Nyhed

Konkursramt Libratone købt af kinesiske investorer

Til trods for flere år med kæmpe underskud går dansk højttalerproducent ikke konkurs alligevel.

Det er kun knap en måned siden, vi kunne fortælle at danske Libratone – producenten af produkter som Libratone Track Air+ og Libratone Zipp Mini 2 – var blevet taget under konkursbehandling af Sø- og Handelsretten.

Libratone havde alene i 2018 tabt 136 mio. kr. før skat. Året forinden lød underskuddet på 128 mio. kr., og egenkapitalen var negativ ved indgangen til 2019 med over en halv mia. kr.

Reddet på målstregen

Men til trods for de blodrøde tal er Libratone nu blevet reddet fra konkursen. Det skriver Finans.dk.

Det er konkursboets kurator, Anders Hoffmann Kønigsfeldt fra advokatfirmaet Bech-Bruun, som har bekræftet redningsaktionen over for det danske erhvervsmedie.

Køber er ifølge advokaten et dansk selskab, der ultimativt er ejet af kinesere, som er relateret til de tidligere ejere af Libratone.

Libratone Zipp Mini 2. (Foto: Producent)

Økonomidirektøren i det kinesiske ejerselskab, Yuting Liu ønsker ikke at uddybe ejerforholdene, eller hvilket beløb der er givet for den konkursramte virksomhed. Hun sætter dog gerne ord på, hvad købet skyldes og planerne for Libratone fremadrettet, skriver Finans.dk:

“Vi har fortsat en stærk tro på, at der er et marked for Libratones brand og produkter i Europa. Vi er derudover overbevist om, at virksomhedens drift kan fortsætte med en ny struktur.”

Libratone vil fortsat have hovedsæde i Danmark, men må sige farvel til 13 af de 18 ansatte, så medarbejderstaben fremover udgøres af blot fem personer.

Libratone blev stiftet i 2009 af Tommy Andersen og to andre danskere med en fortid i Bang & Olufsen, men blev i 2014 solgt til kinesiske Goertek, som også ejer størsteparten af aktierne i Dynaudio.

Les videre
Exit mobile version