Nyhed

Microsoft klar med hovedtelefoner og hørepropper

Ja, den er god nok. Med Surface Headphones 2 og Surface Earbuds er Microsoft for første gang klar med lydprodukter i de danske butikker.

(Foto: Microsoft)

Vi kender Surface-serien fra Microsoft for forskellige bærbare og hybride computere som f.eks. Surface Pro X og Surface Laptop 3, som vi begge har testet inden for det sidste halve års tid.

Hver prop er udstyret med to mikrofoner, oplyser Microsoft. Lyden har et frekvensområde mellem 20 Hz og 20 KHz. (Foto: Microsoft)

Surface Earbuds

Men allerede sidste år teasede Microsoft et helt nyt Surface-produkt, nemlig True Wireless hørepropperne Surface EarBuds, som vi oven i købet fik mulighed for at prøve i forbindelse med et pressemøde i Berlin.

Dengang skrev vi, at lyden var ganske klar og imponerende dynamisk, men at kun en rigtig test ville kunne fortælle os, om det var en rigtig beslutning ikke at udstyre propperne med automatisk støjreducering.

Nu tyder alt på, at det ikke varer længe, før vi kan komme til at prøve Surface Earbuds igen, for Microsoft har netop udsendt en pressemeddelelse, hvoraf det fremgår, at hørepropperne vil kunne købes i de danske butikker fra d. 12. maj.

Ifølge pressemeddelelsen betjenes Surface Earbuds ved hjælp af touch, så man kan besvare opkald eller skifte sang blot ved at tappe på hørepropperne.

På blot ti minutter i opladeren oplades propperne til en times brug, oplyser Microsoft. (Foto: Microsoft)

Skærmfri integration med Microsoft 365 gør det muligt for dig at blive opdateret på e-mails via Play My E-mails i Outlook-app’en til iOS eller at diktere i Word, Outlook eller PowerPoint, fortæller Microsoft endvidere.

Som nævnt kommer Surface Earbuds uden automatisk støjdæmpning, men det er heller ikke noget krav for god lydkvalitet, hvilket Jabra Elite 75t er et godt eksempel på.

Hver prop vejer 7,2 gram, mens den medfølgende trådløse oplader vejer 40 gram uden propper og ifølge Microsoft kan oplade propperne til en hel dags brug (otte timers batterilevetid i propperne samt to yderligere opladninger).

Surface EarBuds understøtter SBC og aptX. Prisen er 1.749,99 kroner.

Surface Headphones 2 fås i to versioner, platinfarvede eller sorte som her på billedet. (Foto: Microsoft)

Surface Headphones 2

Også et andet lydprodukt fra Microsoft er på vej ud i de danske butikker. Det drejer sig om Surface Headphones 2, som er trådløse over-ear hovedtelefoner med automatisk støjdæmpning, der er justerbar i 13 forskellige niveauer.

Ifølge Microsoft er støjdæmpningen specifikt afstemt til at kunne blokere eller forstærke stemmer. Det er især brugbart, når du forsøger at arbejde hjemmefra med børn, kærester eller kæledyr, skriver firmaet i sin pressemeddelelse.

Det opdaterede design (Surface Headphones i en tidligere version var tilgængelig på udvalgte markeder) er skabt med en 180 graders rotationsmulighed, som skal sikre større komfort, når du har høretelefonerne hængende om halsen, forklarer Microsoft endvidere.

Surface Headphones 2 er også tilgængelige fra d. 12. maj. Prisen bliver 2.099,99 kroner.

Les videre
Exit mobile version