Nyhed

Næste smartphone fra LG får T-display

LG Wing bliver navnet på en smartphone med en helt ny formfaktor - en dobbeltskærm, der kan formes som et "T".

Foldbare smartphones som Samsung Galaxy Z Flip og Huawei Mate Xs er gamle nyheder. Skal det være helt nyt og innovativt, skal dobbelt-skærmen kunne formes som et “T”.

Det mener i hvert fald sydkoreanske LG, som om en uges tid ventes at lancere topmobilen LG Wing, der kommer med to separate skærme placeret i lag oven på hinanden. Således kan den øverste skærm drejes 90 grader, så de to skærme tilsammen danner det føromtalte “T”. Princippet illustreres i denne video, som LG allerede offentliggjorde i sidste uge for at tease lanceringen af den nye smartphone.

 

LG’s smartphones er generelt ikke tilgængelige i Danmark, men det er stadig interessant at følge med i, hvad den anden sydkoreanske elektronikgigant beskæftiger sig med. Samsungs arvefjende har gennem mange år været helt i front, når det gælder innovation på display-området. Således har LG også ofte været førende, når det gælder display-teknologi på TV-fronten. F.eks. viste LG allerede på CES 2019 verdens første sammenrullelige OLED-TV, Signature OLED65R9, med en skærm der kan gemmes væk, når det ikke er i brug.

LG Wing er da også første skud på stammen i en ny serie af smartphones fra LG under navnet Explorer. Det særlige projekt skal “opdage nye måder at interagere med mobile enheder på … og udfordre eksisterende brugernormer,” har LG udtalt om den kommende smartphone ifølge The Verge.

Det T-formede display skal give helt nye betjeningsmuligheder.

Ifølge det amerikanske tech-medie kommer LG Wing med 5G, tripelkamera (med en primær sensor på 64 megapixel) samt en processor fra Snapdragon 7-serien.

Lanceringen af LG Wing kan følges her den 14. september.

Les videre
Exit mobile version