Nyhed

IFA 2022 nærmer sig

Så er det ved at være tid til en ordentlig messe igen! Lyd & Billede har booket billetter til Berlin.

(Foto: Messe Berlin GmbH)

Den traditionsrige IFA-messe i Berlin har været afholdt siden 1924, men har måttet aflyses de seneste år på grund af corona. Nu skal vi endelig have en fysisk messe igen!

IFA 2022 løber af stablen fra 1. – 6. september. Her kommer producenter, forhandlere, forbrugere og pressen for at se efterårets hotteste elektroniknyheder. Lyd & Billede-redaktionen er selvfølgelig også med!

Læs også IFA 2021 aflyst Den store elektronikmesse i Berlin bliver også i år ramt af corona.

LG Electronics på IFA

Blandt udstillerne er bl.a. sydkoreanske LG Electronics. De har som sædvanlig indtaget hal 18 på udstillingspladsen, hvor de inviterer publikum til at opleve deres seneste innovationer helt tæt på. Det oplyser LG i en pressemeddelelse. Vi kan formentlig forvente en byge af OLED-tv, soundbars og gaming-tilbehør, og så må vi ikke glemme nyheder til det smarte hjem.

Søsterselskabet LG Display (panelproducenten) har ligeledes en stand ved årets IFA (hal 11.2). Her kan vi nok forvente at se flere innovative skærmløsninger, herunder transparent OLED.

LG’s Objet OLED-TV til de designbevidste vil sandsynligvis være blandt de nyheder, vi får at se på dette års IFA-messe. (Foto: LG)

Panasonic, Samsung og TCL er også med

Ærkerivalen Samsung vil naturligvis ikke lade LG stjæle showet alene: De udstiller også på IFA, nærmere bestemt i den imponerende CityCube-udstillingshal, som de også gjorde i 2019 og året før. Her viser producenten sit brede udvalg af TV/AV og hjemmeunderholdning samt mobil- og andre teknologinyheder.

Kinesiske TCL udstiller også til IFA 2022, hvor vi kan forvente en række innovationer inden for TV og lyd samt Smart Home.

Japanske Panasonic er ligeledes på pletten, dog i en anden hal end tidligere år: Årets TV/AV-nyheder fra Panasonic (og Technics?) kan ses i Hub 27/101.

Fra Samsungs messestand på IFA 2019. (Foto: Samsung)

Sony og Philips holder lav profil i år – ligeså Harman …

Sony har normalt en solid stand i udstillingshal 20, men sådan bliver det ikke i år: Den japanske producent ser kun ud til at være repræsenteret af en mindre, tysk afdeling i hal 7.2a/101.

Blandt de tv-producenter, der brillerer ved deres fravær, finder vi også Philips. De holder dog et særskilt arrangement i Berlin forud for messen, som vi også håber at deltage i.

Den store Harman-koncern med sine mange lydmærker (AKG, Mark Levinson, JBL, Infinity, Harman Kardon etc.) er heller ikke repræsenteret på messen i år.

… Men Lego er med!?

Fra Danmark deltager Billund-baserede Lego System A/S med stand 101 i hal 7.2a. Vi ved ikke præcist, hvad der bliver udstillet her endnu, men et kvalificeret gæt er, at det har noget med Lego-klodser at gøre!

Læs også Lamborghini Sían FKP 37 – 1:1 LEGO Edition LEGO har bygget en Lamborghini Sián FKP 37 i skala 1:1 af over 400.000 dele.

Er du nysgerrig efter, hvilke andre producenter der deltager på IFA? Hvem synes du, vi skal besøge? Tjek gerne deltagerlisten ud her!

Les videre
Exit mobile version