Nyhed

Ny top-hovedtelefon fra Bowers & Wilkins

B&W lover endnu bedre hovedtelefonlyd takket være nye drivere med kulstofmembraner.

Bowers & Wilkins ramte hovedet på sømmet med deres støjreducerende Px7 S2-hovedtelefoner. Det mente vores hovedtelefonekspert, Geir Nordby. Og nu er der kommet en endnu bedre topmodel fra det britiske Hi-Fi-firma.

Den nye model hedder logisk nok Bowers & Wilkins Px8, og den bygger på teknologien fra forgængeren, men med opgraderet lyd, design og finish.

Inde i ørekopperne finder vi specialdesignede og vinklede drivere med kulstofmembraner, der skulle give lavere forvrængning og endnu højere lydkvalitet.

Læs også Fantastisk lyd fra B&W Px7 S2 er slet og ret et sæt hovedtelefoner med fantastisk vellyd, som endda har støjreduktion.

De nye over-ear hovedtelefoner fås i lysebrun og sort finish, og der loves “nye luksuriøse materialer med trykstøbte aluminiumsarme, diamantslebne metaldetaljer og nappa-læderbeklædning.” Hvad man også kan tillade sig at forvente, da prisen har fået et betragteligt nøk opad.

Px8 indeholder samme aktive støjreduktionsteknologi som Px7 S2-modellen, og ligesom denne bruger Px8 Qualcomms aptX Adaptive og aptX HD trådløse teknologier til at sikre bedre lydkvalitet over Bluetooth. Den nye AptX Lossless understøttes dog ikke, så vidt vi kan se. Der medfølger desuden både USB-C kabel og 3,5 mm minijackkabel, så det også er muligt at tilslutte hovedtelefonerne direkte i en hi-fi-forstærker.

<
>
Bowers & Wilkins Px8 fås i sort og lysebrun. (Foto: Bowers & Wilkins)

Px8 bruger samme aktive støjreduktionsteknologi som Px7 S2 til effektivt at udelukke uønsket støj. I alt seks mikrofoner samarbejder for at levere de bedste resultater. Blandt andet er de to eksterne mikrofoner flyttet tættere på hinanden, og vinklingen for hver mikrofon er blevet justeret for at forbedre stemmeoptagelse og reducere vindfølsomhed.

Opdateret app giver flere muligheder

Sammen med lanceringen af Px8 udrulles en større opdatering af Bowers & Wilkins Music App. App’en giver Px8-brugere mulighed for at streame musik direkte fra deres mobile enheder til deres hovedtelefoner, hvor Deezer, Qobuz og TIDAL alle understøttes. Samme funktionalitet udrulles også til ejere af Px7 S2.

Pris og tilgængelighed

Bowers & Wilkins Px8 kan købes i Hi-Fi Klubben til en pris på 5.199 kroner.

Les videre
Exit mobile version