nyhed

Nu kan Windows 10 køre Android-apps

Men kun hvis du har en Samsung-mobil.

Windows 10-brugere kan nu køre Android-apps fra deres Samsung-telefon, ved siden af Windows-programmer, direkte på PC’en. Som en del af en ny funktion, der nu er tilgængelig for betatestere af app’en Din Telefon, tager det spejling af mobilen til et nyt niveau.

En liste over Android-apps kommer nu op i Din Telefon, og de kan køres i Windows. De kører i et separat vindue uden for Din Telefon-app’en, spejlet fra mobilen.

Windows 10-brugere kan også multitaske med andre Windows-apps, og man kan let skifte mellem dem med Alt + Tab. Som sædvanlig. Apps kan endda være fæstnet til proceslinjen eller Start-menuen.

At man let kan fæstne en ønsket Android-app til proceslinjen og køre den, som om det var en hvilken som helst Windows-app, er et kærkomment skridt i retning af at forene PC’en med mobilen.

Flere apps med Galaxy Note 20

Med Samsung Galaxy Note 20 kan man desuden køre flere Android-apps side om side, når der kommer en opdatering senere på året. Microsoft vil også tilbyde funktionen til flere Samsung-enheder i fremtiden.

Ikke alle Android-apps vil fungere gnidningsløst. Nogle apps kan være blokeret fra at blive castet til andre skærme, så får man en sort PC-skærm i stedet. Enkelte apps reagerer heller ikke på tastatur eller mus, og nogle vil fungere, men afspille lyd via telefonen.

Hvis du gerne vil teste de nye funktioner i Din Telefon, har du først og fremmest brug for en Samsung-mobil. Derefter skal du ansøge om at blive Windows Insider betatester. Søg så om at komme med i Release Preview-gruppen, så du kan teste nye funktioner uden at skulle downloade den nyeste betaversion af hele Windows 10 operativsystemet. Det giver dig adgang til Din Telefon, før det officielt frigives.

Vi ved ikke, hvornår den officielle version udkommer.

At det kun gælder Samsung-mobiler på nuværende tidspunkt, betyder i øvrigt ikke, at andre mobiler ikke kan understøttes i fremtiden.

Kilde: The Verge

(Artikelbillede: The Verge)

Les videre
Exit mobile version